Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Danish Documentary skulle producere Feras Fayaads kommende film. De har udviklet den, men overladt produktionen til et tysk selskab.
KOMMENTAR. Et kvart frimærke er efterhånden for stort til at rumme Feras Fayaads troværdighed og agtelse.
De seneste uger har Ekstra Bladet forbilledligt afdækket den ene ufordelagtige historie efter den anden om den syriske instruktør, der for danske penge har lavet de to Oscar-nominerede dokumentarfilm ’Last Men in Aleppo’ og ’The Cave’. Først kom det frem, han ifølge fotograferne på førstnævnte film lyver om, hvor meget af filmen han selv har optaget på location midt i den syriske borgerkrig – og dermed tager æren for deres arbejde. Siden at han har pyntet på sit cv.
Onsdag kulminerede rækken af møgsager så, da en tidligere produktionsassistent på Danish Documentary (dokumentarproduktionsselskabet bag ’The Cave’), Emilia Moth, stod frem i Ekstra Bladet og fortalte, hvordan han havde krænket hende i 2019 – blandt andet ved at fortælle til alle hendes kolleger ved en fredagsbar, at han tænkte på hende, når han onanerede.
Også en anden kvinde delte intimiderende oplevelser med instruktøren, og torsdag fulgte Ekstra Bladet så op med afsløringen af, at Feras Fayaad i 2017 blev smidt hjem fra en filmfestival i Sydkorea, efter han krænkede en kvindelig frivillig både fysisk og verbalt.
Den frivillige skulle tage sig af Fayaad under besøget (kutyme, når vægtige instruktører besøger en festival) og spise frokost med ham.
»Efter frokosten kom kvinden, chokeret og ligbleg i hovedet, tilbage til hotellet. Hun fortalte sine kolleger, hvordan Feras Fayyad havde overskredet hendes grænser. Ifølge kvinden ville han kun tale om sex, rørte ved hende og forsøgte at få hende til at have sex med ham, selvom hun klart sagde fra«, skriver Ekstra Bladet, blandt andet ud fra en mail fra festivalen, de har fået adgang til.
I en mail efter episoden opfordrer festivalen på det kraftigste til, at man i Danmark sørger for, at noget lignende aldrig sker igen. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger sendte DR, der havde støttet filmen, en undskyldning mod Sydkorea.
Men i 2019 oplever Emilia Moth altså, at Feras Fayaad er dybt grænseoverskridende. Og da Moth går til sine chefer på Danish Documentary, Sigrid Dyekjær og Kirstine Barfod, bliver hun mødt med en affærdigende reaktion. Hun skal se hans tilnærmelser som et kompliment, lyder det først – og da Moth siger op og kritiserer Dyekjærs tilgang til sagen, lader producenten hende på det kraftigste forstå, at »nu er det dig, der er en krænker«.
Næste film på vej
At tæppet er trukket væk under én af verdens førende dokumentarfilmskabere er den første del af historien. Håndteringen fra hans danske samarbejdspartnere er den anden.
At DR og DFI, der begge modtog brevet, ikke har gjort nok for at forebygge en gentagelse, er nu åbenlyst. Det er dog et åbent spørgsmål, hvor meget Fayaads nye produktionsselskab, Danish Documentary, og Det Danske Filminstitut vidste, før de bakkede op om hans næste film.
Filminstituttet støttede ’Last Men in Aleppo’ med i alt cirka halvanden millioner kroner og ’The Cave’ med 600.000.
Danish Documentary har også udviklet Feras Fayaads kommende dokumentar, ’The Mystery of Epilogue’, der følger tre advokater og dommeres arbejde for retfærdighed under den syriske borgerkrig og lyder som en nøjagtigt så vigtig film som hans to forrige. Selskabet overlod dog i foråret 2020 af økonomiske årsager selve produktionen af filmen til et selskab i Tyskland, hvor store dele af den også optages.
’The Cave’ blev en – efter dokumentarstandarder – stor biografsucces med over 16.000 solgte billetter alene herhjemme, og ud over Oscar-nomineringen tidligere på året vandt den i september en Emmy for bedste dokumentar. Feras Fayaad har desuden trukket overskrifter – og stor sympati – i USA, da han i første ombæring blev nægtet adgang til USA i forbindelse med Oscar-showet på grund af sit syriske ophav.
Feras Fayaad har en voldsom baghistorie. Han har fortalt, at han blev tortureret af Assads styre i Syrien, så han næsten døde.
I dag er han både økonomisk og prestigemæssigt en guldfugl, det gør ondt at sætte fri. Det gør også ondt, hvis endnu en essentiel reportage fra det ellers så lukkede Syrien ikke ser dagens lys. ’Last Men in Aleppo’ og ’The Cave’ udgør nogle af de væsentligste billeder fra landets borgerkrig overhovedet, og der er god grund til at tro, at ’The Mystery of Epilogue’ vil have en tilsvarende kvalitet.
Også når det gør ondt…
Men det er hele humlen i #MeToo: At dem med magten skal forpligte sig på at handle, også når det har alvorlige konsekvenser for dem selv. En af grundene til, at det tog så mange år, før Harvey Weinstein blev fældet, var netop, at han lavede fremragende film, og at alle ville være en del af hans succes.
Øverste chef for Danish Documentary, Sigrid Dyekjær, har været en foregangsperson i den danske #Metoo-bevægelse. Sammen med producent Meta Foldager dannede hun foreningen #Wedo, der skulle skabe et bedre arbejdsmiljø uden seksuelle krænkelser i filmbranchen. »Der har været en tendens til at shame det lidt«, sagde Dyekjær i 2018 til POV om manges reaktion på MeToo.
Sigrid Dyekjær har undskyldt og over for Ekstra Bladet erkendt, at de burde have håndteret forløbet med Emilia Moth anderledes.
Det er ikke nok. Man kan ikke hejse #MeToo-flaget med den ene hånd og støtte en krænker med den anden. Det er nu, dansk film skal vise, at #MeToo ikke er skåltaler og tomme løfter, men en konkret handlingsanvisning for, hvad man stiller op, når lokummet – ens eget lokum! – brænder.
Man tror på offeret. Man undersøger sagen til bunds for at sikre sig, at der ikke er flere sager. Og man afbryder samarbejdet med krænkeren. Også selvom det koster en Oscar.