SEXISME I MUSIKBRANCHEN. Der er noget råddent i den danske musikbranche. Det blev understreget i efteråret, da 97 kvinder – i kølvandet på Sofie Lindes monolog til Zulu Comedy Galla – stod frem i Politiken og fortalte om den udbredte sexisme, de havde mødt.
Når det på den måde bliver klart, at en hel branche har et sexismeproblem, må der ske noget, og det er naturligt at kigge mod de store aktører. I denne arena er få spillere mægtigere end Universal Music, verdens største musikselskab.
»Vi har været for langsomme. Det er ingen hemmelighed«, erkender Casper Bengtson, der siden 2008 har været dansk direktør for Universal.
Det er ellers ikke fordi, der mangler løsningsforslag. I denne uge forklarer musikerne Kill J, Goldie 6is og Lydmor til Soundvenue, hvilke forandringer, de ønsker sig i musikbranchen, herunder en kvoteordning. Og det uafhængige musikselskab W.A.S. Entertainment fortæller om deres aktive kamp for større diversitet i forhold til køn, race og seksualitet.
Casper Bengtson, hvordan oplevede Universal Music sidste efterår de vidnesbyrd, hvor en række kvinder stod frem og talte om sexisme i musikbranchen?
»I mange år har vi – ligesom så mange andre i erhvervslivet – arbejdet ud fra internationale code of conduct-regler. Her har man mulighed for at rapportere krænkelser, og man kan rapportere anonymt. Når folk bliver ansat hos os skriver de jo tilmed under på, at man holder en anstændig tone på arbejdspladsen, og at man ikke må krænke og så videre. Så her har vi, tror jeg, arbejdet på en ret Djøf-agtig måde«.
»Vi laver også arbejdspladsvurderinger, og når vi har set på dem, har de ikke vist nogen problemer. Så når der er kommet alle de her ting frem i musik- og mediebranchen – og i hele samfundet – har det været en øjenåbner for, at den måde, vi har gjort det på, ikke er nok«.
Hvordan reagerede I så, da det gik op for jer, at de mekanismer, der skulle opsnappe sexisme på arbejdspladsen, ikke slog til?
»Helt konkret, så tog jeg en snak med nogle af vores kvindelige medarbejdere for at høre, hvordan de så på sagen. Det var der, det gik op for mig, at måden jeg har arbejdet med det her på – hvor jeg har tænkt, at det går meget godt – ikke fik øje på de underliggende strukturer, der kan være problematiske. Det, tror jeg, er gået op for mange i branchen«.
Hvorfor er det først nu, det er gået op for dig – og mange andre i branchen?
»Jeg har tidligere været fokuseret på at undgå de her sager (sager om seksuelle krænkelser mod kvinder, red.), fordi de har været så frastødende. I Norge og Sverige har der eksempelvis været nogle ret vilde krænkelsessager, hvor jeg skrev ud til alle i min organisation, at hvis nogen overhovedet havde hørt om eller oplevet noget, der mindede om det, så ville jeg vide det med det samme. Men fordi vi har haft så meget fokus på den slags meget voldsomme sager, så har der måske været mindre fokus på de underliggende ting, som man ikke lige opdager i dagligdagen«.
Så der er altså to sider af sagen: Det måske mere håndgribelige aspekt med den slags seksuelle krænkelser, man kender fra Harvey Weinstein-afsløringerne, og så en mere latent form for sexisme, der handler om strukturerne i branchen. Hvordan arbejder I på at løse sidstnævnte?
»Vi har netop ansat en person som direktør i vores HR-afdeling, der har erfaring fra mediebranchen, hvor hun har arbejdet med det her emne. Helt konkret er vi også blevet enige om at få nogle folk ind udefra, der kan prøve at kaste lys på de ting, vi ikke ser. Vi havde eksempelvis en aftale med Emma Holten, som flere har anbefalet mig – også nogle af mine egne medarbejdere. Pt. har vi dog været nødt til at udskyde det på grund af corona«.
