På en måde var det som om, 2010’erne startede med et års forsinkelse, for det var først i 2011, at den danske musikscene tordnede ind i det nye årti. I hiphoppens verden omskrev Kidd og co. alle reglerne, og på rockscenen blev en nye æra indledt, da Iceage udgav albummet ‘New Brigade’.
Soundvenues skribent kaldte dengang albummet for »antitesen til det pæne og kedelige« i sin seksstjernede anmeldelse og spåede, at ‘New Brigade’ kunne blive »definerende for en hel generation«. Spådomme er som bekendt en risikabel disciplin, men den her viste sig altså at være oraklet i Delfi værdig.
Iceage blev efterfølgende en international sensation, og dén scene, de var en del af, blev en af de vigtigste herhjemme i 2010’erne. For i årene efter ‘New Brigade’ dukkede det ene fascinerende band efter det andet op i miljøet omkring institutioner som spillestedet Mayhem og pladeselskaberne Escho og Posh Isolation.
Nu, hvor Iceages debutalbum altså er fyldt ti år, ser vi tilbage på den æra, der blev indvarslet med ‘New Brigade’, gennem en samtale med fotografen Lasse Dearman, der har fulgt og fotograferet Iceage samt scenen omkring dem siden før, der overhovedet var en scene.
»Første gang, jeg blev introduceret til Iceage, var via MySpace. Det siger måske lidt om, hvor lang tid siden, det er. Jeg kan huske, at de havde en Blogspot, hvor de postede billeder fra koncerter og plakater fra shows. Det var på mange måder et helt andet landskab, end det er i dag«, fortæller Lasse Dearman.
»På det her tidspunkt var jeg lige kommet hjem fra London, hvor jeg havde boet i et års tid, og var blevet introduceret til postpunk, cold wave og andre genrer i den retning. Så da jeg flyttede tilbage til Danmark, var det spændende at finde bands, hvis lyd byggede videre på den type musik. Et punkband med fire medlemmer, der er 16-17 år, er jo også bare ret taknemmeligt set ud fra fotografisk perspektiv. De var fra start af et band med meget kant og visuel karakter, hvilket fangede min opmærksomhed«.
»Første gang, jeg så Iceage, var i 2010, da de spillede på Urt i Thy. Til koncerten var jeg praktisk talt det eneste publikum til stede. Men hvor mange andre bands nok var takket af efter et par numre, spillede Iceage koncerten som var det enhver anden – formentlig for deres egen fornøjelses skyld. Det føltes ligesom at få et privat show, hvilket naturligvis gjorde et stort indtryk på mig«.
»Det endte med, at Iceage ville have skruet helt op for lyden, og da lydmanden ikke ville gå med til det, skruede de bare selv op for forstærkeren, der tilhørte det forrige band. Det resulterede i, at de ikke fik dækket deres transport, så de kørte i stedet med mig i mine forældres bil tilbage til Aarhus, hvor de så tog toget. Et år senere spillede de for fulde huse og fik rosende anmeldelser i internationale medier som blandt andet Pitchfork«.
»Set udefra virkede det som om, det gik meget stærkt. I december 2010 stod jeg alene til koncert med dem i Thy. Kort efter, i januar 2011, kom deres debutalbum, ’New Brigade’, og allerede der kunne man se interessen internationalt. Jeg kan for eksempel huske, at når jeg postede billeder med dem på min daværende Tumblr, fik det hurtigt masser af notes – som det hed dengang – fra hele verden. De opnåede kultstatus og fans der dyrkede dem ret intensivt«.
»Der gik et par år fra jeg så Iceage første gang, til jeg flyttede til København. Jeg boede i Aarhus og arrangerede selv koncerter til min rockklub ‘Raw Power’, hvor jeg blandt andet bookede Iceage, Sexdrome, Vår og den slags bands. Så jeg havde en smule kendskab til musikscenen omkring Mayhem, før jeg flyttede til byen, og det var da helt sikkert med til at gøre det spændende for mig at rykke til København«.
»Hvor man ofte selv har måtte drage ud over landets grænser for at opleve en unik scene eller musikkultur, havde Danmark nu, for en gangs skyld, noget specielt. En musikscene, der havde noget, man ikke kunne finde andre steder, og som folk fra hele verden kom for at opleve. Alt dette kunne jeg finde 10 minutter hjemmefra. Det virkede ret enestående«.
»Der var mange aftener, hvor de bands, der havde øvelokale i Mayhem, selv arrangerede koncerterne. Det var sådan nogle aftener, hvor der ikke var tomt, men heller ikke en kæmpe kø ude foran. Man kunne bare gå ind, hvis det var det, man ville. Der blev ikke gjort et stort nummer ud af at promovere koncerterne, og derfor føltes det ofte ret internt, næsten som en hemmelighed«.
»Øvelokalet og spillestedet ligger klods op af hinanden, og de optrædende kunstnere spiller ikke fra en scene, men står på betongulv med meters afstand fra publikum. For mig personligt var det en ny og anderledes måde at gå til koncert på. Når jeg gik ind i Mayhem var det ligesom at krydse deres territorium og var altid forbundet med en vis spænding«.
»Fra starten af har Mayhem for mit vedkommende også altid fungeret som et sted, hvor man kunne opdage ny musik og gå på udforskning. Det skete ofte, at jeg kom til koncert uden nødvendigvis lige at vide præcis, hvad jeg gik indtil, ud over at det formentlig var noget, jeg ikke havde hørt før«.
»De første større projekter med tilknytning til Mayhem, jeg kender til, startede helt sikkert fra et forholdsvis aggressivt sted rent stilmæssigt. Sexdrome og Iceage for eksempel, der henholdsvis spillede noget i retningen af black metal og punk rock, hvis man skal sætte genre på. Det er noget med en ret skrattende lyd og hurtigt tempo. Med tiden har flere bands udviklet sig mod en noget blødere lyd, som Lust For Youth eller rockgruppen Communions«.
»Der var en ufiltreret stemning og autenticitet omkring Mayhem, som jeg forsøgte at afspejle i mit fotografi. Jeg ledte efter noget, der føltes ægte og upoleret. Det mener jeg godt, man kan kalde den scene, uden at have sagt for meget«.
»Nu er det nogle år siden, jeg har fotograferet det miljø for alvor. De fleste bands er blevet en del mere etablerede, hvis de altså stadig eksisterer. De spiller på steder, der ikke er intime på samme måde, som de var dengang, og bliver derudover fotograferet af en masse andre fotografer. Så for mit vedkommende er det ved at være et lukket kapitel. Det er over ti år siden, det startede, og jeg har fået en vis afstand til det«.
»Men når det så er sagt, så skal jeg fotografere Elias i morgen til et dansk magasin. Og jeg synes stadig, det er sjovt at fotografere med ham. Så længere væk er det hele heller ikke kommet, omgivelserne har bare ændret sig en smule«.