Jeg har forberedt mig på et skuldertræk fra de to mandetorsoer i Zoomvinduet. Det er en onsdag eftermiddag i starten af april, og fra mit eget hjemmekontor på Nørrebro har jeg kig ind i en lavloftet lejlighed i Studiestræde.
I forgrunden af billedet, helt tæt på skærmen, sidder Elias Bender Rønnenfelt og Jakob Tvilling Pless — henholdsvis sanger og bassist i Iceage — og ryger cigaretter og drikker Kronenbourg-øl. En retrospektiv jubilæumssnak kræver brændstof. Det, jeg hæfter mig mest ved, er imidlertid deres opmærksomme blikke og Elias’ åbenhjertige svar, da jeg indledningsvis spørger, hvor meget bandet selv tænker over det her med at have 10-årsjubilæum.
»Den aften, jubilæet faldt, skulle vi ind på vores pladeselskab og signere den nye plade, der lige var kommet. At pladen kom på dagen for, at vi startede, var lidt et moment,« fortæller den sorthårede frontmand uden skyggen af uimponeret forbehold.
Elias Bender Rønnenfelt, Jakob Tvilling Pless, Johan Surrballe Wieth, Dan Kjær Nielsen og nyligt indlemmede Casper Morilla har ellers mange gode grunde til at være blaserte, som kun rockstjerner kan være det.
Iceage har i skrivende stund udgivet fire anmelderroste album og spillet koncerter over hele verden i en ‘dekade’, som Elias kalder det; hans anglicismer alene vidner om, at han har tilbragt store dele af sine 20’ere uden for Danmarks grænser.
Bandets succes har sameksisteret med et ry for ikke at give ved dørene i interviewsituationer. For udenforstående har Iceage taget sig ud som en rullesten, der kun har fået mere og mere fart på. Uigennemtrængelig og målrettet. Opslugt af sin egen energi og fremdrift, totalt uinteresseret i de tilbagelagte kilometer og i at diskutere dem med en nysgerrig journalist.
Men noget har ændret sig. Måske er det jubilæet, der gør det. Måske er det den forestående udgivelse af bandets femte album, ‘Seek Shelter’. Måske er det bare et spørgsmål om at blive ældre. Lige meget hvad synes kynismen at være fordampet og en – for mig – ny vilje til refleksion at have taget dens plads.
Denne onsdag fortæller Elias og Jakob i hvert fald om, hvordan Iceage den 7. januar 2021 valgte at sætte sig ned og lytte til ‘New Brigade’ fra ende til anden — debutalbummet, som startede det hele. Det havde de ikke gjort siden udgivelsen ti år forinden. Men som Elias siger:
»Det var et øjeblik, hvor vi godt kunne overskue at se fortiden i øjnene og være sådan, ‘okay, vi er faktisk nået hertil’«.
En styrkeprøve i staterne
Hvad end seancen den januaraften var nostalgisk, pinagtig, bittersød, overraskende eller det hele på én gang, så var den hurtigt overstået.
24 minutter og 14 sekunder tager det at afspille de 12 sange på ‘New Brigade’, hvor de 18-19-årige Iceage-medlemmer kaster rundt med kaotiske støjpassager og stakåndede melodistumper i en kompromisløs tilgang til postpunk, trash metal, noise, hardcore og alt muligt andet derimellem.
»Som alle de bedste bands tror jeg ikke, de har en hujende anelse om, hvad de laver«, lød det i Soundvenues seksstjernede anmeldelse i 2011, umiddelbart efter at anmelderen, Björn Lydén, havde formuleret forudanelsen, at ‘New Brigade’ kunne blive »definerende for en hel generation«.
Albummet blev om ikke andet definerende for undergrundsscenen i Danmark med Mayhem-miljøet som pludseligt dagsordensættende kraftcenter og trækplaster for musikelskere fra hele verden. Og det blev definerende for Iceages karriere, som herfra accelererede med en fart, som er få nyudklækkede bands med et så ikkefabrikeret udtryk forundt.
