Hvordan kommer vi sexisme i musikbranchen til livs? Tre kvindelige artisters bud

Kvoter, bedre dialog og mænd der ikke tænker med deres pik. Det er ifølge Lydmor, Goldie 6is og Kill J nogle af de forandringer, der er påkrævet i kølvandet på efterårets MeToo-afsløringer i den danske musikbranche.
Hvordan kommer vi sexisme i musikbranchen til livs? Tre kvindelige artisters bud
Kill J. (Foto: Morten Rygaard)

SEXISME I MUSIKBRANCHEN. MeToo-afsløringerne rullede for alvor ind over den danske musikbranche i efteråret 2020, da en række prominente musikere satte fokus på indgroet sexisme i debatindlæg og i værtsroller ved nogle af landets største prisuddelinger.

97 kvindelige og nonbinære kunstnere stod efterfølgende i oktober frem i Politiken og delte deres vidnesbyrd i en isnende dokumentation af strukturel sexisme i musikbranchen. Nu var det ikke længere relevant at diskutere, om der var et problem, men hvad der skulle gøres for at komme det til livs.

Ansvaret for at løse problemet skal på ingen måde placeres på de kvindelige artisters skuldre, men da de har mærket de ulige forhold på både krop og karriere, fandt vi det relevant at spørge Goldie 6is, Kill J og Lydmor, hvilke konkrete ønsker de har til forandring i musikbranchen.

Hvordan branchen indtil videre har fulgt op på de mange vidnesbyrd, har vi spurgt direktørerne i pladeselskaberne W.A.S. Entertainment og Universal Music om.

Lydmor. (Foto: Liv Rossander og Kamil Dzienlinski)

Lydmor 

Hvad er dit største ønske for forandring i forhold til sexisme i musikbranchen? 
»Jeg har to ting: Først kunne jeg godt tænke mig, at pladebranchen bliver mere modig i forhold til at investere i kvinder, selv om der er risiko for, at det er sværere. Lige nu fokuserer branchen enormt meget på tallene, der viser, at det går bedre på bundlinjen for de mandlige artister end for de kvindelige.  

Og når pladeselskaberne gør det, så er de også med til at opretholde den sexistiske struktur. Selv om man eksempelvis har fået kvinder i nøglepositioner enkelte steder på selskaberne, blandt andet som A&R’s, så fokuserer de meget på de her tal. Det er lidt ligesom, hvis man slipper en bot løs på Twitter og får den til at lave algoritmer, så bliver den automatisk racistisk, fordi folk er racistiske. Hvis man kun fokuserer på tallene, kommer man også til at være sexistisk, fordi tallene lige nu er sexistiske. At pladebranchen kan lægge den kynisme fra sig, ville være et stort skridt. 

Og så ville jeg ønske, at der var en større bevidsthedsgørelse om sexisme i branchen. Hvor gatekeeperne som vælger, hvilke sange der bliver spillet i radioen, hvilke artister der bliver booket på festivalerne og hvilke sange, der ender på Spotifys playlister, bliver mere bevidste om, at de gør det sværere for kvinder.  

Folk har rigtig travlt med at sige: ’Det er i hvert fald ikke hos os, den er gal. Vi har allerede gjort alt muligt’. Problemet er, at der skal ret meget til for at bryde et indgroet mønster, og vi tror altid, at vi har brudt det, inden vi egentlig har«.  

Ser du nogle konkrete initiativer for dig, der vil kunne hjælpe med at bryde det sexistiske mønster?
»Jeg tror på, at jo mere vi snakker om det desto bedre. En revolution kommer ikke uden, at man har nogle dybe, intense samtaler først. Så jeg tror meget på, at vi skal have så meget kommunikation om det her emne så tit som muligt. Det skal ikke bare være én snak. Og jeg ved, at flere i branchen faktisk mødes og diskuterer det her (i et tværgående initiativ arrangeret af brancheorganisationen SNYK, red.). 

