KOMMENTAR. Lad mig starte med en række indrømmelser:
Ind til for nylig var R. Kellys ’Ignition – Remix’ et af mine favoritfestnumre. Jeg har sunget toot toot og beep beep flere gange end eeehhhh macarena, og det er vildt for en på min alder. Jeg har grinet højlydt af hans hiphopera ’Trapped In the Closet’ og hans sleske madvaremetaforik i ’Cookie’.
Jeg har omfavnet hans klamme fissekarl-persona og affærdiget den som totalt overdrevet – ironisk endda. Jeg har pushet ’Share My Love’ som årets sommerhit og haft et meget, meget ømt close-up af hans tårevædede ansigt som coverbillede.
Jeg har på intet tidspunkt følt en trang til at sætte mig ned og granske de rygter, som cirkulerede. Jeg er, med andre ord, kæmpe giga skyldig i præcis den form for fanforblændede fortrængning, som har været medvirkende til, at R. Kellys karriere har kunnet blomstre på trods af den massive mængde af anklager, der har klistret til ham siden start-90’erne. Det har en Lifetime-dokumentarserie gjort mig bevidst om, og jeg synes ærligt talt, at alle bør tvangsindlægges til at se den. Det skylder vi de modige kvinder, der står frem i den.
Serien hedder ’Surviving R. Kelly’ og gennem seks episoder à 60 minutter skildrer den anklagerne mod Robert Kelly, som har ophobet sig gennem årene – fra sexvideoen med en mindreårig, som han blev beskyldt for at have filmet og deltaget i tilbage i 2002, til Faith Rodgers’ nyligt fremsatte anklager, som går på, at han har krænket hende fysisk, verbalt og seksuelt samt smittet hende med herpes.
Og nej, denne artikel har ikke til formål at diktere din playlist eller at diskutere, hvorvidt det er moralsk ansvarligt at lytte til musik lavet af potentielt usle mennesker. Den diskussion vil jeg gemme til en anden god gang, for lige nu er der noget andet, jeg hellere vil have, vi snakker om.
’Surviving R. Kelly’ kickstarter en diskussion, som jeg synes er langt mere presserende: Hvordan forholder vi os i fremtiden til situationer, hvor personer af en gudelignende status – og/eller med overmenneskelige ressourcer (indsæt R. Kelly, Dov Charney, Roger Ailes, Harvey Weinstein, Bill Cosby, Kevin Spacey, Louis C.K. etc.) – anklages for seksuelle krænkelser af mennesker, som ofte ikke har håndfaste beviser, men kun deres ord?
Selvfølgelig kommer serien ikke med nogle entydige svar, men den rummer en række værdifulde og tankevækkende betragtninger omkring de underliggende bias, fortællinger og strukturer, der gør det muligt for personer af et vist format at slippe af sted med meget dårlig opførsel i meget lang tid. Og hvem ved, måske kan dokumentarer som denne udstyre os med en viden, som gør, at vi i højere grad vil gribe ind, så snart journalister og ofre hævder, at krænkelser finder sted frem for at vente, til de bliver akkumuleret og sat i kontekst af et seks timer langt værk 16+ år efter.
Paraderer sin teenage-præference
Dokumentarseriens første afsnit skruer tiden tilbage til 1991, hvor den dengang 12-årige sangerinde Aaliyah blev introduceret for R. Kelly, som efterfølgende blev en slags mentor for hende og skrev og producerede ’Age Ain’t Nothing But A Number’ fra 1994.
Titelnummeret handler om, hvordan hun prøver at overtale en voksen mand til at have sex med hende på trods af sin unge alder, og som om det ikke var ubehageligt nok, begynder Aaliyah og R. Kelly at bruge så meget tid sammen (også offstage), at omverdenen begynder at mistænke de to for at have noget kørende.
Selv folk tæt på R. Kelly fornemmer, at der foregår noget ekstravenskabeligt mellem dem, fortæller hans tidligere tour-manager Demetrius Smith i begyndelsen af serien. Smith beretter, at R. Kelly forsikrede ham om, at der ikke foregik noget seksuelt mellem dem, og at han troede på ham. Altså lige ind til R. Kelly bad ham om at forfalske Aaliyahs fødselsattest, så de kunne blive gift… fordi hun var gravid. På det tidspunkt var hun 15 år og R. Kelly 27. Og Smith gjorde, som han fik besked på.
