- Lige da hun havde opgivet sin drøm, gik den i opfyldelse: »Pludselig stod jeg med en pladekontrakt og flyttede til New York«
- Aftenens hovednavn efterlod salen i tårer: Vi var på ambitiøs endagsfestival i København
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Eee Gees charmerende debutalbum ‘Winning’ er en håndsrækning til alle småfortabte næsten-voksne
Eee Gee. (Foto: Joacim Fougner)
I videoen til den stærke single ‘Killing It’, der er fristende at anskue som en signatursang for Eee Gee, trasker den på daværende tidspunkt 29-årige dansker rundt i New Yorks hektiske gadebillede iført en plastikkopi af Frihedsgudindens krone og en I <3 NY-T-shirt.
Hun spilder ketchup ned ad brystet og tager en solosvingtur i en af Coney Islands forlystelser. Alt sammen med en lige dele rolig og let opgivende mine som perfekt assistance til den tilbagelænede, 70’er-poppede klaverballade.
Eee Gees debutalbum ‘Winning’ (også i denne titel er der selvironi på spil, skulle du være i tvivl) kan snildt betragtes som en slags musikalsk pendant til Julie og Jespers coming of age-serie ’29’; en charmerende og kærlig håndsrækning til alle småfortabte næsten-voksne, der ser vennerne stifte familie og få fast arbejde, imens ens egen vej igennem den sene ungdom bliver ved med at tage uventede drejninger.
Emma Grankvists selvironi, der gestalter sig i blikket under det blonde pandehår såvel som i teksternes intelligente observationer, tilfører sangene på ‘Winning’ en ekstremt klædelig modenhed. Noget, man godt kunne savne hos eksempelvis de notorisk melankolske (og ganske vist ti år yngre) popmusikerkolleger Billie Eilish og Olivia Rodrigo.
I vores Soundvenue Springer-interview nævner Grankvist selv Eilish som eksempel på en ung artist, der gør det cool at være trist. Tristesse er der også solide mængder af i Eee Gees univers – guitarballaden ‘All Or Nothing’ driver af smertelig selvransagelse, på den strygerindsvøbte, Weyes Blood-lydende ‘You Don’t Have To Tell Me It’s Over’ tages der vemodig afsked med en elsker, og selv på førnævnte ‘Killing It’ lurer ensomheden i teksten om at køre med klatten i New York.
Men der er så meget mere på spil på ‘Winning’. Det er et album, der emmer af overskud, inderlighed og levet liv, for al tvivl til trods følger der altså nye (selv)erkendelser med at træde ind i 30’erne. I hvert fald for Eee Gee, der har blandt andet et tjenerjob, erfaring fra filmbranchen, en MGK-uddannelse og en kuldsejlet popduo på CV’et.
Modenheden høres i dén grad i musikken, som er båret af flotte, ofte virkelig iørefaldende melodier og gennemarbejdede produktioner. Eee Gee beskriver selv sin varme, nostalgiske lyd som nordicana, og hun læner sig på fornem vis op ad de formodede forbilleder Lana Del Rey, Taylor Swift og førnævnte Weyes Blood med klaveret og guitaren som rustikt anker i sangskrivningen.
Hertil føjer hun perfekte doser af sprælsk, men underspillet quirkyness; fra den fingerknipsende perkussion på ‘Favourite Lover’ til det Swift-agtige C-stykke på det storslåede titelnummer. »I lose it every time / my heart is running wild / I’m not broken, I feel fine / though I’m crying«, synger Eee Gee i omkvædet om at finde sejr og frisættelse i følelsernes overtag.
Kombinationen af moden sangskrivning og dristige detaljer gør sammen med Eee Gees smukke vokal ‘Winning’ til en af årets hidtil stærkeste danske popudgivelser.
Kort sagt:
Eee Gee overbeviser som et af landets stærkeste nye poptalenter med ‘Winning’, et coming of age-album, der emmer af overskud, inderlighed og perfekt doseret selvironi.
Eee Gee. 'Winning'. Album. Future Classic.