Kidd er en naturkraft. Hele Soundvenue-kontoret bliver hensat til undtagelsestilstand, da rapperen brager ind af døren. Han flyver rundt fra lokale til lokale og løber straks hen til den nærmeste væg, som om han lige skal være helt sikker på, at der ikke er en hemmelig dør ind til en anden dimension, men virkelig bare en kedelig væg.
Hvis der var nogen som helst tvivl om, hvorvidt Nicholas Westwood Kidd stadig er den uregerlige, dragende karakter, han var ved gennembruddet i 2011, forsvinder den på cirka to sekunder. Han er godt nok blevet 30 i år, men han er – og det lover han også selv – langt fra at være blevet voksen.
På et tidspunkt stikker Kidd hovedet ud af vinduet og skråler ud over gården af sine fulde lungers kraft. Da han møder en Soundvenue-medarbejders hund, får han den til at gå fuldstændig amok, og på et andet tidspunkt skræmmer han en praktikant ved at hyle »cookoo!« så højt, at det lyder som en politisirene. Det er som om, tiden står stille omkring ham. Eller rettere: Det er som om, Kidd selv bestemmer, hvilket tempo tiden tikker i.
Kidd er, med andre ord, stadig Kidd. Og det har han altid været – hvilket faktisk er vigtigt at huske. For i starten af årtiet var der mange, der ikke købte, at Kidd var Kidd. Tvivlerne troede, at hele projektet var en joke, og at Kidd-personaen var fabrikeret. At den her unge, karismatiske, ustyrlige Nørrebro-rapper tog pis på os alle, og at hans musik var én stor gimmick. Men det var – kan vi nu sige med 100 procent sikkerhed – forkert.
»Det var ikke for fucking sjov, det var sådan jeg var! Der var ikke noget planlagt«, siger Kidd om den sag, da han omsider slår sig ned i et mødelokale. Og dermed modsiger han faktisk direkte sit udsagn fra det ikoniske tv-interview hos Clement Kjersgaard i 2012. Men mere om det senere.
Når jeg taler med ham, er det i det hele taget som om, Nicholas Westwood Kidd stadig ikke helt forstår, hvad fanden der egentlig skete i de sindssyge dage tilbage i 2011. Hvorfor folk havde så mange holdninger om ham. Og hvorfor han hele tiden skulle forklare sig. Det var en skør tid, hvor alle enten hadede eller elskede Kidd. »80 procent af musikbranchen hadede mig«, som han selv siger. Der er stadig et surrealistisk skær over de dage.
Noget, der til gengæld står helt klart, er, hvor meget Kidd – og den større musikbevægelse, han blev ansigtet for – har ændret dansk musik. Den unge rapper fra Nørrebro smadrede den eksisterende orden i musikbranchen og startede en ny tidsregning, hvor man kunne gøre alt selv, og hvor alt syntes muligt.
»Der var ingen, der vidste, hvad der fucking foregik!«, siger rapperen selv om de år, hvor musikbranchen blev den vilde vesten. »Alle var på bar bund, der var ingen opskrift på det. Alt var nyt for alle. Pladeselskaberne blev taget på sengen, og havde pludselig ingen magt og kontrol. Og det nød jeg!«
Kidd og hans crew fra Cheff Records, der talte folk som TopGunn, Eloq og Klumben, gjorde nemlig det hele selv – fra videoer til albumudgivelser og alt andet. Og de gjorde det – som det første hiphop-crew i Danmark – via internettet. De havde ikke brug for nogen til at hjælpe dem, og det skræmte den etablerede branche fra vid og sans.
Samtidig introducerede de en bred vifte af nye inspirationskilder som grime, trap og dancehall, der fuldstændig fornyede lydbilledet i den danske rapscene, der var kørt godt og grundigt fast i samme rille af stodderrap. Kidd og co. udgav ikke bare tingene på en ny måde, de lød også bare fundamentalt anderledes end noget andet dansk musik.
Kidds skelsættende succes satte altså standarden for, hvordan man blev en rapstjerne i 2010’erne – både i forhold til, hvor anderledes man kunne lyde, og hvor uafhængigt man kunne udgive sin musik. Dansk hiphop kan deles op i tiden før Kidd og i tiden efter.
Nu er hjemmelavede musikvideoer, unge hiphop-crews og internetberømmelse den normale vej til stjernestatus, og nye rappere dukker frem konstant med nye udtryk. Men i 2011 var de spilleregler ikke skrevet endnu, og normbrydere var sjældenheder på hiphopscenen. Det betød, at Kidd og co. måtte skrive reglerne løbende.
