Iceage

»Can’t take this pressure«, hvæser Iceage-frontmand Elias Bender Rønnenfelt imod slutningen af den manisk paranoide åbner ‘Ecstasy’. Og der er noget om snakken, for der ligger et vis pres på lømlerne som følge af den massive opmærksomhed, der tilfaldt firkløveret oven på udgivelsen af debuten ‘New Brigade’, som skabte ringe i vandet langt ud over vores hjemlige musikalske andedam.

At dømme ud fra resultatet kan drengene dog tage presset med sindsro, da de på den mindst ligeså fabelagtigt opruskende toer fortsat har masser af formidabelt melodisk grus i deres kværnende postpunkmaskineri. Trods både aldersmæssig og musikalsk modning har kvartetten nemlig bibeholdt deres uimodståelige ‘take no prisoners’-attitude.

Læs anmeldelse: Iceage ‘New Brigade’

Modningen viser sig især i forfinelsen af melodimaterialet, samt gennem en større vilje til at eksperimentere med forskellige tempi, klaverklimpren og mere afdæmpede passager, hvilket Iceage suverænt lykkes med, uden at brodden går af deres fræsende guitarsalver.

Den humørsyge ‘Morals’ står netop som et klasseeksempel på gruppens vellykkede implementering af ovenstående karaktertræk. Nummeret starter i et adstadigt tempo med en sløvt brummende bas, abrupte marchtrommer, sagte klaverakkorder og en sjælden hørt følsom vokal fra Bender Rønnenfelt, inden det effektfuldt detonerer i et speedet skærebrænderrefræn, hvor frontmanden stiller lytteren det i disse tider essentielle spørgsmål: »Where’s your morals?«

Læs også: Hør hele ‘You’re Nothing’

Hvor debuten var en forfriskende ungdommelig fuckfinger fra undergrunden, som rystede de velfriserede i deres grundvold, kan album nummer to opfattes som et mere nuanceret og velplaceret spark i selvsammes runkne klokkeværk. Iceage har begået et kompromisløst mesterværk.