Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Under kunstnernavnet Eee Gee har Emma Grankvist over det seneste år langsomt, men sikkert gjort opmærksom på sig selv med fem enormt stærke singler, hvor især den catchy ‘Killing It’ stak ud og landede på en flot sjetteplads på Soundvenues liste over 2021’s bedste danske sange.
Diskografiens fem sange er vidt forskellige, men de svinger alle mellem inderlighed og ironi på en varm bund af nostalgiske toner, der både vækker minder om støvede amerikanske country-landskaber og en mere nordisk sensibilitet.
»Mit hold omkring mig er begyndt at kalde det for nordicana«, siger Emma Grankvist selv med et grin, da hun forsøger at beskrive sin musik og lyd.
Men vejen til netop den lyd og det store gennembrud, der, hvis verden er retfærdig, venter lige om hjørnet, har ikke været uden udfordringer. For Eee Gees vej til musikken har taget flere omveje gennem årenes løb. Fra arbejde som tjener over en popkontrakt på et major label og hele vejen tilbage til start.
For nogle gange føles tingene bare ikke rigtige i første hug, og det tog flere forsøg, før Eee Gee fandt frem til den lyd og de sange, der inden længe kulminerer i debutalbummet ‘Winning’, som udkommer 25. februar.
»Når jeg læser interviews med artister, jeg ser op til, er der mange af dem, der er så ekstroverte, at de nærmest har sunget, siden før de kunne tale. At de altid har vidst, at det var musikken, der skulle være deres vej i livet og er gået benhårdt efter det. Jeg vil sige, at det er kommet lidt mere tilfældigt til mig og også lidt senere. Jeg har været tjener, jeg har været kokkeelev, og lige før jeg fik min pladekontrakt, havde jeg fået et runner-job, hvorefter jeg blev scripter på en tv-serie og tænkte, at hvis jeg ikke skal lave musik, så skulle jeg måske arbejde med film«.
»Jeg havde ligesom lidt givet slip på den der idé om, at jeg skulle lave musik. Eller måske nærmere på drømmen om at skulle lave musik, for jeg tænkte egentlig ikke, at det var det mest realistiske i verden at kunne leve af. Og så var det som om, at i det sekund, jeg gav slip på drømmen om musikken, så skete det hele bare. Pludselig stod jeg med en pladekontrakt, og så flyttede jeg til New York!«
»Min nuværende pladekontrakt er faktisk ikke min første. Tidligere havde jeg duoen Young Tiger med min ven. Vi havde gået på MGK sammen, hvor vi havde spillet en masse jazz, men vi fik denne her idé om, at vi gerne ville lave en popgruppe, hvor vi skulle skrive popsange og undersøge, hvad pop er. Det endte med, at vi blev signet på et major label, og det var vi helt oppe at køre over. Vi tænkte; nu har vi made it! For når man ikke har udgivet noget før, så tænker man jo, at så snart man har fået den pladekontrakt, så er man jo blevet millionær, og så er lykken bare gjort«.
»Men jeg synes hurtigt, at vi fandt ud af, at vi var rushet ind i det. Der var noget, der ikke helt føltes rigtigt, selv om jeg ikke helt kunne sætte fingeren på det. Når vi spillede koncerter, kunne jeg også mærke, at der var et eller andet galt. Jeg blev så nervøs og kunne ikke forstå hvorfor?«.
»Jeg tror på en eller anden måde, at vi var gået så meget på kompromis med det, vi ville lave, fordi vi ligesom bare blindt fulgte med uden at tænke over, om det egentlig var de rigtige sange, eller om det var det rigtige sted for os at være«.
»Så vi gik hver til sit. Det var ikke fordi, vi var sluttet på bad terms, vi er stadig gode venner og laver musik sammen. Jeg tror bare, at vi kunne mærke, at vi hev i hinanden på en måde, hvor vi gerne ville noget forskelligt. Jeg ville gerne gå lidt mere indie og ballade, mens han gerne stadig ville forfølge hittet og ligesom gå hele popvejen. Det føltes lidt forkert for mig«.
»Jeg endte lidt i en krise over, om jeg stadig havde lyst til at skrive og lave musik. Så da jeg fik job som scripter på en tv-serie og opdagede, at jeg også var god til det, var det som om, at det ikke længere var verdens undergang, hvis jeg ikke lykkedes med musikken. Det fjernede et kæmpe pres fra mine skuldre. For det blev også lidt trættende til sidst at vade rundt i den der fortælling med bare at være tjener, der lavede musik ved siden af. Det føltes lidt for tilfældigt. Som at jeg ligesom bare overlod det hele til skæbnen. Det begyndte at være sådan en lidt halvpatetisk hymne. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave musik, blev det også nødt til at føles som et aktivt valg«.
