Der er ikke mange danske kunstnere, der kan prale af et CV, der når Møs til sokkeholderne. Hun har både stået bag den mest streamede sang i verden, samarbejdet med folk som Major Lazer og Justin Bieber og optrådt for millioner af mennesker på Coachella, hos Jimmy Fallon og på festivaler kloden rundt.
Det lyder måske hæsblæsende nok for de fleste, men faktisk er det bare et skrab i overfladen af, hvad de seneste syv års kometkarriere har budt på af milepæle for Mø.
Jeg møder Karen Marie Ørsted, som hun jo egentlig hedder, på en grå regnvejrsdag i et studie på Refshaleøen i København. Blandt byggerod og fyldte askebægere tager vi plads i et lille rygerum, hvor jeg har gjort mit bedste for at lufte ud – dog uden held. Jeg kan ikke undgå at tænke, at det nok er noget andet, end hun er vant til, men der tager jeg fejl.
»Ej, her lugter rigtig lækkert af unger-stemning«, udbryder hun (med reference til de gamle dage i Ungdomshuset) på syngende fynsk, da hun træder nærmest hjemmevant ind i rummet, der nu er blevet så koldt efter min udluftning, at vi må beholde jakkerne på under interviewet.
Den høje fletning, der i de første år af karrieren blev hendes helt store kendetegn, er erstattet af to små, der indrammer hendes ansigt som en påmindelse om hendes gamle signaturfrisure.
Hun er netop hjemvendt fra New York – en by hun plejede at besøge og bo i med jævne mellemrum, mens karrieren kørte i højeste gear, men som nu har fået en ny betydning for hende.
»Det var virkelig et blast from the past. Det lyder virkelig gammelt, men jeg blev bare mindet om det her vilde liv, jeg har levet. For mig er New York byen, hvor jeg fik lov til at udleve mine vildeste drømme, og hvor jeg har haft den vildeste selvtillid. Samtidig er det også en by, hvor jeg har kæmpet så meget med følelsen af ikke at være god nok og balanceret på randen af stress. En mærkelig blanding af kontraster, som bare er virkelig speciel«.
Dødstromlen og crashet
Møs mange bedrifter står i stærk kontrast til de seneste to år i hendes liv, hvor det hektiske liv som international popstjerne har været erstattet af tiltrængt rehabilitering. Efter ti år med en karriere i konstant fremdrift, måtte hun i 2019 koble helt ud og lytte til sin udmattede krops signaler for første gang i seks år – også selv om det betød et ’tak, men nej tak’ til de store muligheder, der blev ved med at byde sig.
»Man kan jo ikke sige nej til at spille i Fallon, og man siger sgu da ikke nej til at tage på support-tour for Sia – også selv om man er udbrændt. Man er jo bare sådan: Det skal jeg! På det tidspunkt var jeg så bange for at miste alt det, jeg havde opnået, hvis jeg stoppede bare det mindste op, og det gjorde det virkelig svært at indse, at jeg havde kørt mig selv alt for hårdt«.
Forestil dig, at du befinder dig i en cylinderformet arena. Du sidder på en motorcykel og fræser med speederen i bund rundt og rundt på en lodret væg. Publikum hujer og skriger, og du er med på legen. Men så går det op for dig, at du aldrig rigtig kommer fremad, bare rundt. Slipper du speederen, crasher du. Du er ikke klar over, hvordan du egentlig endte der lodret på væggen midt i arenaen, og du ved slet ikke, hvordan du kommer ned igen uden fatale konsekvenser.
Det er det billede på den uendelige dødstromle, der har lagt navn til Møs tredje album ’Motordrome’, der udkommer denne uge.
»Jeg tror, at alle, der bliver ved med at køre rundt i de samme destruktive cirkler, får en ægte lussing på et eller andet tidspunkt. Jeg begyndte at få panikanfald, som var det, der gjorde, at jeg var sådan: Jeg skal have en pause – og det er NU«.
Hvordan føltes det, da du besluttede dig for at tage pausen?
»I starten kunne jeg mærke, at hele verden og mine tanker stadig kørte i ring. Det var som om, jeg havde kørt op af den højeste bakke i 100 år, og da jeg så endelig faldt ned, så var jeg bare i frit fald. Jeg havde virkelig følelsen af at være crashet«.
»Jeg havde været så bedøvet i min arbejdsrus, så det føltes som at vågne op for første gang i fem år – på godt og ondt. Men man vil jo netop gerne kunne mærke både det gode og det dårlige og være bevidst om, hvad der foregår. Jeg havde været ude af min krop i så lang tid på det tidspunkt, og det kom som et chok at kunne mærke, hvor udbrændt jeg faktisk var«.
En svær opskrift på succes
Historien om, hvordan Karen Marie Ørsted såede sine musikalske rødder som en del af punkduoen Mor, er efterhånden veldokumenteret popfolklore i Danmark. Det lå jo ikke ligefrem i kortene, at det var punkpigen fra den fynske flække Ubberud, der en dag skulle toppe alverdens hitlister.
Ikke desto mindre var det, hvad der skete, da ’Lean On’ spredte sig som en steppebrand over hele kloden og slog alle streamingrekorder undervejs. Med et hit i ’Lean On’-størrelsesorden følger der et stort ansvar. Eller måske rettere store forventninger – både fra omverdenen og fra en selv. For hvad er næste trin, hvis man allerede har kysset toppen?