Personligt kendte jeg ikke til historien om Aaliyah og R. Kelly, før jeg så serien, det var før min tid, men via gamle tv-klip gør ’Surviving R. Kelly’ det klart, at alle i branchen kendte til deres ’forhold’: at R. Kellys tvivlsomme dømmekraft og fascination af pigebørn var veldokumenteret, længe inden hele sextape-skandalen udfolder sig i 2002. Sexvideoen, som angiveligt viser R. Kelly have sex med og urinere i munden på en 14-årig pige, blev sendt til den daværende musikkritiker på Chicago Sun-Times, Jim DeRogatis (som i øvrigt udkommer med en bog om R. Kelly til juni) i år 2000, og sammen med Abdon Pallasch skrev han nogle af de første R. Kelly-kritiske artikler.
Men artiklerne prellede af, præcis ligesom mediernes forargelse over hans forhold til Aaliyah hurtigt fortog sig, og retssagen (DeRogatis videregav sexvideoen til politiet) blev trukket i langdrag i seks år, fra 2002 til 2008, inden R. Kelly i sidste ende som bekendt blev frikendt.
Og godt nok greb retssagen ikke synderligt ind i sangerens liv. Han fortsatte ufortrødent sin tour og optrådte til diverse, gigantiske events. Men man skulle alligevel tro, at anklagen ville gøre R. Kelly mere forsigtig i forhold til at skilte med sin »særlige præference«, som hans bror kalder det, i fremtiden. Men nej. I et af seriens mest ufattelige momenter spørger journalisten Touré ham direkte: »Kan du godt lide teenagepiger?« og i stedet for at svare nej – som Touré troede, han ville gøre, eftersom han lige havde været involveret i en sag om børneporno – svarer han: »How old are we talking?«
Rottefængeren af R&B
R. Kelly optræder ikke bare komplet angerløs i kølvandet på retssagen. Han brander sig undervejs som »The Pied Piper of R&B« – Rottefængeren af R&B. Jeg gentager: Manden, som er anklaget for besiddelse af børneporno – for at bruge sin popstjernestatus til at lokke mindreårige til at indgå i seksuelle relationer med ham – vælger at modellere sin offentlige persona over en eventyrfigur, som bruger sin musik til at lokke børn?!
Det er grotesk. Har han ikke pr-folk på lønningslisten?
Hvad R. Kelly slipper af sted med, overgår enhver fantasi. Og han er tydeligvis ikke engang særligt god til at lyve om det eller til at pleje sit image, så hvorfor skulle der gå så lang tid, før kvinderne, som beskyldte ham for overgreb, blev hørt og taget seriøst?
Noget af det mest imponerende ved ’Surviving R. Kelly’ er dens grundige og dedikerede forsøg på at besvare netop dét spørgsmål. I processen berør den blandt andet, hvor indgroet Lolita-komplekset er i musikindustrien med reference til Elvis Presleys forhold til den 14-årige Priscilla og oceanet af sange, der findes om søde 16-17-årige, og hvordan det givetvis var med til at normalisere forholdet til Aaliyah.
Den skildrer, hvordan R. Kellys hyperseksualiserede image gjorde ham i stand til at skjule sig lige for næsen af os på lignende manér, som Louis C.K. med sin onani-shtick. Den overvejer, hvor stor en rolle R. Kellys dobbelthed mon har spillet: det faktum, at han både har den her badboy fissekarl-side og frelser-siden, som dedikerer sange til sin mor i himlen (’I Wish’) og laver hitliste-sprængende, livskriseløsende, trosbekræftende ballader som ’I Believe I Can Fly’.
I den mere alvorlige ende kommer serien også ind på, hvorvidt det ville have ændret på retssagens udfald, hvis den 14-årige pige i sexvideoen havde været hvid. Eller hvis bare én af de mange kvinder, som nu hævder at have haft et seksuelt forhold til R. Kelly, da de var mindreårige, var hvid. Både journalister, artister og et par af overleverne (serien omtaler kvinderne, der står frem, som survivors) giver udtryk for, at race har en kæmpe betydning for, hvordan tingene har udviklet sig. At en sort kvinde, som hævder, hun er blevet krænket seksuelt, bliver troet endnu mindre på end en hvid kvinde. Og det er meget muligt.