»Indtil da havde jeg bare følt mig som en underdog i hele denne her proces. Som om, at jeg skulle levere noget bestemt, for at jeg kunne få lov til at slå igennem. Men i virkeligheden skal man virkelig huske sig selv på, at det hele starter fra en selv. For hvis man ikke selv tænker, at det, man er, har nogen værdi, så er der jo heller ingen andre, der tænker at det har en stor værdi«.
»‘All Or Nothing’ var en af de første sange, jeg skrev i den tid, og det var 100 procent en sang, som jeg havde brug for at lave. For ligesom at gøre status i mit liv. Jeg kunne se, at mine venner begyndte at få børn, at sælge deres forældrekøb og flytte sammen med deres kærester i større lejligheder, og jeg følte, at jeg var nødt til at tage en beslutning om, hvad jeg ville med mit liv. Om jeg virkelig skulle satse på musikken?«
»Det er jo klassisk at have sådan en midt-slut-20’er-krise, hvis man ikke lige helt har fundet sin hylde endnu. Vi er jo også vokset op i et samfund, hvor det er forventet, at vi bliver uddannet, og så får vi et job. Der er en vis rækkefølge, man gør tingene i, men livet er jo ikke en lige linje, hvor næste skridt bare kommer naturligt. Der er så mange både lykkelige og ulykkelige ting, der kan ske undervejs, som gør, at man også bliver nødt til at have en vis mængde is i maven og slackline i forhold til de beslutninger, man tager«.
»Så jeg følte også, at der var et nærmest usynligt pres, der sagde, at jeg skulle gå all-in på musikken, da først chancen bød sig. Så jeg flyttede til New York, fordi det var der, den producer, jeg gerne ville arbejde med, boede«.
»Jeg skriver sange om kærlighed og om indre konflikter, men jeg er også bevidst om, at det hele ikke skal blive for alvorligt. Vi lever i en tid, hvor dygtige artister som Billie Eilish leverer et stort melankolsk produkt, der kan hive mange teenagere i en retning, hvor det er cool at være lidt trist«.
»Og ja, det er cool at være trist, men man skal også kunne have en eller anden form for humor omkring det. Man skal også have en form for selvironi, når tingene gør ondt. Ellers bliver det bare ekstremt uproduktivt eller ukonstruktivt bare at svælge i melankolien. Så jeg synes, at det er en vigtig refleksion også at kunne grine af sig selv og sige, at det hele nok skal gå«.
»Det er det, jeg prøver på i min sang ‘Killing It’, der er skrevet på mine begyndende rejser frem og tilbage mellem Danmark og New York. Jeg var blevet signet på mit australske pladeselskab Future Classic (Flume, Ela Minus, red.), og folk i den danske musikbranche syntes bare, det var for vildt. Det var denne her følelse af at have made it. Igen«.
»Men realiteten er jo også bare, at det kan være enormt ensomt at flytte til et nyt land og starte forfra som voksen. Udover min kæreste og min producer var hele mit netværk, min familie og mine venner jo hjemme i Danmark«.
»Så det er også hele tiden den her push and pull med, at selv om det kan blive ensomt, så skal jeg også huske på, at jeg har alle de her muligheder liggende foran mig. Så det var sjovt at skrive om for ligesom at manifestere, at jeg har det godt, og at alt kommer til at gå godt … men også afsløre lidt, at jeg ikke helt dræber den endnu! Også selv om det kan se sådan ud udefra«.
»Der var meget på spil, da jeg skulle spille de første koncerter med Eee Gee. Det var ligesom øjeblikket, hvor jeg fandt ud af, om jeg overhovedet kunne lide at synge live foran et publikum. Det havde jo været en udfordring for mig tidligere. Der var noget, der gjorde, at jeg ikke havde følte mig tryg og komfortabel i det«.
»Så var det jo bare verdens største lettelse, da jeg spillede mine nye sange for første gang til Journey Fest sidste år. At jeg simpelthen ikke følte den der grundangst eller nervøsitet. Jeg kunne simpelthen bare føle, at det hele pludselig passede. At det, jeg lavede, var forbundet til min sjæl og bare føltes rigtigt«.
»Det giver mod på fremtiden, og jeg glæder mig virkelig til at sende mit debutalbum ud i verden. For hele den rejse, jeg har været på de seneste år, ligger jo i denne her samling af sange. Fra tvivlen om hvad jeg skulle med mit liv, til hvor jeg er nu. Det føles ekstremt godt at have hele den strækning i ét album. Det føles ekstremt helstøbt, og jeg glæder mig til at lukke folk ind i mit univers, selvom det også er nervepirrende«.