’Unbelievable’
»Jeg er ret sikker på, at det skete«, mumler teenagepigen Marie (Kaitlyn Dever), der afhøres alene af to mandlige midaldrende betjente. Hendes knæ ryster, og øjnene flakker, mens hun bliver tromlet af ordensmagtens bad cop/bad cop-forhørsteknik designet til at få skyldige til at tilstå deres synder.
Marie er dog ikke mistænkt for nogen forbrydelse, men derimod kommet frivilligt for at melde én, hun selv har været udsat for, nemlig voldtægt. Men ingen vil tro hende. Og derfor bliver hun heller ikke mødt som et offer, der behøver hjælp, men som skyldig i en falsk anklage, der skal retsforfølges og straffes.
Som seer taber man næse og mund af forfærdet indignation på pigens vegne, da hun tvinges til at gå sit traume igennem igen og igen, mens betjentene griber hvert et tøvende ord som muligt bevis på, at hun digter (»En sweater? Sagde du ikke lige, at han havde en hættetrøje på?«). Men sagen er et stykke virkelighed.
’Unbelievable’ er Netflix’ miniseriegengivelse af artiklen ’An Unbelievable Story of Rape’, der i 2015 blev bragt på ProPublica, et nonprofit nyhedsmedie dedikeret til at kulegrave magtmisbrug. Og den giver et rystende indblik i et system, der synes mere bekymret for at komme til at dømme én uskyldig mand end interesseret i at yde retfærdighed for 10 kvindelige voldtægtsofre.
Frem for at svælge true crime-klinisk i detaljerne omkring ofrenes tragedier og glemme skæbnerne bag giver ’Unbelievable’ kvinderne (for Marie er langt fra gerningsmandens eneste offer) mulighed for at fortælle deres historier med alle de nuancer, tvivl, skam og forvirring, der er knyttet til så voldsomme oplevelser.
Der er ikke noget typisk voldtægtsoffer; ting bliver glemt, og angsten for ikke at blive taget seriøst kan få kvinder til at tie i årevis. Så hvorfor er samfundet – også herhjemme – så ivrig efter at pille deres historier fra hinanden? ’Unbelievable’ er hjerteskærende. Og en akut nødvendig øjenåbner af et debatskabende seriemesterværk med geniale Toni Colette og Merritt Wever som efterforskerne, der har vist, at der (heldigvis) ikke nødvendigvis skal stjernenavne som Reese Witherspoon, Jennifer Aniston eller Nicole Kidman på plakaten for at få det store mainstream(ing)publikum til at tune ind til en serie om #MeToo-tematikker.
Kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse her.
’The Good Fight’
Stjerneadvokaten Diane Lockhart (Christine Baranski) er vred. Hun går til kampsport, kaster med økser og fortvivler over ironien i at forsvare krænkelsesofre ved de amerikanske domstole, når en misogyn pussy grabber regerer i Det Hvide Hus. Og så er hun hovedrollen i en af de skarpeste samfundssatiriske serier på tv lige nu, der går i kødet på (let omskrevne) aktuelle krænkelsessager fra virkelighedens verden, Trump-politik og race- og -ligestillingstematikker, der hudflettes og diskuteres på gangene i et sort advokatfirma i Chicago.
’The Good Fight’ dedikerer adskillige episoder til sager om seksuelle krænkelser, og særligt tre er spot-on uden på noget tidspunkt at moralisere over for seeren, der snarere bliver draget ind i fortællingerne som den tredje deltager om diskussionsbordet:
I anden sæsons afsnit 11, ’Day 478’, dykker serien ned i Aziz Ansaris #MeToo-sag med Babe.net kombineret med kontroversen omkring websitet Shitty Media Men, hvor kvinder i 2017 anonymt kunne liste mænd, der havde udsat dem for krænkelser. Navne, titler og enkelte omstændigheder er ændret, men ’Day 478’ spiller ud som et overmåde interessant, rapt i replikken og alt andet end sort-hvidt 40 minutters think piece om Ansaris formodede skyld/uskyld: Hvornår er det i orden at ’smadre’ nogens karriere? Hvem bestemmer, hvordan man skelner mellem en ’dårlig date’ og krænkelser? Og bør man altid stole på offeret?
Som i en direkte spejling/cirkusudstilling af Twitter-reaktionerne omkring Ansari-gate eksploderer advokatkontoret i skænderier og mudderkastning mellem snart sagt alle ansatte, og afsnittets slutning er en forfriskende usentimental lussing til medløberne på begge sider.