Og så er jeg sgu også lidt begyndt at lege med tanken om kvoter – mest fordi jeg synes, at jeg ser rigtig meget snak men ingen handling. Derfor er der noget, der tyder på, at der er behov for nogle guidelines. Ellers får vi bare endnu en Grøn Koncert med et helt program uden én eneste kvinde. Og hvor bookeren bliver ved med at forsvare sig med, at ingen af de store kvindelige artister havde tid – selv om der også var et upcoming-program for nye talenter. 

Kvoterne skal ikke nødvendigvis være 50/50. Man kan sætte grænsen lavt, så man bare i det mindste skal have 20 procent kvinder i sit program. Jeg tror, at mange af de her gatekeepere, der sidder med magten, måske gør en lille smule og dermed tror, at de har løst problemet. Men det er ikke lighed at spille fem sange af kvinder i radioen om året. Og det kan i værste tilfælde gøre, at når kvinde nummer seks kommer, så begynder gatekeeperne måske at tænke, at nu må det være nok. 

Jeg er simpelthen også færdig med at tro på, at niveauet ikke er højt nok. For selvfølgelig er der også et indre aspekt, som handler om, at når verden siger til en, at man ikke kan noget, så bliver det meget sværere at gøre det«.  

Hvad tror du, det er realistisk at opnå i kampen mod sexisme i 2021? 
»Tre centimeter. Jeg har ikke nogen forhåbninger om, at vi kommer til at slette sexismen på et enkelt år. Hver centimeter kommer til at føles voldsom, fordi forandring er skræmmende for alle involveret. 

Det vigtigste er, at vi ikke giver op, og samtidig fejrer de fede ting. Og der vil jeg sige, at foreningen ’Musikbevægelsen af 2019’ på Facebook har gjort vildt meget. Vi har næsten 2000 medlemmer, hvor vi kvindelige musikere kan snakke med hinanden. Der er tråde om alt fra barselsregler til rumklange og sparring omkring beats. 

Folk opmuntrer hinanden, og det er enormt vigtigt. Når man er minoritet i en branche, kan der let komme en følelse af konkurrence om de enkelte pladser, der nu engang er. Men den konkurrence føler jeg stort set er blevet slettet i Danmark. Der er kommet et fucking sisterhood«.

Goldie 6is. (Foto: Sebastian Vistisen Toft)

Goldie 6is

Hvad er dit mest brændende ønske for forandring i musikbranchen i 2021 i forhold til sexisme?
»Mit største ønske for forandring er, at folk i musikbranchen helt basalt lader være med at tænke over, at jeg er en kvinde. Jeg er ikke bange for at sige, at det altid har været svært for mig at gå i studiet alene med fem mænd. Jeg er blevet lagt an på op til flere gange, når jeg har været i studiet, og er ikke blevet behandlet respektfuldt – og det er bare ikke en god følelse at gå hjem med.

Jeg ville ønske, at folk behandlede mig, som de ville behandle en mandlig rapper eller en mandlig producer, der gerne vil indspille. Det burde ikke være så svært. Jeg tror ærlig talt, at det handler om at sætte sig i kvindens position og ikke tænke med sin pik«.

Hvad ser du for dig af konkrete initiativer, der kan gøre op med sexisme?
»Jeg tror på, at vi skal snakke om sexisme. De ansatte på pladeselskaberne skal få samtalerne i gang på nogle fælles møder. Det er vigtigt at snakke om, hvad sexisme er, og hvad krænkelser er. Og hvad det gør ved kvinder. Selv om man burde vide det, så er det åbenlyst nødvendigt.

Jeg tror, vi har en lang kamp foran os, selv om tingene rykker en smule nu«.

Som upcoming og independent-musiker står du lidt uden for det etablerede musikmiljø. Føler du, at gatekeeperne giver plads til nye, kvindelige artister?
»Jeg synes, at vi har set et boom over de seneste par år, hvor flere og flere nye kvindelige artister vinder frem – både herhjemme og i udlandet. Nu skal folk så også lige vænne sig til, at der kommer nye kvinder og bliver spillet over det hele.

