Vi kårede Joyce-debuten ‘Formskifter’ til det tredjebedste danske album i hele 2020, og titelnummeret ramte sågar andenpladsen på vores liste over årets bedste danske sange.
Så ja, vi er selvsagt ret spændte på, hvor det danske rockband bevæger sig hen næste gang. Vi havde dog ikke forudset, at Joyce ligefrem ville spille sig ind på et stadion, men det er ikke desto mindre den lyd, der bliver lagt for dagen på gruppens stærke nye single ‘Lev beskidt’.
Tempoet er ikke helt så hæsblæsende som tidligere, men selve lyden er blevet større, mere pompøs, højtravende – ja, jeg tøver ikke med at kalde ‘Lev beskidt’ for Joyces bud på stadionrock.
Måske bandet er blevet inspireret af The Minds of 99’s historiske Parken-show? Af tanken om, at man sagtens kan lave god dansk stadionrock, uden der går fadbamser og frankfurtere i den?
Hvem ved, måske det er Joyce, der om syv års tid står og spiller inde på Danmarks nationalstadion?
En ting, der ér sikkert og vist, det er, at Joyce spiller ‘Lev beskidt’, når de til efteråret rammer 16 danske spillesteder på en omfattende turné, hvor de lover at spille sangene fra debutalbummet mikset med nye numre.
Joyce – turné:
27/10 – Odense, Posten
28/10 – Aalborg, Skråen
29/10 – Thisted, Spillestedet Thy
30/10 – Silkeborg, Rampelys
04/11 – Randers, Værket, Turbinen
05/11 – Grenå, Pavillonen
06/11 – Viborg, Paletten
11/11 – Slagelse, Badeanstalten
12/11 – Roskilde, Gimle
13/11 – Vordingborg, Stars
17/11 – Herning, Fermaten
18/11 – Esbjerg, Tobakken
19/11 – Aarhus, Train
25/11 – København, Store Vega
26/11 – Køge, Tapperiet
27/11 – Svendborg, Harders