I tredje episode af samme sæson tager ’The Good Fight’ fat i endnu en virkelig sag, denne gang om den kvindelige reality-deltager, der i 2017 blev voldtaget på settet af ’Bachelor in Paradise’ og efterfølgende sagsøgte netværket. »Det var et fulde-knald!« råber overgrebsmanden Blake i ’The Good Fight’s version af begivenhederne. »Jeg kan intet huske af det«, forklarer kvinden, Melanie. »Men det kan jeg jo!« skyder Blake tilbage. Det er dog ikke ham, Melanie vil have ned med nakken, men de ansvarlige for det mediesetup, der tilskyndede fuldesex foran kameraerne. Men er det ikke det, deltagerne selv melder sig til…?
Endelig bliver advokatfirmaets gode navn og rygte sat over styr, da det viser sig, at dets sorte, afdøde stifter – der marcherede med Martin Luther King, intet mindre – begik overgreb på sine kvindelige ansatte. En af dem er klar til at stå frem, men hvad er vigtigst: At de enkelte kvinder får oprejsning, eller at firmaet, der er et fyrtårn for kampen for sortes rettigheder i samfundet, forbliver en respekteret institution?
’The Good Fight’ kaster konstant sine hovedroller ud i svære moralske overvejelser, men den gør det med humor og intellekt, der belyser emnernes kompleksitet i en tid, hvor mange desperat (og ofte forståeligt) søger at simplificere problematikker, der ikke altid lader sig løse ved konsekvent at vælge én side frem for en anden.
Kan ses på HBO Nordic. Læs vores anmeldelse her.
’Leaving Neverland’ & ’Surviving R. Kelly’
Kommer du nogensinde til at kunne høre ’Billie Jean’ på samme måde igen? Eller ’I believe I can fly’? Og hvis måske den ene, hvorfor så ikke dem begge?
Dan Reeds dokumentar ’Leaving Neverland’ udfolder stærkt ubehagelige, detaljerede vidnesbyrd fra to mænd, koreografen Wade Robson og James Safechuck, der hævder, at de som børn i årevis blev seksuelt misbrugt af Michael Jackson. I dokumentarserien ’Surviving R. Kelly’ anklages den eponyme sanger for adskillige overgreb på mindreårige piger, heriblandt sangerinden Aaliyah.
Begge afdækker pilrådne support-systemer bag superstjernerne, hvor pr-folk, assistenter og forældrene til de purunge fans, der blev inviteret inden for i VIP-suiterne, lukkede øjnene for de potentielt fordækte relationer, der foregik for næsen af dem.
Og så afslører de yderst effektivt, hvor fan-biased vi alle er over for spørgsmålet om, hvorvidt man kan skille krænkende kunstner fra kunstværk, når det pludselig kommer til et historisk ikon, der har leveret soundtracket til ens egen opvækst.
I sit standup-show ’Road to Nowhere’ spidder Aziz Ansari publikums galoperende dobbeltmoral: MJ’s musik er umulig at lægge på hylden, og hans skyld ikke endeligt bevist, forstås. Kelly derimod er en ubetinget klam stodder. Færdig slut, done deal.
’Leaving Neverland’ er ofte problematisk, ikke mindst fordi Reed ikke i så høj grad selv faktatjekkede sin to hovedvidners historier eller opsøgte information fra Jacksons lejr. Til sammenligning synes beviserne mod Kelly mere håndgribelige. Hvorvidt de to dokumentarer er fair eller sladdersensationalistiske vil blive diskuteret herfra og til evigheden af fans og kritikere, men deres enorme aftryk på #MeToo-diskursen og kulegravningen af underholdningsindustriens kendisliderlige magtstrukturer, der som bekendt også nursede Weinsteins begær i kunstens navn, kan ikke undervurderes.
’Leaving Neverland’ kan ses på DR. Læs vores anmeldelse her.
’Surviving R. Kelly’ kan ses på DR og Netflix. Læs vores filmskribents kommentar her.
’The Tale’
HBO’s originalfilm ’The Tale’ er instruktør og dokumentarist Jennifer Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun havde som barn. I filmen spiller Laura Dern den 48-årige Jennifer, der bliver konfronteret med fortiden igennem en gammel stil, hun skrev som 13-årig. Heri beskriver Jennifer forholdet til sin løbetræner, og hvordan denne og en kvindelig ridelærer sammen forførte hende – ud af kærlighed og gensidig respekt, skriver purunge Jennifer, som kun et uskyldigt barn kan idealisere en forkvaklet seksuel relation.
Voksne Jennifer slår indledningsvist stilens indhold hen: Hun ville det jo selv og oplevede ingen fysisk tvang. Men da hun ser et billede af sit purunge 13-årige jeg, synker realiteterne ind, mens årtiers fornægtelse siver ud.
Den voksne kvinde og barnet, der var, strides: »Det er mit liv. Lad mig selv bestemme!«. 48-årige Jennifer svarer igen: »Du var for ung til at forstå, hvad der blev gjort imod dig«. Særligt hårdt rammer det, da Jennifer erindrer, at de to voksne endog planlagde et orgie med hende og en anden teenagepige.