Internationale blogs blev hurtigt opmærksomme på de fire teenagere med den revitaliserede punkrocklyd og heftige liveenergi, som fik frit løb på den lille scene i Københavns nordvestkvarter. Billeder af Elias’ blodige ansigt cirkulerede fra koncerter, hvor den enigmatiske frontmand skiftevis snøvlende, snerrende og brølende kastede sig rundt foran sit turbospillende band. I juni 2011 havde rygtet nået det toneangivende amerikanske musiksite Pitchfork, som ratede ‘New Brigade’ 8,4 ud af 10 og hæftede sig ved den kradsbørstige energi og de stort set uforståelige engelske gloser, som kom ud af Elias Bender Rønnenfelts mund.
Samme uge spillede Iceage deres første koncert i USA. Her fik det unge punkband testet deres integritet; en styrkeprøve udi værdisæt og principper, som Iceage vandt og aldrig siden har givet op på.
Koncerten fandt sted på spillestedet Public Assembly i Brooklyn i New York og indledte en turné, der skulle strække sig over hele sommeren og flere stater. De fire venner var som konsekvens droppet ud af gymnasiet, lige inden studentereksamen; faktisk husker Jakob, at koncerten i Brooklyn skete, samme dag som han skulle have været til sin sidste eksamen. Koncerten var udsolgt og det lille spillested fyldt til randen med, hvad der lignede dedikerede fans — og branchefolk med pengepungen fremme. Det var en stor overraskelse for Iceage, fortæller Elias:
»Én ting var det vilde i at finde ud af, at musikken havde ramt på et andet kontinent, hvor folk stod og råbte vores tekster tilbage. At det kaos, der havde omringet bandet (i Danmark, red.), havde spredt sig på tværs af landegrænser. Og så var der alle dem fra industrien, som ville have fat i én og købe én drinks, hvilket vi var ret skeptiske overfor. Vi holdt os meget til de venner, vi havde fået i New York, og prøvede at blocke dem ude og endte i al mulig håndgemæng med A&R-folk. Det var, som om der var otte hænder på en gang, der trak én i trøjen i forskellige retninger«.
Den internationale hype, der indtil nu kun havde eksisteret online, blev pludselig meget konkret for Iceage.
»Det kan virke abstrakt at kigge på tal eller ting, der bliver skrevet på internettet, men at se, at det rent faktisk manifesterer sig i en virkelighed under de her koncerter og situationer, er vildt gratifikerende og en vildt spændende og sjov eksistens«, fortæller Elias om det første både forvirrende og berusende møde med den amerikanske musikbranche.
Det var svært som en flok teenagere fra det demokratiske københavnske DIY-miljø at regne ud, hvem der henvendte sig med forretningstanker, og hvem der faktisk ville musikken. Der var mange ting, det uprøvede band ikke vidste og ikke havde erfaringer med. Men de vidste, at de ikke ville være et produkt.
»Vi havde aldrig gjort os en idé om, at der fandtes en musikbranche. Vi kom fra en kultur og et miljø, som er styret af både dem, der spiller, og dem, der tager del i musikken. Så at vi lige pludselig var brudt igennem til den musikbranche, vi aldrig havde haft interesse i, var lidt et chok. Det var ikke planen«, siger Jakob.
Kyniske små svin
Selv om Jakob bedyrer, at det dengang i 2011 havde været nok for Iceage at lave musik til deres 100 venner i København, så mundede aktiviteten i USA ud i en pladekontrakt med det amerikanske label Matador Records. Noget i de unge musikere med den høje integritet må have villet det store sus.
»Hvis man laver musik, har man vel en intention om at prøve at ramme så mange mennesker som muligt. Vi tog de muligheder, vi havde, og udnyttede nogle af dem, så meget vi kunne på vores egne præmisser«, siger Jakob, og Elias supplerer:
»Fra det ene øjeblik til det næste stod vi og havde praktisk talt det meste af verden for vores fødder. Vi kunne bare tage af sted og spille, så meget vi ville. Vi var i en perfekt position til bare at sætte os ind i en bil og blive ved med at køre«.