Men når alt det er sagt, så står én altoverskyggende årsag til Kellys fortsatte frihed tilbage ved seriens afslutning. Og den er sådan set meget simpel og lavpraktisk: R. Kelly må have haft/har et hav af mennesker omkring sig, som i årevis ikke blot har vendt det blinde øje til, men direkte faciliteret hans formodede udskejelser. Bag de overgreb, som R. Kelly er beskyldt for, står et helt »økosystem af enablers«, som en journalist i serien udtrykker det, og uden dem, hævder hun, havde han aldrig kunnet fortsætte så længe.
Alle fucking vidste det, part II
»Omkring Robs lejr vidste alle det, og intet blev gjort«, fortæller R. Kellys producer Craig Williams os tidligt i serien. Et perspektiv, som understøttes af eks-tour manager Smith, som afslutter hver en ugerning, han har været med til at orkestrere, med en variation over undskyldningen »vi arbejder for ham, så vi gør, hvad han siger«.
Smiths sætning minder mig om et segment i filmen ’Far From Afghanistan’, instrueret af den amerikanske dokumentarist Travis Wilkerson, som har siddet i mig, siden jeg så det første gang. Via en voice-over, der akkompagnerer billeder af faldefærdige huse i et slumkvarter, fortæller segmentet en hjerteskærende historie fra virkeligheden om en kvinde med syv børn, som får afbrudt strømforsyningen til sin bolig af en DTE-medarbejder, da hun ikke kan betale sin elregning. Om vinteren.
Hun tigger ham om ikke at gøre det. Om at tænke på konsekvenserne, men det nytter ikke. Han har en opgave, han skal udføre, og han udfører den. Et par timer senere, er tre ud af hendes syv børn døde. Afbrydelsen udløste en brand, mens moren var ude for at købe varmeblæsere. Og spørgsmålet som aldrig har forladt mig, er det, som den kvinde fortæller, hun har stillet sig selv hver dag siden tragedien: Om den mand, der ’bare’ gjorde sit arbejde den dag, rent faktisk gjorde sit arbejde?
’Surviving R. Kelly’ genkalder manuskriptforfatter Scott Rosenbergs online-bekendelse i forbindelse med anklagerne mod Harvey Weinstein, hvori han anerkendte sin egen medskyld og afslørede, at »everybody-fucking-knew!«.
Men selvom jeg har hørt det hele før, og endda for nylig, så var jeg mindst lige så forarget denne gang: Hvis alle fucking vidste det – hvorfor sagde ingen så fra før nu? Når R. Kelly vælger at indrette et soveværelse midt i sit studie, hvorfor er der så ikke nogen, der siger: »Hey kammerat, jeg ved godt, du laver bollemusik, men det der er altså ikke i orden«. Hvorfor er der ikke nogen, der siger: »Selvfølgelig vil jeg ikke gå ud og spejde efter usikre småpiger i shoppingcenteret. Det er ikke bare ulovligt, det er sgu da også pinligt, jeg er en voksen mand«. Eller: »Nej, jeg vil ikke forfalske en 15-årigs dokumenter, så du kan gifte dig med hende, hvem fanden tror du, jeg er?!«
Svaret er selvfølgelig, at det gør folk ikke, for så mister de deres arbejde. Et arbejde, som i nogle tilfælde måske brødføder hele familien. Det er ikke, fordi jeg ikke fatter, hvordan det fungerer. Men jeg ville stadig ønske, at der var flere, som kunne se ud over de goder, de selv høster, for det er dér, nøglen ligger. Hvis det her skal ændre sig – hvis magtfulde mænd i fremtiden skal stoppe med at misbruge deres status til at skaffe sig seksuelle ydelser eller til at skjule deciderede forbrydelser – så skal alle medløberne på banen.
Kommer de det, er løbet for alvor kørt for mænd som R. Kelly.
’Surviving R. Kelly’ kan ses på amerikansk iTunes (kræver amerikansk VPN).
Læs også: R. Kelly løsladt mod kaution – erklærer sig uskyldig og får ny anklage mod sig