Hans Philips NorthSide-koncert lover godt for hans næste album – men er han færdig med at rappe?

Hans Philips NorthSide-koncert lover godt for hans næste album – men er han færdig med at rappe?
Hans Philip på NorthSide. (Foto: Alec Andreev)

Er Hans Philip færdig med at rappe?

Det spørgsmål trænger sig på, efter at den tidligere Ukendt Kunstner-frontmand torsdag eftermiddag fik æren af at indvie Echo-scenen på dette års NorthSide-festival.

Foruden materialet fra 2019’s ’Forevigt’ og de efterfølgende singler havde Philip også taget en række nye numre med til Eskelunden. I alt fire styk, hvis vi medregner klaverballaden ’Juno 18’, som han egentlig debuterede til sidste års P3 Guld, men som endnu ikke findes i en studieversion.

Under koncerten forklarede Philip, at de fire numre er den første smagsprøve på hans længe ventede andet album, der ifølge kunstneren selv skulle lande »snart«. Og hvis de fire numre er nogen indikation, er der altså rigeligt med grund til at glæde sig. For hold da kæft, hvor det lover godt.

Hans nye materiale lyder som en naturlig udvikling af de motiver, der var at finde på ’Forevigt’. Frank Ocean er ganske vist stadig en oplagt inspirationskilde, men de fire numre viste også nye, mere varierede sider af kunstneren, der tydeligvis ikke er færdig med at overraske som soloartist.

Måske mest bemærkelsesværdigt var det, at Philip ikke rappede på et eneste af de nye numre. Jovist, flere af numrene på ’Forevigt’ skrottede også de vante Ukendt Kunstner-bars til fordel for Philips rørende r’n’b-vokal, men der var ikke desto mindre stadig selvhævdende rap at spore på et nummer som ’Et studie i overtænkning’.

Nu kunne det til gengæld godt se ud til, at han har lagt rappen helt på hylden.

Hans Philip på NorthSide. (Foto: Alec Andreev)

Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting. For i Eskelunden beviste Philip, at han foruden at være en habil rapper også er en fremragende sanger. Det stod klart under ’Siger ingenting’, hvor Philip i c-stykket gav afløb for en ualmindeligt smukfalset, og i endnu højere grad under fanfavoritten ’Saa blaa’, der her fremgik i en noget anderledes version end på ’Forevigt’ – sidste omkvæd blev nærmest skreget.

Samme legen med formen gik igen på ’Dagdrøm [1]’, hvor det i stedet var Philips flows, der markant adskilte sig fra albumversionen. Det var generelt fedt at se, at han tydeligvis ikke er bange for at fremføre sine gamle numre på en ny måde. Den slags holder bare intensiteten oppe.

Men det var nu alligevel det nye materiale, der løftede hans optræden. Det var en af de sjældne koncerter, der faktisk peakede under de uudgivne numre. Hvor ’Forevigt’ fremstod som en slags selvterapeutisk breakup-plade, kunne det godt tyde på, at efterfølgeren i stedet kommer til at omhandle det at forelske sig på ny.


Kort sagt:
En veloplagt Hans Philip indviede NorthSides nye Echo-scene med både velkendte numre og nyt materiale, der lover godt for hans næste album – uanset om han så har lagt rappen på hylden eller ej.

Hans Philip. Koncert. NorthSide, Echo-scenen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af