Joyces energiudladning skabte fællessang og forløsning på Spot Festival

Joyces energiudladning skabte fællessang og forløsning på Spot Festival
Joyce på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

Det var svært at forestille sig en bedre high note at klinge ud på end torsdagens sidste koncert i Ridehuset. Joyce var tydeligvis tændte på at levere det ypperste, og med en formidabel ‘Djævelen’ som affyringsraket var vi i den grad i gang fra start.

Der vil altid være noget rørende og livsbekræftende i at bevidne et hengivent publikum følge en karismatisk frontmands dessiner, og selv om Sebastian Wegeners teatralske mikrofonbevægelser bestemt tog kegler, var det også skønt at bevidne, hvordan Joyce vitterligt fremstår som en enhed, hvor alle opererer på lige vilkår. Således var både bassist Gustav Pyndt og guitarist Oscar Libonati flere gange på charmeoffensiv fremme på scenekanten.  

At folk var mere end indstillet på at tage med Joyce på eventyr, stod klart, da den nye single ‘Lev beskidt’ blev annonceret med ordene: »Om ni minutter udgiver vi vores næste sang«, og jubelen gjaldede, som skulle vi høre et af bandets mere velkendte numre.

Med en intro, der sendte en kæk hilsen til Depeche Modes ‘Never Let Me Down Again’, fremstod sangen lige dele groovy, dynamisk og storladen. Hvis dette er repræsentativt for gruppens fortsatte rejse, har Joyce mere end konsolideret sig som et ensemble med staying power.

Den nye sang lagde sig også effektivt i et veldisponeret set, hvor det frådende, frenetiske drive, der bidrog væsentligt til denne sene aftens eufori, komplementeredes med afdæmpede stunder. 

Joyce på Spot Festival. (Foto: Toke Hage/Soundvenue)

Bedst som stemningen var ved at blive lige vel rowdy med spildte ølkrus, trakterede Joyce med ‘Du finder mig på bunden’, der gav mulighed for lige at samle indtrykkene og få pusten, før overkroppen atter blev ansporet til at rocke løs, og armene røg i vejret.

Stemningen var således mere end på kogepunktet, da ‘Formskifter’ rundede koncerten af. Hittet indledtes a cappella, så det taknemlige publikum kunne stemme i, så sangen i øjeblikket nærmest havde karakter af nationalhymne.

Det var en gestus, der harmonerede perfekt med både den selvsikkerhed, Joyce lagde for dagen, og det veleksekverede set, der gjorde denne Spot-koncert forløsende og mindeværdig.


Kort sagt:
Joyce satte som forventet strøm til Spot Festival fra første nummer, men fandt også plads til stille passager i et veldisponeret set, der sluttede med fællessang til hittet ‘Formskifter’.

Læs alle vores anmeldelser fra Spot Festival HER.

Joyce. Koncert. Ridehuset, Spot Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af