Pladeselskaberne blev taget på sengen og havde pludselig ingen magt og kontrol. Og det nød jeg!
»Man brugte mig ligesom dem der i Første Verdenskrig, der skulle løbe over til de andre skyttegrave«, siger Nicholas Westwood Kidd. »Det var mig! Jeg nåede over på den anden side, men det var dårligt nok med livet i behold. Og det åbnede døre. Alle kunne se, at det var muligt«.
Dén metafor er bedre end noget, jeg selv kunne finde på. For dem, der baner vejen, er jo tit dem, der må tage de hårdeste slag. Nu, hvor årtiet lakker mod sin slutning, er det klart, at Kidd var en pioner. En frygtløs frontløber, der viste vejen ind i 10’erne for dansk hiphop. »Jeg kan godt se nu, ni år efter, at jeg har været prototypen på alles succes. Det kunne jeg jo ikke se dengang«, som rapperen selv siger det.
Og det er faktisk ret sjovt at tænke sig Kidd som netop en prototype. En form for testfigur, der afprøver de nye grænser. Dansk hiphop var på en måde et ikke helt færdigudviklet computerspil, som Kidd beta-testede – og han fandt masser af fejl, loopholes og uventede veje til succes i dét spil.
Tyverier og paranoia på Nørrebro
Men okay, lad os lige spole tiden lidt mere tilbage. For i tiden lige før Kidd overtog spillet som om han havde snydekoder, var der ikke meget, der tydede på, at stor succes ventede lige rundt om hjørnet. Bare få måneder før det store gennembrud rendte Nicholas Westwood Kidd faktisk endda rundt med seriøs paranoia.
Efter en længere periode, hvor han havde levet dag til dag, og lige så stille var begyndt at arbejde med musik, var han blevet taget for at stjæle. Ikke én gang, men faktisk to gange på to døgn.
»Jeg stjal i så mange år, og stjal til andre mennesker og til bestillingsopgaver. Og det eneste, jeg blev taget for, var noget shampoo i Kvickly på Runddelen«, fortæller Nicholas Westwood Kidd og virker stadig helt frustreret over, hvor dum en situation det var.
»Dagen efter skulle vi ud og spille fodbold på Ravnsborggade. Så stjal jeg en sixpack og blev taget igen. Så begyndte jeg at blive paranoid, for jeg røg fucking meget hash der. Så i stedet for at se, at det bare var fordi jeg var utjekket, begyndte jeg selvfølgelig oppe i mit hoved at tænke, at de holder øje med mig. Systemet og politiet, de ved hvem jeg er, og de vil have mig ned med nakken nu! Sådan tænkte jeg virkelig«.
I 2010 rendte Nicholas Westwood Kidd altså rundt på Nørrebro og kiggede sig nervøst over skulderen, fordi han følte, nogen var efter ham. At han var jaget, og at folk holdt øje med ham. Året efter gik dén paranoide følelse i opfyldelse – men ikke på den måde, Kidd nok gik og troede.
For grunden til, at han blev jaget, forfulgt og observeret året efter, var fordi han var blevet rapstjerne. Ikke bare på Nørrebro eller i København, men i hele Danmark. Og ikke bare en stjerne blandt mange andre, men stjernen. Den nye kunstner, alle holdt øje med, og som repræsenterede en ny tid. Hvis der var nogen efter ham, var det nyhedskameraer – ikke politihelikoptere. Og det skifte skete på hvad der føltes som et splitsekund.
»Det var vildt undergrund og samtidig den mest hypede ungdomskultur i landet«, fortæller Kidd om sin (og sine venners) situation dengang. Og det er måske det største paradoks. At nogle drenge fra Nørrebro, som rapperen selv beskriver som »helt ’No Future’-agtige«, dyrkede en musik i undergrunden, der ikke kunne være længere fra mainstreamen – men som så blev det mest populære i hele Danmark.
Da vi skal skyde billeder på Nørrebro, beder rapperen endda om, at det skal gå lidt tjept. Han kommer nemlig slet ikke på Nørrebro mere, fortæller han. For den bydel, hvor han er vokset op, er blevet en form for Kidd-zone, hvor han ikke kan slappe af og konstant bliver stoppet af folk, der vil tale med ham og hilse. Men for vores skyld indvilliger han alligevel i at stoppe trafikken ved at give et par dansetrin midt på Dronning Louises Bro.
