I sidste uge annoncerede Gilli et nyt album, og det er nu landet i form af ‘Suave World’.
Udgivelsen består af 14 sange – inklusive singlen ‘Verden vågner’, der udkom sidste fredag og har Saveus som gæst.
Udover Saveus består gæstelisten udelukkende af to gamle kendinge i form af B.O.C-makkerne Kesi og Benny Jamz, der begge optræder på sangene ‘Du min’ og ‘Lever nu’.
På produktionssiden er der heller ikke mange nye ansigter. Nicki Pooyandeh står for størstedelen af albummets beats, mens duoen T&O dukker op et par gange.
‘Suave World’ er Gillis tredje album og hans anden udgivelse i år. Tilbage i januar udgav han det festlige ‘Carnival’, som vi kaldte »et konceptalbum om at rejse jorden rundt og suge indflydelser til sig«.
Senere i november kan rapperen opleves live i Royal Arena, hvor han giver karrierens største soloshow.