Joyce fik hele publikum til at fyre den af, som var det den sidste dag nogensinde
Joyce trådte fem mand høj ind på Store Vega-scenen torsdag aften, og under det slagkraftige åbningsnummer ‘Lev beskidt’ var det endda med hele tre guitarister, idet forsanger Sebastian Wegener havde grebet fat om en spade.
De tre guitarbetvingere skabte et dejligt fyldigt lydbillede over for bassen og trommerne – og tøndeslager Casper Winthers gennemtrængende koklokke var også en meget afgørende faktor i dette.
Men dette vellydende, beskidte åbningsnummer var kun en lillebitte forsmag på, hvad vi havde i vente. For under de ganske få af aftenens numre, hvor frontmanden havde en guitar at tage sig af, var det begrænset, hvor meget han kunne benytte bandets muligvis vigtigste liveinstrument: Wegeners egen krop.
Sebastian Wegener er nemlig en gudsbenået performer. Han er animeret og sprælsk som få andre rocksangere kan prale af at være – vi snakker fysisk vildskab, der leder tankerne hen på performere som Iggy Pop og Samuel T. Herring, mere end det matcher nogen af energibombens landsmænd.
Under sidste ‘Formskifter’-omkvæd hoppede han rundt på ét ben. Under de instrumentale passager i ‘Åh nej chefen ringer’ og ‘Tiden har ødelagt alt i mig’ kastede han sig ud i noget, der lignede en slags improviseret rockballet. Og lige inden det helt store klimaks på den punkede ‘Djævlen’ foldede han sig sammen som en lille bold – og så snart det eksplosive omkvæd ramte, var det som om, han selv sprang i luften af ren angst.
Og modsat sidste gang, jeg anmeldte Joyce, var Wegener ikke den eneste på scenen der udviste performer-gen. Nuvel, ingen var nær så ekspressive som ham, men hele bandet levede sig tydeligt ind i det musikalske univers, de kreerede. Især fortjener guitarist Oscar Engel Libonati ros for både i bogstavelig og overført betydning at komme helt ud til scenekanten under det endnu ikke udgivne nummer, der på setlisten var angivet under navnet ‘Fingrene’.
Scenetække betyder naturligvis kun noget, hvis selve musikken også holder, og det gjorde den så absolut. I værste fald holdt Joyce det i forvejen høje niveau fra studieudgaverne, men ofte skruede de lige en smule på knapperne.
Eksempelvis blev guitaren og bassen på ‘Tomme ord’ lige lidt ekstra skramlede, så sangen klingede af den tidlige postpunkgruppe Wire. ‘Djævlen’ fik en lang, stemningsfuld intro, hvor ambient-synths stod over for en diskret bragende trommesolo. Og der kom nogle rigtig fine svævende synthpassager på ‘Tiden har ødelagt alt i mig’, der ledte tankerne hen mod Joy Division og New Order.
Tilsæt oven i dette tre uudgivne sange, der lød rigtig lovende – og overraskende grungede. Specifikt fik ‘Fingrene’ mig til at tænke på Soundgarden med sin guitar, der emmede af nerve og sjæl på linje med Kim Thayils spillestil.
Deres næste single, ‘Jeg har glemt hvor gammel jeg er’, lød meget af Nirvana. Wegener fik lidt grovkornet Kurt Cobain over sin vokal, og versmelodien var egentlig ikke langt fra Nirvanas ‘Drain You’. Et skærende, sparsomt brugt guitarriff fra Libonati gik rent hjem her.
Koncerten varede i alt omkring en time, og jeg kunne sagtens have klaret mere. Men samtidig var setlisten så dynamisk, og musikken så konsekvent velleveret, at jeg heller ikke savnede noget, da det hele lukkede ned.
Inden afslutningsnummeret ‘Formskifter’ bad Wegener publikum om at »fyre den af, som om det er den sidste dag nogensinde«. Og når man har lagt så godt et show for dagen, var det en smal sag for publikum at udstråle nær-apokalyptisk entusiasme.
Kort sagt:
Ikke alene lød Joyce fremragende i Store Vega, hvor de trak deres ængstelige rockmusik i nye, gribende retninger – de havde også fremragende scenetække, mens de gjorde det.