I oktober 2020 kunne man læse 97 vidnesbyrd om sexisme i den danske musikbranche i Politiken.
Her fremgik blandt andet et anonymt vidnesbyrd om en overhørt samtale mellem to talentspejdere på et af landets største pladeselskaber, hvoraf den ene spåede Mø en kort karriere, fordi hun ikke havde nok »fuckability«.
I et nyt, stort interview i Politiken kommenterer Mø for første gang på det »nedsættende« vidnesbyrd, der om noget tydeliggør den strukturelle sexisme i den danske musikbranche.
»Det, der rammer mig, er, at det har været okay at sige sådan noget«, siger Mø, der har det borgerlige navn Karen Marie Ørsted, og fortsætter:
»Jeg har altid følt mig som en outsider, og derfor kommer det ikke bag på mig, at nogen siger sådan. Og jeg har heller ikke brug for, at sådan nogle typer skal synes, at jeg er fuckable. Overhovedet. Faktisk tværtimod. Men jeg synes, det er nederen, for det er jo nedsættende. De her personer har følt, at det var et sikkert sted at sige sådan noget. At det var okay. Det er så vildt«.
I Politikens interview kan man videre læse, hvordan Mø indirekte har oplevet sexisme i sit arbejde med musikbranchen. Hun fortæller blandt andet, hvordan man som kvindelig artist i højere grad skal kæmpe for at få sine holdninger respekteret.
Talentspejderen kunne ikke have haft mindre ret i sine forudsigelser om Møs karrierekurve. Musikeren har storhittet over hele verden med ‘Lean On’, spillet fire gange på Roskilde Festival og skrevet sange til internationale stjerner som Ariana Grande. For bare at nævne nogle få af hendes bedrifter.
Mø er aktuel 28. januar med sit tredje album ‘Motordrome’, hendes første udgivelse siden ‘Forever Neverland‘ fra 2018. Singlerne ‘Brad Pitt’ og ‘Goosebumps’ er allerede ude.