’The Tale’ er en af de mest kompromisløst komplekse skildringer af et ‘Lolita’-forhold, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Og den er sindssygt vigtig i sin svære nuancering af Jennifers minder, der blander skyld og skam med spørgsmål om, hvorvidt barnet til en vis grad også selv legede med drifterne.
Med instruktørens kulegravning af offerskam og diskrepansen mellem barne- og voksenmoral smadrer ’The Tale’ Hollywoods lillepige-feticheren med en wrecking ball. Filmen er blevet kritiseret for at skildre en problematisk genfortælling af en hændelse, Fox ikke engang selv ved, hvad hun skal mene om.
Men det er netop i fravalget af firkantede, moralsk forløsende skabeloner, hvor forbudt begær får fatalistiske følger, at ’The Tale’ udstiller Hollywoods labert sensationaliserede omgang med emnet purung pige/ældre mand.
Kan ses på HBO Nordic. Læs vores anmeldelse her.
’Aziz Ansari: Road To Nowhere’
Da en anonym kvinde på mediet Babe.net i 2018 anklagede komiker Aziz Ansari for seksuelle krænkelser i et essay med overskriften »Jeg tog på date med Aziz Ansari – det udviklede sig til den værste nat i mit liv«, affødte det fordømmelse fra en række prominente amerikanske #MeToo-fortalere (heriblandt ’The Handmaid’s Tale’-forfatteren Margaret Atwood), der mente, at essayet højst beskrev en dårlig date og dermed gjorde mere skade end gavn for #MeToo-bevægelsen.
Ikke desto mindre forsvandt Ansari (hvis Netflix-serie ’Master of None’ året forinden havde udforsket konkrete krænkelsestematikker præ-Weinstein) fra spotlyset i en rum tid, og da han vendte tilbage med standup-turneen ’Road to Nowhere’ var det en anderledes seriøs og reflekteret performer, der mødte publikum (også i København, som han gæstede i foråret i år).
I modsætning til diverse mandlige komikere, der i kølvandet på #MeToo har syntes perfidt insisterende i deres latterliggørelse af krænkelsesofre, er Ansari i ’Road to Nowhere’ (optaget af Spike Jonze som comedy special til Netflix) på en gang ydmyg og nøgtern i sin sjæleragelse over anklagerne imod ham.
Og hans vilje til at parkere eget ego på bænken for at blive klogere føles oprigtig:
»Der var tidspunkter, hvor jeg følte mig virkelig vred og ydmyget og flov, og til sidst havde jeg det bare forfærdeligt over, at den her person følte, som hun gjorde. Men ved I hvad, efter et år har jeg det sådan, at jeg håber, at det var et skridt fremad. Det fik mig virkelig til at tænke over tingene, og jeg håber, at jeg er blevet en bedre person«.
Ansari genkalder sig også en samtale med en mandlig ven, der har fortalt, at han nu mentalt gransker hver en date, han nogensinde havde været på. »Hvis den her oplevelse også har fået andre mænd til at tænke sig om og blive mere opmærksomme på at gøre noget ekstra ud af, at andre føler sig godt tilpas i deres selskab, så er det godt«, slår komikeren fast. Og takker også os, publikum, for overhovedet at ville bruge tid med ham:
»Jeg har fået et nyt syn på mit liv. Der var et tidspunkt, hvor jeg var bange for, at jeg aldrig ville komme til at lave stand-up igen. Førhen betød det ikke så meget for mig, når jeg efter hvert show automatisk råbte ‘Tak skal I have’ til publikum. Det gør man jo altid. I dag mener jeg det virkelig på et helt andet niveau. I har aflyst, hvad I end ellers ville have lavet i aften og er kommet ud i kulden, og I har ventet i kø og puttet jeres mobiler ned i en åndssvag plastikpose inden showet. I har gjort alt det shit bare for at høre mig tale i en times tid, og det betyder alting for mig. Så tusind tak«.
’Road to Nowhere’ minder os om vigtigheden af refleksion, af at lade sig drive af respekt for andre mennesker frem for navlepillende vrede. Og det minder os om, at der nødvendigvis må være plads til at angre, hvis nogen skal gøre os forhåbninger om at blive klogere og arbejde frem mod at skabe en mere lyttende kultur.
Det er ikke bare et rasende velskrevet show (der skam også hudfletter vores dobbeltmoral, når det kommer til Michael Jackson versus R. Kelley), det er sammen med Hannah Gadsbys ‘Nanette (der dog havde premiere, før #MeToo brød ud) det vigtigste stand-up-show om og efter #MeToo.
Kan ses på Netflix. Læs vores anmeldelse her.
MERE I TEMAET TO ÅR EFTER #METOO:
»Mit første job i Hollywood lærte mig, hvordan man ikke græder på arbejde«
To år efter #MeToo har Hollywood favnet de vrede kvinder – men den endelige test venter forude