’I Guess Nothing Will Be the Same’ er et rørende monument over Liss og Søren Holm – og et smittende popalbum i sin egen ret

’I Guess Nothing Will Be the Same’ er et rørende monument over Liss og Søren Holm – og et smittende popalbum i sin egen ret
Liss. (Foto: Johanna Hvidtved)

»Det føles som at være spærret inde. Man kan ikke bevæge sig andre steder hen end op«.

Sådan skrev den amerikanske forfatter Eve Babitz om sine glamourøse venners eksistentielle kriser i 1970’ernes Los Angeles. Ønsker man en nuanceret forståelse af den illusion om lykke, som berømmelse er, er Babitz’ essays et godt sted at gå hen.

Det samme er historien om Liss, et af det seneste årtis mest succesfulde danske popbands, som med en lang stribe bemærkelsesværdige singler og ep’er bag sig nu er aktuelle med debutalbummet, ‘I Guess Nothing Will Be the Same’. Et år efter at forsangeren, Søren Holm, på tragisk og chokerende vis gik bort.

De seneste uger har de resterende bandmedlemmer – Vilhelm Strange, Villads Tyrrestrup og Tobias Hansen – i interviews med danske medier fortalt om tabet af deres tætte ven. Om en talentfuld, ung musiker, som i en håndfuld år rejste kloden rundt med sit band og modtog alle de tilbud fra musikbranchen, han kunne drømme om. Men det, der i 2015 startede som en legende og intuitiv omgang med musikken, blev skræmmende hurtigt til en uløselig tilstand af stress.

‘I Guess Nothing Will Be the Same’ har således en voldsom, svært begribelig tragedie indbygget i sig. Det kan ikke være anderledes; albummet er Søren Holms eftermæle og står tilbage som den sidste musik, Liss kom til at indspille og udgive.

Som lytter bliver man uundgåeligt berørt. Af bandets historie, men i lige så høj grad af det faktum, at deres popmusik på de 11 sange lyder som sig selv; ofte – især i teksterne – melankolsk. Men på samme tid sprudlende, let, groovy. Bristefærdig af veloplagte musikalske detaljer og bundet sammen af den originale, udtryksfulde soulstemme, der er, var, Holms.

Den mørke ramme til trods rummer albummet nogle af de mest poppede og tilgængelige sange fra Liss’ hånd til dato. ‘Nobody Really Cares’ er en udadvendt sang om at være indadvendt, hvor teksten om at melde afbud til festen ledsages af naive, næsten selvironiske keyboardakkorder og et ublu popomkvæd. Den dramatiske ballade ‘Dead Flower’ er Liss i uforskrækket boyband-mode, når Holm over en humørsyg Prince-guitar og inderlige korstemmer synger: »You are too irresistible / can’t get you out my head!«

Liss er ret uimodståelige, også når de næsten lyder som Scarlet Pleasure. De nævnte sange fremstår dog mest som eksperimenter fra et band, der stadig var i færd med at udforske vidden i deres univers.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Albummet stråler klarest i de mere underspillede øjeblikke, hvor Liss’ særlige spændstige energi parres med en vemodig følsomhed. ‘Country Fuckboy’ og ‘Boys In Movies’ er to særdeles stærke singler; sidstnævnte desuden et vellykket samarbejde med den britiske alternative popmusiker Nilüfer Yanya, der giver Liss’ ubesværede signaturlyd en rocket bund med flosset elektrisk guitar og nøgtern sang.

Her spiller Liss med så meget overskud, at det er nemt at blive forblændet af den musikalske coolness. Men lytter man til de velskrevne tekster, er de malet blå af sårbarhed, usikkerhed og melankoli.

»I am fluent in silence«, synger Holm på ‘Boys In Movies’, hvor han konkluderer, at fyre på film nok har mere at byde på. ‘Exist’ er et eftertænksomt og minimalistisk øjeblik midtvejs på albummet, hvor Liss med enkle klaverakkorder, diskrete synths og fælles vokalindsats uvidende foregreb tragedien, der skulle splitte bandet ad: »Is there ever a right moment to talk about this?«

‘I Guess Nothing Will Be the Same’ står tilbage som et rørende og solidt monument over Liss og Søren Holm – og som et stærkt og smittende popalbum i sin egen ret. Imens må musikbranchen atter se sine usympatiske strukturer og krav i øjnene. Dybt og længe.


Kort sagt: 
På trods af den mørke ramme byder Liss’ debutalbum på nogle af de mest poppede og tilgængelige sange fra bandets hånd. Musikken er sprudlende, let og groovy, men kontrasteres af et sårbart og ofte dybt melankolsk tekstunivers. Et album, der endnu en gang understreger, hvor uendeligt trist, det er, at vi ikke har mere Liss i vente.

Hvis du har selvmordstanker, så sig det til nogen. Det kan være en ven, din læge, et familiemedlem eller Livslinien på 70 201 201.

Liss. 'I Guess Nothing Will Be the Same'. Album. Escho.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af