‘Hjem fra fabrikken’: Andreas Odbjerg cementerer sig selv som en af Danmarks bedste sangskrivere på selvudleverende debutalbum
»Lige pludselig blev han hele Danmarks Andreas Odbjerg«. Sådan lød overskriften, da Soundvenue i slutningen 2021 kårede Odbjerg som en af fem profiler, der havde sat et markant aftryk på kulturen i løbet af det forgangne år.
Andreas Odbjerg havde selvfølgelig været aktiv i nogle år, men 2021 var året, hvor det pludselig stod klart, at den ene halvdel af den hedengangne popduo Moses: “Andreas” havde spiret til at blive en af landets dygtigste sangskrivere.
Og tag ikke fejl: Odbjerg er en god sanger, en charmerende person og en ganske glimrende lyriker. Men det er som sangskriver, at hans største talent befinder sig, og på debutalbummet ‘Hjem fra fabrikken’ er det også det aspekt af ham, der er i højsædet.
Albummet er godt en halv times flexen med sangskrivermusklerne. Man kan mærke, der er blevet kælet om hvert nummer, og at intet track er blevet skrevet bare for at få endnu en popbasker med på tracklisten.
Det er slet og ret uimodståeligt, når melodien bliver mere hektisk, som folk prøver at rådgive Odbjerg om sine karrierevalg på ‘Business’ – når alle instrumenterne cutter ud, inden vi når til den selvsikre hooklinje »konfetti« på ‘Velkommen tilbage’ – når han lige sørger for at have skrevet nogle katarsiske »åh-uh-åh«-udråb ind til sidst på omkvædet til ‘Facebook’.
Man kan nærmest se popsnedkeren Odbjerg for sig, der nægter at lade en sang forlade tegnebrættet, før alle hans gode idéer er integreret.
Vi sidder tilbage med et popalbum uden ét kedeligt moment – selv de langsommere sange er spækket med melodiøse finurligheder, der stikker ud (uff, der bliver bygget tilfredsstillende op til de høje toner i andet vers af sjæleren ‘Blev du fanget af noget’).
Ja, faktisk bliver albummets væsentligste problem, at der er nogle stunder sker for meget. Et nummer som Peter Pan-allegorien ‘Wendy’ mister lidt af sin potentielle intimitet med de mange hiphoppede ad-libs mellem verselinjerne, hvor det måske havde været rarest at give Odbjergs leadvokal plads til at ånde (især det der tilbagevendende »åh-i-åh-i-åh-yåh« er lettere enerverende).
Sonisk er vi i det der 80’er-klingende univers, Odbjerg længe har formået at gøre tidløst igen. Som en slags alternativ udgave af Thomas Helmig, der ikke synger sårbart om at være et fuckup, der banker på døren endnu engang og ikke kan forstå, at hans elskede ikke kan undvære ham – men som i stedet anser sig selv som en gudeskikkelse på ‘Velsignelsen’ og beskriver sig selv som »ikke perfekt, men jeg er så urimelig tæt på« på ‘Wendy’.
Jeg elsker denne mere selvudleverende side af den ellers så konsekvent sympatiske person, Odbjerg har gjort sig landskendt med.
I det hele taget føler jeg, at man på albummet kommer meget tæt på mennesket Andreas Odbjerg – også de grimme sider. Vi hører hans overvejelser om at slette sin Facebook-profil på ‘Facebook’ og om at komme hjem til sin forlovede efter en dag på fabrikken (titelnummeret). Ja, selv bare at stemple ud efter en overstået arbejdsdag bliver tildelt stor symbolsk mening på ‘Stempler ud’.
Det føles som et meget ægte, gennemlevet album. Og det er nok også derfor, Odbjergs inspiration efter sangskrivergreb er blevet ved med at vælte ind, uanset hvilket nummer, der er tale om. For ingen af sangene er trivielle – selv hvis emnerne på afstand kan synes så hverdagsagtige, at de virker banale.
Men det hverdagsagtige er vel også en god grund til, at han er blevet så folkekær. Andreas Odbjerg er relaterbar og føles som en god ven, når han synger. Han kunne lige så godt være dig eller mig – altså ud over, at der er meget lille sandsynlighed for, at du eller jeg matcher hans evner som sangskriver.
Kort sagt:
Andreas Odbjergs debutalbum er intimt, selvudleverende og humoristisk – og så er det spækket med så imponerende sangskrivning, at Odbjerg klart fortjener at blive anset som en af landets bedste i sit felt.