Men tilbage til historien: Kidds forvandling fra hashrygende døgenigt til generationsstemme fandt sted på rekordtid og på en måde, som ingen havde set det før.
I 2011 hang den unge Nicholas tit ud hos DJ Hvad og var en del af den dybe undergrund omkring projekter som Syg Nok Records og Kommunal Dubplate Service. Han kom til basaftener hos det nu lukkede spillested Saxons på Nørrebro. Men udsigterne til nogen form for succes var ikkeeksisterende.
»Det var stadig en periode, hvor undergrunden var undergrunden i København. Der var ikke mulighed for at tjene penge på det«, som han siger. Men dén sætning er den måske eneste lodrette forkerte ting, Kidd siger i løbet af hele den dag, vi tilbringer sammen. For efter at han lægger ‘Kysset med Jamel’ på Youtube, eksploderer det hele.
»Er jeg for sjov? Er jeg ikke for sjov?«
Danmark var ikke klar til Kidd. Det er nok den tydeligste konklusion, man kan drage på de sindssyge dage i 2011. Der var en gennemgående trang til at analysere rapperen. Som om alle troede, der var noget bag det hele. En joke, en gimmick eller måske endda en diagnose. Og det ramte den unge artist. Det var nærmest en form for eksistentiel krise, der blev pålagt ham udefra.
»Man er 21, man er gået fra at sjæle pant, ikke have noget at spise og dele 10 LM (cigaretter, red.), til at alle vil have fat i dig«, siger Kidd. »I den alder tænker man så: Er jeg sådan der? Hvem er jeg egentlig? Er jeg for sjov? Er jeg ikke for sjov? Så ender man i nationalt fjernsyn og siger, det hele er for sjov. Og det mener man jo heller ikke!«
Det interview, han hentyder til, er selvfølgelig besøget hos Clement Kjersgaard i DR-programmet ‘Clement søndag’, der er blevet legendarisk. Kidd kom direkte fra en morgenfest og svedte, som man nu engang gør, når kemikalierne efter en lang nat (og morgen) skal ud af kroppen. Og så sagde han, at Kidd-projektet var en joke, og at det nu var slut.
Det var et ret vildt udsagn. For Danmark havde jo været opdelt i dem, der elskede Kidd og så ham som den fornyer af dansk hiphop, han var. Og så dem, der syntes, han var en joke, og kæmpede mod den fandenivoldske og frie tilgang til musik, han stod for. Så da Kidd gav dem ret, der altid havde hadet ham, var det lidt en lussing til alle dem, der altid havde forsvaret ham.
»Det irriterer mig også, for der var ikke noget af det, der var en joke«, fortæller Kidd: »Det var mere, at man havde et alter ego, når man gik bag en mikrofon«.
Nu, i 2019, accepterer vi selvfølgelig, at rappere har vilde personaer og fortæller historier, der virker for vanvittige til at være sande. »De ting, jeg havde det ultra griner over at gøre, er blevet normen«, som rapperen siger. Men sådan var det ikke dengang. I 2011 fattede folk simpelthen ikke, hvad Kidd var for en størrelse.
Selv nu, næsten et årti senere, ryster rapperen stadig på hovedet, når han skal snakke om de dage i 2011. Det hele var kaos, forstår man. Og ting som Clement-interviewet var forsøg på at trykke på ‘stop’. Men stopknappen virkede ikke – i stedet skabte det bare endnu mere røre.
Det kaos, Kidd selv følte, og som prægede hans forhold til medierne og den generelle befolkning, spejlede sig også i et vist kaos i karriereplanlægningen – eller manglen på samme.
»Det tog et halvt år, før jeg vidste, hvad der foregik, og der havde jeg taget alle de forkerte beslutninger, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre«, siger Kidd, igen med hovedrysten. »TopGunn, Klumben, Ukendt Kunstner, Raske Penge – de kunne kigge og tænke okay, det er sådan man ikke skal gøre«.
Det lyder måske som om Kidd er totalt ked af alt det, der skete, men det er ikke det indtryk jeg får, da jeg taler med ham. Han virker mere sådan halvt frustreret over en åbenbart uendelig serie af dårlige beslutninger, og halvt frydefuld over det totale anarki, han skabte.
»Jeg kunne godt lide det fuldkomne kaos i det. Det var fucking fedt«, indrømmer han på et tidspunkt. »Jeg fortryder intet. Det var fucking grineren. Det var legendarisk. Jeg er den eneste rockstjerne… mig, Prins Henrik og Stig fra D-A-D er de eneste rockstjerner, Danmark nogensinde har haft«.
