Start med en dyb indånding: Hans Philips smukke dobbeltalbum skal høres med lukkede øjne
Sæt dig ned. Tag en dyb indånding. Mærk luften helt nede i lungerne. Pust ud.
Ahhh…
Okay. Er du afslappet? Er du i zen?
Så er du i den helt rette stemning til at dykke ned i Hans Philips nye dobbeltalbum, der over alt andet udstråler ro og harmoni.
Det her er musik, man skal fordybe sig i. Musik som dvæler. Musik som ikke er bange for skrue tempoet helt ned.
Hans Philip hviler i sig selv og sine tanker. Og det er altså noget af et skift i forhold til den tidligere Ukendt Kunstner-rappers solodebut ’Forevigt’ fra 2019.
»Jeg tænker ting så tungt, jeg tog min tid, tog mit hoved til reparation«, lød det dengang på den selvgranskende ’Et studie i overtænkning’.
’Forevigt’ var selvterapi. Et forsøg på at blive klogere på det tankemylder, som eksisterede i Philips hoved.
På det nye dobbeltalbum ’A&B’ virker det til, at Hans Philip er faldet ned. Han har fundet en form for ro. Det kan høres i både teksterne og musikken.
Sangene lyder mere organiske. Det føles varmt og analogt. Musik indspillet og sunget med lukkede øjne.
Blid soul, vuggende bossanova og helt klassiske popsange mødes i et næsten idyllisk univers, hvor fuglekvidder, støvede klavertoner og sarte beats masserer både ørerne og sjælen.
Her er måske én grundstemning, men stadig masser af variation.
’Hjertebrand’ er blåtonet og skinnende 80’er-pop, ’I morgen’ er gudesmuk bossanova til solnedgangen, mens ’Årstider’ føles som et forsøg på at skrive ’den gode danske sang’.
»Gode og hårde tider skifter som årstider, og som dem går vi i ring«, synger Hans Philip afdæmpet og smukt på sidstnævnte.
Det er ikke Højskolesangbogen, men det er fandeme tæt på.
Dobbeltalbummet er dog ikke bare 18 popsange, der er smækket sammen. Her er afbræk. Rundt omkring er der instrumentale pusterum og atmosfæriske interludes, og på den helt spartanske ’Hsól’ er det faktisk Bette, der synger hele nummeret.
»Hjerter er muskler, jorden er bare en sten«, hviskesynger hun og indkapsler overgangen fra ’Forevigt’ til ’A&B’.
Det handler om at komme ud af sit hoved og ned i kroppen. Ikke overtænke. Hvile i sin egen skrøbelighed. Acceptere de dårlige tider. Erkende at kærligheden ikke altid er rosenrød.
»Jeg havde planer om at ændre hele verden, men jeg tror, det’ for sent nu«, næsten-rapper Hans Philip på ’LATE04’; det eneste sted på hele dobbeltalbummet, der smager lidt af hiphop.
Sådan en erkendelse kan jo være hjerteskærende for en ung sjæl, men Hans Philip lyder afklaret, ikke nedslået.
I løbet af ‘A&B’ synger Hans Philip om både blomster, regn, årstider, måneskær og sommervind, og naturen spiller også en central rolle i den 34 minutter lange livevideo, som blev udgivet dagen før albummet.
I videoen fremfører Hans Philip og hans band de nye sange i og omkring et sommerhus på Falster, så man kan høre vinden i mikrofonerne.
Det føles som om, albummets grundlæggende ro er knyttet til naturen.
Her er ingen stress.
Albummet slutter da heller ikke med bulder og brag, men med den vokalløse og meditative klaverballade ’OPT 31’.
Med ’A&B’ er det endegyldigt slut med neonlys, Kødbyen og at blive hængende på klubben, fordi dj’en spiller dit fucking nummer.
Her ti år efter Ukendt Kunstner debuterede med ’Hælervarer’ handler det for Hans Philip ikke om at fortabe sig i betonjunglen, men om at falde ned og falde til. Finde (tilbage til) naturen og noget, der føles ægte.
På en måde bliver albummets insisteren på ikke at skynde sig også et slags statement. Til samfundet. Til Hans Philips egen generation. Til de yngre.
Husk nu at puste ud. Husk skønheden i hverdagen.
Nogle gange er lykken bare at sætte sig i en havestol, kigge ud over markerne og give sjælen et pusterum til lyden af strygerne og fløjterne på den fortryllende ’Somendrøm’.
Kort sagt:
Hans Philip har fundet ro på et organisk og smukt dobbeltalbum, der forsager byens stress.