’Unbelievable’: Ny Netflix-serie baseret på virkelige begivenheder er umulig at ryste af sig
»Jeg er ret sikker på, at det skete«, mumler Marie Adler, der sidder alene over for to mandlige betjente omtrent tre gange så gamle som hun selv. Hendes knæ ryster. Lydene omkring hende er forvrængede.
Det, vi bevidner, er amerikansk bad cop/bad cop-forhørsteknik designet til at få skyldige til at tilstå cirka hvad som helst. Marie er imidlertid ikke hentet ind som mistænkt for nogen forbrydelse. Tværtimod kom hun frivilligt for at melde én, hun selv har været udsat for, nemlig voldtægt. Der er bare ingen, der tror på hende. Derfor bliver hun ikke mødt som et offer, der behøver hjælp, men som skyldig i en falsk anklage, der skal retsforfølges.
’Unbelievable’ er Netflix’ miniseriegengivelse af artiklen ’An Unbelievable Story of Rape’, der i 2015 blev bragt på ProPublica, et nonprofit nyhedsmedie dedikeret til at kulegrave magtmisbrug. Det fremgår dog kun af en diskret fortekst til første afsnit, som man misser ved at blinke på det forkerte tidspunkt. Det tjener Netflix til ære. I stedet for at sælge ’Unbelievable’ på muligheden for at svælge i virkelige menneskers rædsler har de produceret et værk, der er så velspillet og -fortalt, at det kan stå alene.
Uagtet at Marie (spillet af Kaitlyn Dever fra ’Booksmart’) og de politidamer, der senere graver sandheden frem, faktisk er historiske personer, fremstår ’Unbelievable’ hyperrealistisk. Første skud tager os forbi nogle sociale boligblokke, som så vi dem fra en bilrude. Vi er i Washington, men får hverken lov at dvæle ved statens pittoreske landskaber eller den grimhed, der kendetegner lejlighedskomplekser, parkeringspladser og supermarkeder serien igennem.
’Unbelievable’s æstetik er tæt på transparent. Det er ikke meningen, at vi skal opsluges af avancerede kameravinkler eller pirres af udkantsunderlighed som i ’True Detective’. Serien frarøver os enhver mulighed for distance, så Maries oplevelser går lige i maven på én.
Det samme gør de frustrationer, der præger den senere efterforskning ledet af Grace Rasmussen (Toni Colette) og Karen Duvall (Merritt Wever). De opdager ved et tilfælde, at de sidder med hver sin voldtægtssag i hver sit politidistrikt, som tydeligvis er begået af samme mand. Da de slår sig sammen, finder de flere ofre og et væld af spor, hvoraf mange ingen steder fører. Vist er der et overvågningsfoto af en suspekt truck, men der er ingen trylleteknologi til at få nummerpladen frem af fem pixels.
Vist er der mobilmaster, men de duer kun, hvis forbryderen bruger sin mobil på åstedet. Vi er langt fra klassiske amerikanske ordenserier, der beroliger med, at good guys always win. ’Unbelievable’ er snarere beslægtet med britiske, let feministiske krimier som ’Mistænkt’, hvor selv en hårdslående Helen Mirren ikke er garant for retfærdighed, fordi hun må agere i et pilråddent system.
Som Marie på et tidspunkt siger: »Når de er større end dig, kan du ikke vinde«.
Ved at flytte fokus fra individ til system framer ’Unbelievable’ voldtægtsnarrativet på en ny måde. Karen og Grace er stærke efterforskere, men det er ikke nok, når voldtægter har så lav politiprioritet, at man ikke kan søge på sagerne i de føderale databaser. Marie er stærk og kan fortælle nøgternt om sin voldtægt, men det gør hende bare suspekt i politiets øjne. Hun bliver bedt om at udpensle traumet igen og igen og igen, og politiet hæfter sig ved små uoverensstemmelser: Sagde du sweater eller hoodie?
Forløbet er pinefuldt trukket i langdrag, så det er indlysende, hvorfor Marie trækker sin anmeldelse tilbage. På stationen oplever hun jo endnu et overgreb, som får mindst lige så alvorlige konsekvenser som voldtægten.
Det bliver vi konstant mindet om, for serien krydsklipper Maries nedadgående spiral i 2008 med politikvindernes efterforskning i 2011. Det asynkrone fortællegreb er næsten ubærligt: Vi ved hele tiden, at hjælpen er tre år væk og vil komme for sent.
Samtidig får vi ikke lov at glemme, hvad efterforskningen handler om: Marie og de andre kvinder, der er blevet udsat for overgreb og mistroet. De bliver aldrig reduceret til spor, der skal drive plottet og detektiverne videre. Og de er vildt forskellige, for der er ikke noget specifikt offeragtigt ved dem.
Den uretfærdighed, de er oppe imod, handler nemlig om andet og mere end mødet med et afsporet enkeltindivid. Den handler om et samfund og nogle syn på køn, vi alle er impliceret i. »Ingen kigger på statistikkerne om vold mod kvinder«, lyder en anklage fra Grace Rasmussen, og om sin chef tilføjer hun: »Hvor er hans vrede?«
Ja, hvor er vores indignerede vrede? Efter at have binget ’Unbelievable’ har jeg lyst til at gå direkte ud og smadre patriarkatet. Og til at nominere i hvert fald Toni Colette og Kaitlyn Dever til en Emmy.
Kort sagt:
Med pragtskuespil og et solidt manus eleverer ’Unbelievable’ de virkelige begivenheder til tårnhøjder, hvor den implicitte systemkritik er umulig at ryste af sig.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.