Tidligere på måneden kunne Ukendt Kunstners skelsættende debut, dobbelt-ep’en ‘Hælervarer’, fejre 10-års jubilæum.
Nu har Hans Philip udgivet en live-video på Spotify med masser af nyt solomateriale, der viser, hvor langt han har rykket sig siden da.
I den 34 minutter lange video spiller Hans Philip en række nye sange i landlige omgivelser. Nogle gange er han solo, andre gange er han flankeret af et band bestående af Tais Stausholm, Mads Muurholm, Carl Barsk og Albert von Bülow.
Videoen er filmet på Falster og lavet af den rutinerede Rasmus Rørbæk. Billederne dyrker en nærmest guldalderagtig idyl med svajende kornmarker, farverige blomster og fristende frugter på træerne.
Musikken er tilsvarende afdæmpet og reflekterende. Her er fortsat ingen rap (sorry, Ukendt Kunstner-nostalgikere!), og videoen byder hovedsageligt på stille sange, der ser indad.
På et tidspunkt spiller Hans Philip sangen ‘Somendrøm’, der blev udgivet i 2021, men ellers er alt materialet nyt.
Hvilket selvfølgelig leder til to åbenlyse spørgsmål: Betyder de her sange, at der er et nyt album på vej? Og hvis ja, hvornår udkommer det så?