Iceage bider, stritter og udfordrer på forrygende vis på ‘Plowing into the Field of Love’
Allerede på deres fænomenale toer, ’You’re Nothing’, fra i fjor flyttede københavnerkvartetten sig med sikre skridt væk fra debutalbummets angstmættede og kværnende postpunkknaldperler over mod et mere alsidigt og knapt så krast udtryk. Den musikalske modning, de havde undergået siden ’New Brigade’, var særdeles evident: Lydbilledet var mere varieret, melodimaterialet stærkere og viljen til eksperimenter større. Albummet var ikke et musikalsk nybrud, men snarere en forfinet nuancering af debutens frådende kaos.
På Iceages tredje album bliver transformationen fuldt ud effektueret. Her tager gruppen springet ud i den dybe ende af bassinet, hvor sporene af de paranoiainficerede, primale og støjfræsende punkdyder, der før var dominerende, næsten er udviskede.
Det er dog langtfra ensbetydende med, at kvartetten har forvandlet sig til sorgløse happy campers med stækket brod. De er fortsat et gennemført uforsonligt bekendtskab, der ikke danser efter andres pibe. Det nye materiale bider, stritter og udfordrer på forrygende vis, men er blot dikteret af andre musikalske parametre end fordums mere direkte soniske frontalangreb.
Åbningsnummeret, ’On My Fingers’, synes beslægtet med tidlig Nick Cave anno The Birthday Party og slæber sig adstadigt fremad med flossede, knejsende guitarer, abrupte klaveranslag samt skiftevis bombastiske og militaristisk drævende trommer. »I’ve got longings no offer can stand«, snøvler en tilsyneladende umættelig Elias Bender Rønnenfelt, der ikke synes at have behov for noget, vi andre har at tilbyde. Fuck vores overfladiske anerkendelse og skulderklap. Iceage er allerede videre på deres færd.
På det herligt slingrende singleudspil ’The Lord’s Favorite’, der har en snert af både americana og rockabilly, synes kvartetten at tage deres cue fra The Gun Clubs støvede bluespunk. »Come here and be gorgeous for me now«, kommanderer Rønnenfelt til personen, som gør ham selskab iført »five inch white high heels«. Og så skåles der ellers i »one hundred euro wine«. Det er slet ikke ringe at være Herrens kæledægge.
Dynamikken er på plads i den frenetiske ’How Many’, hvor der veksles mellem elektriske excesser og mere tilbageholdte passager med pianoklimpren, mens gruppen illustrerer deres fine fornemmelse for balladekunsten på ’Stay’, ’Forever’ og ’Against the Moon’. Førstnævnte er en tung, sortrandet sag, hvor skingre filmiske violinanslag fuldender nummerets mareridtsstemning, den midterste er et klaustrofobisk selvportræt, hvor Rønnenfelt igen og igen med tiltagende desperation erkender »I’d lose myself forever« kontrasteret af en mariachitrompets ensomme trutten, mens sidstnævnte nærmest har en lurvet og lidt loungeagtig vibe.
Kvartettens tredje opus er således et veldrejet polykromt værk, der cementerer deres position som et af tidens mest interessante danske rockbands.