Hvordan var det at blive udråbt til fanebærere for en ny punkbevægelse i en alder af 18 år?
Jakob: »Vi var kyniske små svin, der var ret ligeglade med, hvad der blev sagt«.
Elias: »Hvilket som helst label, de gerne ville putte på os, ville vi gerne afvise. Og alle de forsøg, der blev gjort på at bokse os inde i et eller andet, modarbejdede vi aktivt«.
Er I blevet mindre kyniske med alderen?
Jakob: »Nok i forhold til også at føle en taknemmelighed for det, vi gør«.
Elias: »Dengang tog vi det som en total selvfølge«.
Men ikke helt, for I siger jo, at I var overraskede?
Elias: »Ja, men der var en del af os, som ikke ville tro på vores egen hype. Vi havde faktisk de største tanker om det, vi lavede, men vi ville ikke være det, som de syntes, vi var«.
Var det en måde at gardere sig lidt på også?
Elias: »Ja, det tror jeg totalt. Hvis der findes en form for ren kerne i det, man laver, vil man ikke have, at andre får ejerskab over den. At det bliver kurateret. At have en os-mod-dem-mentalitet var med til at gardere os imod, at nogen skulle få for meget indflydelse«.
I 2014 sagde I til DR, at I ikke drømte om at spille på store scener. Forholder det sig stadig sådan i dag?
Jakob: »Det gad vi godt nu«.
Elias: »Der var engang, hvor vi ikke syntes, musikken kunne bære at blive spillet på store scener. Vores sammenspil lå et sted, som var fuldstændig smadret, og vi spillede praktisk taget fire tempoer på én gang, og nogle gange var vi ikke engang enige om, hvilken sang vi var i gang med at spille. Det var frenetisk og larmende, men man lærer ligesom at uddybe musikkens udtryk til noget, der ikke behøver et lille bitte telt, men som også kan bevæge sig i større luftlag«.
Kunne I tænke jer at spille på et stadion en dag?
Elias: »Ja, ja«.
Ironiske rockstjerner
Selv om Iceage havde andre ambitioner i 2014, end de har i dag, så markerer det år et særligt kvantespring for bandet. Her udgav de deres tredje album, ‘Plowing Into the Field of Love’, som præsenterede en anderledes fyldig rocklyd rodfæstet i det forjættede lands traditioner.
Når man lytter til de velproducerede, alsidige sange, der trækker på blandt andet country, blues og rockabilly og inddrager alt fra mariachitrompeter til violiner, er det svært at forstå, at det samme band kun få år før stod bag de primale og stædigt skramlede ‘New Brigade’ og ‘You’re Nothing’. Hvad skete der, som fik Iceage til at skifte kurs så markant?
»Vi havde turneret nogle år på det tidspunkt, hvor der var en forventning om, at koncerterne skulle være det her hardcore punk, voldsgenererende kaos. Vi så os trætte af det, fordi det var forventet. Det var nærmest lige meget, hvad vi gjorde, så havde folk fået en idé om, at det var det, der skulle ske til vores koncerter«, forklarer Elias.
Modsvaret blev altså at give hele Iceage-projektet et efterspænd. Et strejf af noget teatralsk og tilmed ironisk præger musikken og ikke mindst videoerne fra den periode, som ‘The Lord’s Favorite’, hvor Elias inviterer til martinibadet audiens i vinrød skjorte, imens de resterende Iceage-medlemmer popper champagne og performer en slags støvhvirvlende linedance med pokerfjæs.
