Møs dystre og dansable ‘Motordrome’ er en nulstilling og hendes bedste album til dato
Det virker helt rigtigt, at Mø åbner sit tredje album med den opløftende kærlighedserklæring ‘Kindness’. Selv om ‘Motordrome’ er lyden af et mørkt kapitel i den danske superstjernes karriere, hvor udmattelsen og angsten ovenpå flere års turnéliv fik overtag, er albummet først og fremmest en demonstration af styrke og livsvilje. En sammenbidt, guitarfræsende insisteren på at være tro mod sig selv og på samme tid en popsvulstig hyldest til nye begyndelser.
»Victory is mine / when you grab me, hands to the sky / carry me through the room«, synger Mø på ‘Kindness’, så man ikke kan være i tvivl om, at sangen henvender sig til hendes fans, som i snart et årti bogstaveligt talt har båret popstjernen igennem menneskehave over hele kloden.
Det er dette fællesskabs skyld, at Mø er tilbage, skønt kroppen kollapsede, stemmebåndet blev skadet, og inspirationen udeblev. Og motivation og kreativitet, styrke og smerte, går op i en højere enhed på ‘Motordrome’, der er Møs bedste og mest helstøbte album til dato.
Spilletiden er kompakt, produktionerne på én gang stramme og skurrende. De ti nye sange er blevet til i samarbejde med blandt andre Caroline Ailin (Dua Lipa) og Noonie Bao (Charli XCX), og de sitrer af højspændte følelser og af den inspiration og nødvendighed, som albumforgængeren, det lidt pligtskyldige ‘Forever Neverland’ fra 2018, savnede.
‘Motordrome’ fremhæver den rockede side af Mø, som naturligvis altid har gennemsyret hendes attitude og autonomi som kunstner. Men denne gang taler vi rocket som i sort læder og bikerreferencer, hvinende guitarsoli og tunge, tørre trommer, der lyder som pistolskud – med et udtryk, der spænder bredt og plukker fra flere forskellige traditioner.
Fra den ømme, 80’er-smægtende synthrock på ‘Brad Pitt’ til den hårdtslående, effektindsvøbte puls på ‘Cool To Cry’. Eller den storslåede hymne ‘Punches’, der med strygere, snublende trommer og et galopperende guitarriff lyder som udgangen på en skæbnesvanger spaghettiwestern.
Med dødsdromen som dystert æstetisk og tematisk udgangspunkt synes Mø at vinke farvel til den æra, hvor hun, ofte med Diplo under armen, stilsikkert red 2010’ernes popmusikalske trends. ‘Motordrome’ er en nulstilling. Møs sans for den inderlige ballade, det finurlige vokalsample og den kække popkulturelle reference (»I’m your Juliette, you’re my Brad Pitt«) er imidlertid intakt og danner charmerende kontrast til det dunkle udtryk.
Direkte feststemt og eurodance-euforisk er førstesinglen ‘Live To Survive’ samt ‘New Moon’, hvor dødsdromen agerer discokugle over Møs synthglitrende, pumpende manifest for en ny tid. »I’m over you bringing me down, down, down«, lyder hooket i det ekstremt effektive omkvæd, der matcher energiniveauet fra ‘Final Song’.
En på flere måder relevant sammenligning, da den succesfulde single fra 2016 under sin tyggegummipoppede fernis handlede om frygten for at gå i stå og udtømme kreativitetens depoter og dermed foregreb Møs krise. Angsten kulminerede og satte midlertidigt skaberevnen ud af drift – men herfra kunne en ny måne stige op.
Det er smukt. Efter at have mestret singledisciplinen i snart et årti – fra den dagsordensættende ‘Pilgrim’ til ‘Lean On’ og ‘Don’t Leave’ – har Mø nu skabt et gennemarbejdet popalbum, et værk. ‘Motordrome’ samler trådene og udstikker en ny kurs. Mere kan man ikke ønske sig af Danmarks vigtigste popstjerne.
Kort sagt:
Med dødsdromen som dystert æstetisk og tematisk udgangspunkt vinker Mø farvel til den æra, hvor hun, ofte med Diplo under armen, stilsikkert red 2010’ernes popmusikalske trends. ‘Motordrome’ er mørkt, rocket, flosset, men også håbefuldt med et pumpende pophjerte, der stadig lyder som Mø. Hendes bedste album til dato.