»Det, vi håber på, med at få nogen ind udefra, er at sætte emnet på dagsordenen og komme af med den berøringsangst, der kan være hos både mænd og kvinder. Vi er alle sammen på babystadiet her. Det kan være meget svært for kvinder at tage emnet op, og jeg oplever, at nogle mænd er kommet helt i tvivl om, hvad man egentlig må. Det sidste kvinder ønsker er jo mænd, der starter en sætning med ‘ja, jeg ved jo ikke, om man må sige det i de her me-too-tider’. Så vi skal se på, hvordan vi egentlig taler til hinanden«.
Hvad skal den person, I har hyret ind, specifikt gøre?
»Hun er lige startet, så det er meget tidligt at sige noget præcist om. Men hendes opgave er at lægge en plan for, hvad vi skal gøre. På brancheniveau er vi også ved at få initiativer op at køre. For mere end fem år siden fjernede vi kønskategorierne ved DMA, og vi har skabt et nyt akademi med det formål at blive bedre til at favne og vise diversiteten i dansk musik«.
Hvad med jeres eget selskab? Har I lignende kriterier for diversitet for jeres egne ansatte?
»Vi har ikke lavet faste regler for det. Men ser man på de kreative funktioner på selskabet, så er vi gudskelov 50/50 fordelt. For ti år siden så det ikke sådan ud for A&Rs, product managers og kreative udviklere. Så der er trods alt sket noget, og det er en fornøjelse. Men der er fortsat lang vej igen. Og så må man jo sige, der er lang vej til, at der er kønsbalance i toppen af dansk musik, når det kommer til artister«.
Nogle af de artister, vi har talt med, fremhæver, at de store pladeselskaber er uvillige til at satse på kvindelige musikere, fordi de ikke tror, radiostationerne vil spille dem. Er det et billede, I kan genkende hos Universal?
»Ja, det tror jeg ikke, vi kan sige os fri for. Det er, tror jeg, en del af de strukturer, som vi måske ikke er helt klar over, og som findes over alt i musikbranchen, mediebranchen og samfundet som helhed. Vi har for eksempel Tessa og Jada, som klarer sig sindssygt godt i hver sin genre, men vi har brug for en million flere Tessa’er og Jada’er i den danske musikbranche. Det handler heller ikke kun om artister, men lige så meget om producere, sangskrivere og om hele live-industrien. Der er et stykke vej endnu, før vi har kønsbalance«.
Hvordan vil I nå dertil? Hvilke initiativer har I sat i gang?
»På brancheniveau har musikselskaberne lige nedsat et Sounding Board. Det er et rådgivende udvalg af kvindelige artister og medarbejdere fra pladeselskaber, som skal være med til at pege på initiativer, som ikke bare selskaberne men hele branchen kan iværksætte. Det er født af en erkendelse af, at der sidder mænd som mig på mange direktørposter i branchen. Vi er sikkert gode til det, vi laver. Men vi har samtidig nogle blinde vinkler«.
Hvad med noget helt grundlæggende som at have en kvote for, hvor mange kvindelige artister, man signer – og hvor meget af budgettet, der bruges på dem?
»Jeg synes hellere, vi skal fokusere på noget, der rent faktisk batter. Og noget af det, der batter, er de ting, vi har talt om her: At få lagt nogle planer for de næste år og så være åbne og kigge indad, så vi ikke reproducerer de samme ting, vi har gjort i 100 år. Så tror jeg, vi kan ændre noget«.
Hvad er de konkrete planer for de næste år?
»Vi har været for langsomme i musikbranchen. Det er ingen hemmelighed. Men nu er vi i gang. Nu sker der nogle ting. Vi har fået ansat en person, og vi skal have nogle arrangementer med folk, der kan gøre os klogere på emnet, så alle medarbejdere tænker sig en ekstra gang om. Så jeg synes, vi skal tale sammen igen om et år, hvor jeg forhåbentlig kan fortælle meget mere. Hvis ikke, vi har en masse nye ting at tale om der, så har vi et problem«.