Imens ‘Plowing Into the Field of Love’ var en øjeblikkelig succes hos anmelderne (ingen overraskelse her; Iceage har siden dag ét været kritikerkæledægger, om de vil det eller ej), skulle fansene vænne sig til stilskiftet. Elias fortæller, hvordan bandet før udgivelsen nød at forvirre sit publikum ved at spille de nye sange. Ifølge ham skete der de år et kæmpe skred, i forhold til hvad Iceage selv mente, at de kunne med musikken.
»Det, at vi havde brugt et klaver én gang på den anden plade (‘You’re Nothing’, red.), satte gang i nogle tanker om, at vi måske kunne gøre en hel masse. Så var der en masse barrierer, der blev sprunget itu. Rammerne for, hvad vi kunne gøre med sangskrivningen, var pludselig blevet meget større,« fortæller Elias og uddyber:
»Vi var færdige med at udforske det der hardcore noget. Der var ikke flere steder, vi kunne søge hen. Så søger man imod det næste, samtidig med at man har fået noget ny erfaring«.
Et studiespøgelse og et gospelkor
Siden har Iceage frygtløst søgt endnu længere ned ad rockhistoriens brede boulevard, med blik og smag for dens mange smalle afkørsler; udtrykket er aldrig blevet decideret familievenligt, men de mere poppede takter er blevet bemærket.
Ved udgivelsen af kvartettens fjerde album, ‘Beyondless’, i 2018 lød overskrifterne, at Iceage havde præsteret deres mest ambitiøse og organiske udspil. »Mere tilgængeligt bliver det næppe at befinde sig i deres paranoide tusmørkelagte univers, og det bør det nok heller ikke være, hvis der fortsat skal være fare på færde«, lød dommen i Soundvenues anmeldelse.
Fast forward til 2021 og ‘Seek Shelter’, og Iceage har skruet yderligere op for de symfoniske og melodiske lag; ja, singlen ‘Vendetta’ inviterer nærmest sin lytter på dansegulvet, omend et skyggefuldt og kokainstøvet et af slagsen. Med sit baggy groove og Elias’ på én gang tilbagelænede og nærmest truende vokaler lyder sangen af de tidlige 90’eres Madchester-scene samt en smule af Oasis, når de er mest omnipotente.
»Jeg havde lånt et legetøjskeyboard af min søster, og der var en dancerytme, som sangen blev bygget over. Vi syntes, det var spændende at tage den der dansable, opløftende ting og kombinere det med en sang om hævn og kriminalitet«, fortæller Elias.
Når jeg italesætter den fortsatte bevægelse imod et mere tilgængeligt udtryk, får jeg en fornemmelse af, at Iceages kreative valg ikke handler om magelighed. Tværtimod handler det om mod. Mod til at lade vellyden stille krav til bandets samspil og opfindsomhed.
»Man kan tydeligt høre på de tidligere plader, at vi har en lidt mere kaotisk tilgang til samspillet«, siger Jakob og fortsætter: »Før i tiden var vi mere usikre. Det var et let valg at sige, ‘okay, vi ved ikke præcis, hvordan vi spiller de her sange, så lad os bare spille dem så hurtigt, som vi overhovedet kan, for så er der ikke nogen, der lægger mærke til, at vi ikke kan finde ud af at spille dem’«.
‘Seek Shelter’ er Iceages mest eklektiske album til dato, i en grad så hver sang nærmest flirter med en ny undergenre og et nyt årti i rockhistorien — fra den favnende gospelrock på ‘Shelter Song’ til de Bruce Springsteen-lydende guitarriff og mundharpetoner på ‘Gold City’ og den psykedeliske nerve på balladen ‘Love Kills Slowly’.
Bandet begyndte at skrive på de nye sange umiddelbart efter udgivelsen af ‘Beyondless’. Allerede i december 2019 var de således klar til at indspille og rejste til Lissabon, hvor et faldefærdigt og fugtigt studie bygget i 70’erne paradoksalt nok kom til at udgøre de perfekte rammer.