Dén logik er svær at argumentere imod. Kidd levede virkelig rapperdrømmen og rockstjernelivet. Det er for så vidt klassisk nok. Men det helt unikke ved ham var, at han på en måde var en viral sensation, før internettet for alvor dominerede vores liv. I dag havde man måske kaldt ham meme-rapper. Eller han ville være en form for influencer (selv om han selv hader bloggere).
Mig, Prins Henrik og Stig fra D-A-D er de eneste rockstjerner, Danmark nogensinde har haft
»Det var året før Instagram kom, og Facebook var stadig ukoordineret«, fortæller Kidd. »Folk havde ikke rigtig styr på internettet og sociale medier endnu. Det var blevet allemandseje, men ingen vidste, hvad det gik ud på. Altså, jeg lagde billeder op af spejle med coke på på Instagram dengang!«
Kidd eksploderede på internettet, men var alligevel kendt på den der helt gammeldags Se & Hør-agtige måde. Forestil dig Kidd idag med coke på spejlet i sin story: Det havde ødelagt internettet. På en måde var det måske en velsignelse, at internettet stadig var et ureguleret sted. Men samtidig bremsede det også Kidds succes.
»Det var en mærkelig gråzone. Samtidig med at man havde succes på nettet, var det jo stadig undergrund. Du kunne dårlig tage 1000 kroner for et job«, siger rapperen. »Det blev ikke set som ægte succes at have internetsucces«. I dag er det selvfølgelig helt omvendt: Følgere på sociale medier er den reelle kendisvaluta, og succes på internettet i form af et viralt hit er vigtigere end et radiohit. Kidd var bare en 2019-stjerne i en 2011-tid.
Det er selvfølgelig nemt at sige i dag. Dengang var det hele uigennemskueligt. Men Kidd nød jo netop det kaotiske: »Jeg er glad for, jeg prøvede det. Men jeg vil fucking aldrig opleve det igen. Én gang var nok«.
Den Store Buongiorno
Kidd anno 2019 er hverken den paranoide dreng fra 2010 eller den overvældede nybagte rapstjerne fra årene efter. Han virker primært som en livsnyder med hang til det gode liv og et godt øje til Italien. »Jeg har haft det for sygt i ti år«, som han selv siger med et glimt i øjet. »Jeg fucking elsker livet!«
Nicholas Westwood Kidd fantaserer desuden om at bo i Milano og lære italiensk, og han har også tilbragt sommeren 2019 i Italien. Sproget er dog svært, så indtil videre nøjes han med at bruge »buongiorno« som synonym for en bred vifte af verber, navneord og (selvfølgelig) sig selv. Hvis det lyder bekendt, så er det fordi »buongiorno!« også er et fremtrædende ad-lib på den nyere single ’Kidd er din far’. På et tidspunkt omtaler han sig selv som »buongiorno’en«, hvilket på en eller anden måde er sært rammende.
Da jeg foreslår at skyde nogle billeder på Dronning Louises Bro, hvor han jo filmede den legendariske ’Gøre sin ting’-video, svarer den italofile artist så naturligvis også, at han ville foretrække at skyde billederne i Milano – eller i det mindste på Kongens Nytorv.
Kompromiset bliver en lynvisit til broen og derefter et smut på Nationalmuseet. Vores besøg på sidstnævnte bliver dog en smule ukonventionelt: Først får vi en reprimande, fordi Kidd har købt et vikingehorn i souvenirshoppen, som han trutter i gang på gang. Derefter får vi en sikkerhedsvagt på nakken, da den uregerlige rapper kommer til at sætte gang i alarmen, da han går ind i en installation under et photoshoot.
Efter det mindre optrin kommer en gruppe tyske piger hen til ham med store øjne og spørger: »Er du en blogger?« Kidd er stadig Kidd – et nærmest magisk menneske, der suger opmærksomhed, energi og kaos til sig som midtpunktet af en galakse.
Men på trods af en god portion kaos er Nationalmuseet faktisk et af Kidds favoritsteder – her kom han nemlig jævnligt en overgang. Både for at finde fred, men også fordi han elsker historie. Christian den 4. er hans favoritkonge, fortæller han, fordi han festede mest.