Der har været en større diskussion, hvor radiostationer har efterlyst flere kvindelige artister, og det synes jeg er bullshit. Der er masser af kvindelige artister derude, og jeg føler også lidt, at det er på tide at begynde at turde vælge nogen andre, end dem der hele tiden bliver spillet«.

Kill J. (Foto: Morten Rygaard)

Kill J 

Hvad er dit største ønske til opgøret med sexisme i musikbranchen i 2021? 
»Jeg vil gerne se en ændring i tonen i musikbranchen og særligt den måde, man taler om musikere på. Generelt taler man ret grimt om artister bag deres ryg – nogle gange også til deres ansigt. Man ser både mandlige og kvindelige artister som produkter snarere end mennesker.  

Det skaber et meget råt miljø, hvor den indgroede sexisme ikke bliver italesat, og hvor man kan stille nogle urimelige krav til kvindelige artister, hvor vi eksempelvis bliver bedt om at lyve om vores alder. 

Jeg håber, at der kan komme et fokus på at italesætte det, så vi kan snakke om sexisme uden at blive uvenner. Og her er det jo vigtigt, at organisationerne ikke afviger, men i stedet åbner op for samtale om problemet. Jeg tror, vi vil komme rigtig langt, hvis alle i 2021 kunne lære at erkende sine egne biases – for vi har dem alle sammen. Og så sige undskyld, når man begår fejl – for det gør vi jo også alle sammen«. 

Hvordan tror du konkret, at man kan nærme sig en bedre tone og komme sexismen til livs? 
»Jeg tror, det er rigtig vigtigt at tænke over, hvem man ansætter i de vigtige gatekeeper-positioner – eksempelvis A&R, radio plugger, product manager. Der er nødt til at være en forholdsvis ligelig fordeling af mænd og kvinder, hvis vi skal komme de strukturelle problemer til livs. 

Da jeg startede i musikbranchen, havde jeg aldrig tænkt over alt det med køn og ubalance. Men i mit første møde med musikbranchen oplevede jeg en meget konservativ institution, hvor det handlede enormt meget om, at man skulle være en, mænd havde lyst til at knalde, før man var relevant.  

Og det problem kan løses ved, at der kommer flere og flere kvinder ind på de centrale poster, så man ikke er nødt til at diskutere, om en kvindelig artist nu også ser for gammel ud til at blive spillet i radioen og den slags. 

Det er enormt vigtigt, at gatekeeperne bliver bevidste om deres ansvar, fordi det er dér, mange af de strukturelle problemer ligger. 

Det handler også om, at vi skal tænke over at kræve ligeløn til deres kvindelige artister. Jeg er overbevist om, at en af årsagerne til, at man eksempelvis tjener mere som producer end som sangskriver, også er kønnet. Producerne har jo typisk været mænd, hvor sangskrivere typisk har været kvinder. Kommer vi dertil, hvor vi betaler kvinder det samme som mænd, tror jeg også, der vil opstå en større respekt for kvinderne. Et dyrt produkt er jo mere værd«.

Hvad tror du, at vi kan gøre lige nu og her, for at gatekeeperne bliver bevidste om deres ansvar? 
»Jeg havde en lang snak med en musikchef på en af Danmarks førende radiostationer omkring det her emne. Det, vi kom frem til, var, at sexismen også handler meget om nogle fejlagtige antagelser, som mange gatekeepere i musikbranchen har om hinanden.  

Der er nogle nøglefolk hos pladeselskaberne, som er overbeviste om, at radiostationer ikke vil spille for eksempel ældre kvinder. Men det kunne musikchefen på ingen måde bekræfte. Han sagde, at han vildt gerne ville spille kvinder i alle aldre på sin radiostation. Men ifølge ham kommer der ikke noget musik fra pladeselskaberne med ældre artister, fordi de antager, at radiostationerne ikke vil spille det, og derfor tør pladebranchen ikke at satse på de artister. Det er en ond cirkel. 

Så at tage en snak på tværs af branchen og gøre sig bevidst om denne form for strukturel sexisme ville være et stort skridt lige nu og her«. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af