‘The Tale’: Gruopvækkende HBO-film om autentisk seksuelt misbrug med fantastisk Laura Dern
I syvende klasse skrev dokumentarinstruktør Jennifer Fox engelsk stil om en ung pige, der under en sommerridelejr udvikler et ’forhold’ til sin 40-årige løbetræner. »Hvis det er sandt, er det grotesk. Men det kan det ikke være, siden du er så veltilpasset«, noterede hendes lærer på bagsiden og gav hende et A.
Men historien var sand. Og nu har den i dag 58-årige Fox filmatiseret sine gruopvækkende oplevelser i ‘The Tale’, der bygger på barndomsnovellen af samme navn. Det filmiske erindringsværk i fiktionsklæder, der i kølvandet på #MeToo vakte opsigt på Sundance-festivalen i januar, blander flashbacks til ridelejren og scener af den voksne Fox’ erkendelsesproces om misbruget. »Den historie, du skal til at se, er sand – så vidt jeg ved«, indleder Fox filmen i skikkelse af Laura Dern.
Dern spiller 48-årige Jennifer Fox, der er ude på optagelser til noget, der minder om Fox’ glimrende dokumentarserie ‘Flying – Confessions of A Free Woman’ fra 2006 om kvinders seksualitet verden over – Fox har fortalt, at det var mødet med voldtægtsofre i den produktion, der fik hende til at tænke over sit eget misbrug. Pludselig bliver hun kimet ned af sin mor (Ellen Burstyn), der har fundet Jennifers gamle stil og er chokeret over indholdet.
Først slår Jennifer det hen med, at »det var 70’erne«, og at det ikke er så sært at have en ældre kæreste. Hun husker sommeren som magisk, og flashbackene har et drømmende skær. Det karismatiske bohemepar, overjordisk smukke og iskolde Mrs. G. (Elizabeth Debicki) og drenget charmerende Bill (Jason Ritter), der drev lejren, gav Jenny den opmærksomhed, hun ikke fik derhjemme og behandlede hende som en voksen.
Men efterhånden, da hun graver tilbage i minderne hjulpet på vej af samtaler med de andre piger på lejren og Mrs. G, erkender hun, at der ikke var tale om et ligebyrdigt forhold, men et overgreb.
Filmen viser, hvor bedragerisk hukommelse er, og hvilke løgne overlevere af seksuelt misbrug fortæller sig selv for at leve videre med traumet. Det demonstrerer Fox effektivt i en tidlig scene, hvor vi i et flashback ser en selvsikker og moden teenagepige (Jessica Sarah Flaum) ankomme til ridelejren. Da Jennifers mor viser hende et billede af sig selv som 13-årig, bliver hun chokeret over, hvor ung hun i virkeligheden var.
Vi ser flashbacket igen, denne gang med en indadvendt og usikker præpubertær pige med runde babykinder, spillet af 11-årige Isabelle Nélisse, i centrum.
»Jeg har ikke offereret i historien, jeg er helten«, siger 13-årige Jenny og ser stædigt ind i kameraet i et af de velfungerende metagreb, Fox benytter til at illustrere og analysere erkendelsesprocessen. På et tidspunkt diskuterer den voksne Fox også med sit yngre jeg.
‘The Tale’ er hård kost. Vær forberedt på stigende kvalme, vrede og forfærdelse, mens Bill langsomt groomer og siden voldtager vor unge heltinde, der går ud og kaster op efter hvert samleje – og ikke mindst over de medskyldige voksne, der ikke griber ind. Filmen klipper ikke væk i soveværelset, men insisterer, uden at dvæle i det, på at vise realiteterne af et seksuelt forhold mellem en 40-årig mand og en 13-årig pige. Der er brugt en double body.
Dialogen og Fox’ indre monolog har tendens til at blive en smule didaktisk og konstrueret, men skuespillerne er så gode, at de hiver den hjem. Dern er fantastisk i udviklingen fra fornægtelse til vrede, men jeg var mest rørt over Isabelle Nélisses blanding af uskyld og naivitet og teenageoprørske stolthed over sit voksne forhold.
Kort sagt:
Dokumentarist Jennifer Fox spillefilmdebuterer med et gruopvækkende selvbiografisk værk om sit eget seksuelle misbrug som 13-årig. Med stærkt skuespil fra blandt andre Laura Dern og formalistiske og strukturelle opfindsomme greb fortæller ‘The Tale’ en vigtig historie om menneskets upålidelige hukommelse og selvkonstruktion i forbindelse med traumer.