»Vi vejer atmosfære over funktionalitet, men der var mange ting, der ikke virkede. Det virkede lidt hjemsøgt det hele. Der var en ting i luften, som om der var et spøgelse, og det regnede ned fra loftet. Vi havde placeret spande rundt om gearet for ikke at blive våde«, siger Elias.
En detalje, der måske har inspireret til den nye sang ‘Drink Rain’, en slingrende, pianoklimprende sag, hvor Iceage bevæger sig længere væk fra punkland end nogensinde før. Elias og Jakob fortæller i hvert fald, hvordan de fysiske omgivelser og studiets begrænsninger tvang dem til at gå ad omveje for at nå det ønskede resultat, og at det i flere tilfælde var en gave.
»Da vi kom ind og så, hvilken stand studiet var i, kunne vi ikke lade være med at grine. Da jeg så de der spande placeret rundt omkring med regn, der kom ned, tænkte jeg både, ‘åh min gud, hvad er vi gået ind til’, men også ‘perfekt’! Det var lige sådan, det skulle være«, siger Elias.
Indspilningerne tog 12 dage og involverede et gospelkor såvel som ny assistance i producerstolen i form af engelske Sonic Boom.
»Den første plade tog to-tre dage at indspille, den næste fem, den tredje tog måske seks-syv dage, den fjerde 10 dage og den femte 12 dage. Så der bliver added et par dage til hver gang, i takt med at ambitionsniveauet stiger en lille smule«, funderer Elias.
Mindre kontrol, mere fællesskab
Sonic Boom, som i 80’erne udgjorde den ene halvdel af legendariske Spacemen 3 og siden har produceret album for blandt andre MGMT, Panda Bear og Beach House, synes at have efterladt en sydende finish på de nye sange. Elias fortæller, hvordan englænderen ruskede bandet undervejs i indspilningsprocessen:
»Hvis vi var fortabte i noget, var han god til at lave bullshit og snakke lort og få os til at grine. Hvis vi havde den, så var han god til at træde tilbage og bare være opmærksom. Og hvis vi stod sammen og havde brug for at finde frem til et mål med de der lyde, hvordan vi fik skabt dem, med hvilket instrument, så var han lynhurtig til at træde frem og så skyde fem forskellige pedaler og maskiner og mærkeligt gear efter én«.
Det er usædvanligt for Iceage på den måde at lukke udefrakommende ind i den kreative proces, som siden debuten næsten udelukkende har involveret bandets manager, Escho-stifteren Nis Bysted. Det handler om kontrol, forklarer Elias:
»Det kunne have gået fuldstændig galt. Det er derfor, vi har passet på med at lukke folk ind, vi ikke kender i forvejen. Du har kun én chance for at lave den plade, du har skrevet. Vi ledte ikke efter en, der ville bestemme eller styre tingene, men efter en ligesindet, som havde sin egen forskruede måde at tænke sonisk på«.
Iceage har måttet slippe kontrollen i flere henseender. En lammende pandemi senere er barndomsvennerne nu hjemme i København uden udsigt til at kunne fare ud i verden lige foreløbig.
Koncertaktiviteten i 2021 er indtil videre begrænset til en lille dansk turné, og markedsføringen af ‘Seek Shelter’ lader til at være en kærkommen distraktion oven på et år uden det tempo og de rejser og indtryk, som har defineret livsstilen i bandet i et årti.
Elias beskriver, hvordan den umiddelbare følelse af panik under første nedlukning siden blev til accept og førte til en ny erkendelse. Pladen ved ikke, at der skulle komme en pandemi, som han siger. Men de nye sange formidler alligevel en vilje til sammenhold og fællesskab:
»Der er en lektion i, at når du ikke kan flygte nogen steder hen, er du nødt til at tage fat i de mennesker, der er lige omkring dig. Det opstår en slags taknemmelighed for de mennesker, der fylder din hverdag. Når noget bliver taget væk, bliver man nødt til at se, hvad der så er. Og her i København har vi så en hel masse«.
Det er dejligt at have jer hjemme, drenge — så længe det varer.