»Sexisme, chikane og ulighed er desværre en del af musikbranchens dna«, lyder det i en stor artikel i lørdagens Politiken, og det underbygges af 97 vidnesbyrd fra danske musikere og branchepersoner, som dagbladet har indsamlet.
De mange udsagn tegner et billede af en musikbranche plaget af strukturel sexisme, hvor kvinder oplever at blive chikaneret, forulempet, befamlet, ikke krediteres for deres arbejde og bliver bedt om at lyve sig yngre. Der er også fortællinger om krav om seksuelle ydelser som betaling for karrieremæssige muligheder.
Blandt de mange vidnesbyrd i Politiken er udsagn fra Barbara Moleko, Katinka Bjerregaard, Signe Høirup Wille-Jørgensen, Julie Aagaard (Kill J) samt Signe Tobiassen og Selina Gin fra nu opløste Nelson Can. Stine Bramsen og Jenny Rossander (Lydmor) optræder desuden på artiklens billedside i solidaritet med sagen.
Artiklen kommer i forlængelse af Sofie Lindes banebrydende opråb om sexisme ved årets Zulu Awards og lignende indsamlinger af rystende vidnesbyrd om strukturel sexisme i henholdsvis mediebranchen og på den politiske scene.
»Det er helt åbenlyst – med det, vi har set den seneste tid, og med de kvinder, der er trådt frem – at vi har et problem i det danske samfund. Og at vi har et problem i dansk musik. Det er vi nødt til adressere«, udtaler Lasse Lindholm, kommunikationsdirektør i pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI til Politiken.