Hans Philips solokarriere er fortsat et kompromisløst projekt. Det står helt klart med den nye og 34 minutter lange live-video, som han har delt i dag.
Konceptet er relativt simpelt: Hans Philip og et band spiller en række nye numre i og omkring et sommerhus på Falster.
Der er nogle effekter hist og pist, men primært bliver der dvælet ved stemninger. Ved naturen, musikken, omgivelserne.
Det hele ser idyllisk og dejligt ud. På et tidspunkt spiser Hans Philip noget vandmelon. Det her er bare en gruppe mænd, der er taget i sommerhus for at nyde naturen og spille noget musik.
Men hvad er det for nogle sange? Hvordan lyder de? Og hvad siger videoen generelt om Hans Philips musik anno 2022? Noget kunne jo tyde på, at de her sange hører hjemme på et nyt album, der ville blive hans første siden solodebuten ’Forevigt’ fra 2019.
Her er tre elementer ved den nye video, som vi har bidt særligt mærke i.
1. Nej, han rapper stadig ikke. Get over it.
Den nye video slår fast med syvtommersøm, at Hans Philip har taget afsked med rapmusikken.
Hans solokarriere er ikke en forlængelse af Ukendt Kunstner, men noget helt andet. Live-videoen består af nedbarberede sange, der ser ud til at fortsætte stilen fra ’Forevigt’.
Videoen både starter og slutter med Hans Philip alene ved klaveret. Visse passager, som når han besynger blomster og reflekterer over skønhedens natur, er nærmest meditative. Det føles som sommerhus-soul.
Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at sangene her opføres i akustiske versioner og måske kommer til at lyde helt anderledes, når de en dag udkommer officielt. Men allerede nu kan vi konstatere, at det lyder mere af ’Forevigt’ end af ’Neonlys’.
2. Ikke brug for nye venner
I Ukendt Kunstner arbejdede Hans Philip og Jens Ole McCoy tæt sammen i et halvt årti. Dét makkerskab er selvfølgelig lagt i graven, men noget kunne tyde på, at Philip i soloprojektet fortsætter praksissen med at holde sig til de samme musikere og samarbejdspartnere.
Når man ser på bandet i videoen – der består af Tais Stausholm, Mads Muurholm, Carl Barsk og Albert von Bülow – er der i hvert fald en del kendte ansigter. Tais og Murholm var inde over nogle af sangene på ’Forevigt’, mens Carl Barsk har produceret ’Hvorfor’, der udkom nogle måneder efter debutalbummet.
Det, at de nævnte musikere optræder i en live-video, er naturligvis ikke ensbetydende med, at de også er producere og sangskrivere på et potentielt kommende album. Men det antyder, at Hans Philip næppe har lagt stilen helt om.
3. Fra bymenneske til naturelsker
Ukendt Kunstner var – fra allerførste sang – uløseligt forbundet med storbyen. Københavns neonlys strålede ind i musikken. Men Hans Philips soloprojekt dyrker en anden stemning.
Det er som om, storbydrengen er blevet naturelsker. I den nye video bliver der råhygget i et sommerhus på Falster. Der serveres afkølede drikke, og der bliver spist frugt. Kameraet kæler for kornmarkerne og kærtegner blomsterne. Hans Philip jonglerer en fodbold. Med imponerende teknik i øvrigt.
Teksterne kredser også om naturorienterede tematikker som blomster og solopgange. Den unge flanør er blevet til en voksen naturromantiker. Før elskede han at citere Strunge – mon han nu hellere læser Oehlenschläger?
Modsætningen mellem by og land viser forskellen mellem Hans Philip og Ukendt Kunstner. Hvor Ukendt-universet til tider var hektisk som en bytur, er soloprojektet dvælende og eftertænksomt som en tur på landet.