Ud over at museet ligger Kidd nær, så har det selvfølgelig en vis symbolik. For Den Store Buongiorno er jo selv blevet et stykke Danmarkshistorie. Føles det egentlig mærkeligt?
»Det lyder nærmest for narcissistisk, men den første ferie, jeg fik efter alt det her, var jeg i Grækenland, og så kiggede jeg i et spejl, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Det er sygt, at der er et kapitel af dansk musik, der starter med mig«, siger Kidd: »Så tænkte jeg: Årh, hvor er jeg fed!«
Det sparkede alt i gang i dansk musik. Det tør jeg godt sige nu. Dengang lød det som storhedsvanvid
Nicholas Westwood Kidd har ret. Det er rimelig narcissistisk sagt. Men han har også ret i, at det passer. Den her artikel eksisterer jo netop fordi årtiet unægteligt gik, som det gik, fordi Kidd gjorde, som han gjorde. Han ændrede dansk musik. Og han ved det:
»Jeg tør godt sige nu, at det var det, der startede alt«, siger Kidd. »Dem der hadede mig fik også knoklet. De gamle drenge, der havde kunnet hvile på laurbærene, blev nødt til at opgradere sig. Det sparkede alt i gang i dansk musik. Det tør jeg godt sige nu. Dengang lød det som storhedsvanvid«.
Apropos hvile på sine laurbær: Hvad sker der med Kidd i det nye årti?
»Alt mit musik er færdigt. Det ligger bare og venter på, det kan komme ud«, svarer rapperen. Han kalder selv sit nye album for »110 procent Kidd«, siger at det går i »alle retninger« og håber på en udgivelsesdato i januar 2020. Men intet er – som så ofte med Kidd – sikkert.
Udover at han selv planlægger at udgive ny musik, kan jeg ikke lade være med at spørge ham, hvad han tænker om musikscenen i 2019. For Kidd var jo en form for big bang i begyndelsen af årtiet – men nu har musikscenens stjerner fundet relativt faste former. Kaos er blevet til orden. Det kan han da umuligt være tilfreds med?
»Det hele er blevet så ens. Du kan ikke høre forskel. Der er ikke én, der træder ved siden af«, sukker Kidd og fisker endnu en rammende metafor ud af sit geniale hoved: »Ligemeget om risalamande er fucking fedt, så spiser man jo ikke risalamande hver dag, for det kan man bare ikke holde ud. Og det er det, der sker lige nu. Folk får lækker risalamande hver eneste fredag på Spotify«.
Samtidig med, at Kidd var med til at starte et kæmpe ryk mod selvgjort hiphop og åbnede op for, at en ny generation af unge voksede op med rapperdrømme, er det altså ensretningen i musikken, der nager ham. Han savner det kaos, han selv var med til at skabe i sin tid.
»Selv om der var sådan noget pøllet dansk dancehall og dårlig rap, var det mere mangfoldigt, fordi det hele var nyt«, forklarer Kidd: »Det var meget mere punk, end det er nu«.
Det er svært ikke at give Kidd ret. Internettets totale anarki er skiftet ud med en strømlinet konstruktion af algoritmer og playlister. Musikbranchen har indhentet internettet og sat det i system. Dansk hiphop er stadig en flersidig og fascinerende størrelse. Men den vildskab og totale uforudsigelighed, der opstod med Kidd i 2011, er unægteligt blevet tæmmet. Så hvad skal der ske, for at det bliver spændende igen?
»Jeg håber, der kommer et eller andet inden for rappen. Der er masser af pigerappere, der kæmper sig frem nu, det kunne være fedt at se«, siger Nicholas Westwood Kidd. »Det kræver én kunstner. Ligesom det skete med Kidd. Det kræver, at der kommer én kunstner nu, der skaber røre i andedammen og laver om på det hele«.
Med andre ord: Kidd venter på den nye Kidd. Forhåbentlig kommer den person på et tidspunkt – forhåbentlig er 2020’erne lige så heldige, som 2010’erne var det, da vi fik den originale Kidd. Men selv, hvis der ikke kommer nogen ny, stor bevægelse, vil vi altid have Nicholas Westwood Kidd. Han er den sidste store rockstjerne, hvilket han også lige minder mig om, da interviewet er ved at være slut.
»Jeg mente det der med rockstjerne! Mig, Prins Henrik og Stig!«
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne
Læs også: De 20 bedste danske hiphopsange i 2010’erne
Lyt til podcast: Hvordan vælger man årtiets 20 bedste danske rapsange? Soundvenues hiphop-podcast diskuterer