Joyces smittende energi gav kollektivt afløb for alle de mørkeste følelser til Summer Days
I timerne inden Joyces koncert til Summer Days i Roskilde spekulerede jeg på, om der mon ville være moshing, når bandet gav sig i kast med deres rowdy blanding af indierock og posthardcore.
Jeg hørte, at der havde været godt gang i moshpitterne til eftermiddagsudgaven af samme arrangement. Men da det kom til aftenens koncert, viste det sig, at den slags ikke var tilladt på grund af coronarestriktionerne. Det var forståeligt, men alligevel en skam.
Efter (stående!) koncerter med både Greta og Ganger, var jeg nemlig klar til den helt store energiudladning. Jeg kunne mærke, at Joyces musik inviterede til mere vildskab, end jeg havde mulighed for at udleve.
Det var ikke nødvendigvis en dårlig ting. For jeg følte kun sådan, fordi Joyces musik var så emotionelt gennemtrængende. Den lød knaldhamrende godt. Uanset hvorvidt det var en underspillet, ængstelig sjæler som ‘Tiden har ødelagt alt i mig’ eller en solid, vred røvsparker som ‘Usynlig’, så kunne musikken mærkes på et meget umiddelbart, emotionelt plan.
Det skyldtes nogle enormt velspillende instrumentalister, der nok var mere interesserede i, at det skulle lyde godt, end de var interesserede i at lefle for publikum. Jovist, de bevægede sig lidt rundt i takt til musikken, men de kiggede mere ind i sig selv, end de kiggede ud på salen. Det giver naturligvis mening, når bandets musik er så præget af angst, som den er, men det er nu engang stadig muligt at forene de tunge følelser med direkte engagement med publikum.
Heldigvis består Joyce ikke kun af instrumentalister. De har også forsangeren Sebastian Wegener, og han forstår virkelig at fængsle med hver bevægelse og hver lille bid mimik. Han balancerede perfekt den line, der er så svær for mange bands, som på én gang er energiske og fyldt med tunge følelser. Et højdepunkt kom under ‘Åh nej chefen ringer’, hvor tyngden blev så alvorlig, at Wegener lagde sig ned på scenen og sang nogle linjer – helt magtesløst. Det var gribende.
Alvoren i musikken gik på intet tidspunkt tabt, men alligevel var der paradoksalt nok god feststemning. Under et nummer som afslutteren ‘Formskifter’, var det som om, alle i publikum blev smittet med de frustrationer, sangen udtrykker. At feste til nummeret føltes som vores kollektive måde at få afløb for dem.
Så selv om der ikke var mulighed for at gå nær så meget amok til Joyce, som der ville være under optimale omstændigheder, skal der ikke lyde nogen tvivl fra min side: Joyce var en katarsisk liveoplevelse.
Kort sagt:
Der blev ikke gået nær så meget amok, som der ville blive gjort til en Joyce-koncert under optimale omstændigheder. Men til trods for restriktioner endte det med at blive en ret så gribende koncert.