‘Rige børn leger bedst’: Fabräk holder lige en eksplosion af en fest – men bagefter kommer de efter tronen
I kender godt janushovedet, ikke? To ansigter, der sidder sammen, men kigger hver sin vej. Måske længes det ene efter kaos, oprør og intensitet. Hurtig bas og eksplosiv energi. Noget, der rammer som et postpunket lyn og så forsvinder igen, før festen af slut.
Det ansigt finder man i høj grad på Fabräks debutalbum, ‘Rige børn leger bedst’. Men der er også et andet ansigt. Et, der kigger mod en hovedvej i dansk rock. Mod det bombastiske tungsind hos The Minds of 99 og endda mod de melodiske nålestik hos TV-2.
Fabräk vil på den ene side gerne eksplodere i nuet. På den anden side rækker den københavnske duo også ud efter noget langtidsholdbart. Det er det, der gør ‘Rige børn leger bedst’ til et album med så meget potens og potentiale.
Anton Dyrby og Sixten Rasmussen har en energi, som skal brøles ud over hårde basmønstre og dunkende trommer.
Det gør de på klassisk punkede skæringer som titelnummeret og ‘Bla bla’ med overstyret råberap, giftig elguitar og pedalen i bund. Eller ‘Voldsom’, hvor en ond dommedagsbas og hi-hat i raketfart slår luften ud af dig.
Men albummet viser også en melankoli og en musikalitet, der trækker i en anden retning. Numre som ‘Dansehader’, ‘24’ og ‘Papirtiger’ insisterer på synthtemaer, guitarsolo og pludselig discofest. Lige dele postpunk og new wave.
Nogle har måske spekuleret på, om Fabräk var satire. Hitsinglen ‘Daarligt’ kunne godt tyde på det. Her disser duoen naturvin og Frankies Pizza – fair nok – samtidig med at musikken er holdt helt stram med enkel bas og claves. Det kunne godt lyde som et indslag i et lunefuldt satireshow.
Selv om ‘Rige børn leger bedst’ peger i flere retninger rent musikalsk, giver albummet imidlertid ét klart svar: Fabräk er ikke et satireprojekt.
Der er elementer af teater. For eksempel nogle lidt akavede samples med replikker, der lyder teatralske. Eller hele markedsføringen af dem som stormløbere på musikindustrien. Den køber jeg ikke. Det er musikken for charmerende til.
Men fornemmelsen af teater viger for den indlevelse, Anton Dyrby og Sixten Rasmussen viser på albummet. Det er måske ikke alle vendinger i teksterne, der lyder helt som deres egne ord. I ‘Dansehader’ er der rester af deres forældres sprog: »De siger, man er to til tango / tag min hånd, lad os danse fandango«.
Den kunne de godt lige have tygget igennem. Så hellere den akavede, men originale metaforik i ‘Bla bla’: »Folk går uden om os, som om jeg var en stige / lad mig være, lad mig være, lad mig være«.
Man skal ikke tage deres tekster alt for alvorligt, har Fabräk sagt. De vil bare gerne skabe en fest. Det er ‘Rige børn leger bedst’ velegnet til.
Energien i duoens hakkende råberap smitter. De spytter ordene ud og hiver efter vejret. Flere gange bruger de åndedrættet som motiv eller rytmisk markør – som ‘Jeg skater ik’s »hu-hah«.
Og så er der altså numre som ‘24’ og ‘Papirtiger’, hvor den hakkende råberap får selskab af sang. Her lyder Fabräk pludselig som en naturlig indflytter på Niels og Steffen Brandts domæne med metallisk guitar, luftig vokal, »håh«-råb, et strejf af melankoli og stort poppotentiale.
Hvis jeg skulle gætte, er det der, Fabräk bevæger sig hen på længere sigt. Men først skal de have en fest, der aldrig slutter, og hvor andre må stå for oprydningen. Det har de med ‘Rige børn leger bedst’ allerede sætlisten til.
Kort sagt:
Fabräks debutalbum er på mange måder den festlige fusion af postpunk og råberap, man kunne have håbet på. Men det er også et album, der giver løfter på længere sigt.