Alt er tilladt på The Minds of 99’s både folkelige og modige nye album ‘Infinity Action’
»Intet nyt og alt ved det gamle er en sikker brækmedicin«.
Sådan skrev punkpoeten Michael Strunge for 40 år siden, og tre minutter inde i The Minds of 99’s nye surprise-album citerer frontmand Niels Brandt digtet som et slags manifest for ‘Infinity Action‘ – bandets nye kreative legeplads, hvor alt andet end stilstand er tilladt, symboliseret ved en skamløs neonfarvet netcaféæstetik.
Her sameksisterer punklyrik, børnesange, engelske og danske gloser, trance og TV-2-catchy omkvæd, for kompromisløsheden er nu en overlevelsesstrategi for det ekstremt succesfulde band, der i december blev kronet af folket til den allerede legendariske koncert i Parken. Selv om de fem barndomsvenner fra Frederiksberg er blevet fuldblodsrockstjerner, er de tilsyneladende ikke for blaserte til at føle presset.
Ordvalget ‘nye legeplads’ er egentlig en tilsnigelse. The Minds of 99 har allerede udgivet halvdelen af sangene på ‘Infinity Action’ drypvist, og det er således over to år siden, at vi første gang stiftede bekendtskab med den syredyppede, engelsksprogede ‘1,2,3,4’ og call-and-response-omkvædet på ‘Big City, Bright Lights’ – sange, der dengang lød atypiske for stringent poprockede The Minds of 99.
Eksperimenterne har stået fint alene. Alligevel har bandet følt behov for at give de kommercielt succesfulde singler et hus at bo i, og spørgsmålet er så, om de reelle nye sange på ‘Infinity Action’ er mere og andet end bare pligtskyldig polstring i albummurværket.
Svaret er heldigvis ja. ‘Infinity Action’ er gennemgående en højenergisk lytteoplevelse, der går i blodet med sine store omkvæd og ditto følelser. ’Det vi venter på’ og ‘Sikke en sang’ lægger sig i flot forlængelse af den brusende poprock på ‘Som fluer’, imens ‘Krop som en sten’ med sine postpunkede basgange, febrilske keyboardtoner og en Brandt i rastløst hopla lyder som – og lever op til niveauet på – den snart ti år gamle ‘Barn af min tid’.
The Minds of 99 har fået nye venner i klaveret og den tørre lejrbålsguitar, og de er med til at udvide den soniske palet og trække bandet i en ydermere folkelig retning.
Det er svært ikke at blive revet med af sange som ‘Under din sne’ og ‘Emil’, selv om sidstnævnte med frejdig fløjten og rim a la ‘smil’ og ‘bil’ flirter med banaliteterne i en grad, så bandet selv har set sig nødsaget til at kalde den for en børnesang. Jeg tvivler ikke på, at The Minds of 99 kunne give ‘Åh abe’ en sprudlende overhaling med et helt album til de mindste, hvis de ville det.
Folkelighed og børnesange til trods er ‘Infinity Action’ faktisk modigt.
Tranceafstikkeren ‘En stemme’ er uforudsigelig, underholdende og virkelig flot forløst, imens Brandt på ‘Folketing / Marketing’ har sit helt eget, mindre elegante, Kim Larsen-moment.
Nogle lege er mere smittende end andre på The Minds of 99’s fjerde studiealbum, men forudsigelige og sikker ‘brækmedicin’ kan man ikke kalde dem, og dermed har bandet til fulde forløst ambitionerne.
Kort sagt:
Kompromisløsheden er en kreativ overlevelsesstrategi for ekstremt succesfulde The Minds of 99 på deres fjerde studiealbum, hvor punklyrik, børnesange, engelske og danske gloser, trance og TV-2-catchy omkvæd sameksisterer. Det er mere folkeligt, end det er punk, men aldrig kedeligt.