»Efter ’Lean On’ tror jeg, at jeg, uden egentlig at ville det, endte med at følge den her lidt udefinerbare popstjerneformel, som jeg ellers altid har været så meget imod. Jeg var på tour hele tiden, og når jeg lavede musik, kom det hurtigt til at handle om, at vi skulle holde det hele kørende, vi skulle have flere hits«.
»Jeg tror, at når man har oplevet så stor succes, så forestiller jeg mig, at det er ligesom stoffer. Jeg tror altid, jeg vil drømme om at opleve en så voldsom ekstase omkring noget, jeg har lavet, igen, men nu hvor jeg har oplevet, hvor meget man kan smadre sig selv af at gå for meget på kompromis med sig selv, så ville jeg aldrig kunne forlade min intuition på den måde igen«.
Hvordan forlod du din intuition?
»I de perioder, hvor jeg var meget stresset, kan jeg godt tænke tilbage på, at jeg faktisk måske spillede lidt skuespil. Jeg prøvede ligesom på at skabe de her ægte moments, selv om jeg i virkeligheden var alt for træt til at kunne gøre det. Man skal have noget at give af, men man er ude af sin krop. Jeg troede, jeg var der, men jeg vidste nok egentlig godt, jeg ikke var«.
Hvordan har det føltes anderledes med det her album?
»Med ’Forever Neverland’ (Møs andet album fra 2018, red.) kunne det godt føles uforløst og distancerende at være i en masse sessions og jagte det her næste hit. På ’Motordrome’ stammer alle sange virkelig fra følelser og ideer, som jeg har haft et behov for at udtrykke. Jeg føler virkelig, det beskriver den flyvske sorgproces, jeg har været igennem med min stress, hvor nogle sange er meget skrøbelige og dystre, og i andre er jeg mere sådan: Jeg skal fucking nok klare den her«.
»Og det er ikke, fordi jeg ikke var eller er meget stolt af både ’Forever Neverland’ og ’Lean On’. Jeg synes, det var fedt, at de både var seje og samtidig havde den her kommercielle appel. Men når jeg ser tilbage på den tid nu, vil jeg hellere leve resten af min karriere ud som indie eller niche, end jeg vil have sådan et hit igen«.
Hvordan har du det med ’Lean On’ nu?
»Ærligt, ’Lean On’ er så ren en følelse for mig. Det er klart, den minder mig om et stort skifte i min karriere og i mit liv, men jeg synes, den er fucking sej, og jeg elsker den. Jeg er meget stolt af alt det, den sang har bragt med sig, også selv om det har udfordret mig, og jeg måske er kommet til at tage nogle beslutninger, som jeg måske ikke helt havde mig selv med i. Men altså. You live and you learn«.
Oprydning
I stedet for turnéer, storhittende singler og imponerende samarbejder har hverdagen de seneste år budt på psykologaftaler, sangundervisning, hækling og ikke mindst en slukket telefon for Mø.
Og så en reorganisering af både hendes private og professionelle omgivelser.
»Jeg begyndte at rydde op i mit liv. Der var nogle usunde vaner, jeg skulle sige farvel til, og nogle folk, jeg fyrede«.
Var det nogen, der glemte at passe på dig i alt det her?
»Ja, det tror jeg godt, man kan sige, det var, men det var jo også nogle usunde arbejdsrutiner, vi havde bygget op sammen, og jeg har nok også været dårlig til at sætte grænser. Der har jeg bare virkelig lært, at man ikke skal være bange for at ende i lidt akavet stemning. For det er meget farligere at gå med til en masse ting halvhjertet, end det er bare at sige nej, selv om nogen bliver sure. Men det er klart, at det er også andres ansvar. Jeg forstår det bare også godt. Det gik stærkt, og vi var allesammen grønne i starten«.
Hvad var det for nogle usunde arbejdsrutiner, der blev opbygget?
»Jeg tror, jeg vil sige, at alt bare flød sammen i en stor arbejdspøl. Der var ikke et tidspunkt på dagen, hvor man ikke kunne få fat på mig. Jeg kunne sagtens finde på at ringe til min manager kl. 23 om aftenen på en søndag, og pauser var ikke rigtig en del af det. Det var det, der var den helt store giftpille, tror jeg, for det var jo sindssygt på den måde at have åbne kanaler hele tiden. Og ikke kun for mig, men også for mange på mit hold. Vi kom meget hurtigt ind i vores roller fra start af, og når man arbejder så tæt sammen over tid, er det sgu svært at ændre den dynamik. Så må man rydde op i stedet«.
Hvordan ser dit liv ud efter den her oprydning?
»Jeg er blevet meget mere bevidst om, at jeg har grænser, så det har mest handlet om at finde den gode balance. Jeg har lært, at jeg har brug for stimulans eller aktivitet. Jeg trives ikke med bare at sidde og drikke te og hækle hele dagen lang, så jeg skal tillade mig selv at være arbejdsnarkoman ind i mellem. Men jeg skal også kunne holde weekend og seks ugers ferie om året. Jeg har lært, at jeg er nødt til aktivt at slippe arbejdet, selv om jeg jo elsker mit job. Men jeg skal også være et menneske, som kan være i et parforhold, se sine venner og bage en kage med sin mor«.
Credits:
Studie og teknik: Hackstage og Michel Winckler-Krog
Art direction: Astrae studio
Styling: Anne Lintrup Lauritzen
Hår: Donna Marie Thyrrestrup
Makeup: Natalia Syrik