’No Other Choice’: Sydkoreansk mester spidder skrøbelig maskulinitet med sin sjoveste film i årevis
FILM. Enhver, der har været i berøring med jobcenter, dagpengesystem og spandevis af afslag, ved, at det kan tære på sjælen at være arbejdsløs.
De færreste tackler dog den svære situation lige så problematisk, som hovedperson gør det i ’No Other Choice’, den nyeste film af den sydkoreanske mester bag nyklassikeren ’Oldboy’, Park Chan-wook.
I stil med hovedpersonen i instruktørens 24 år gamle ’Sympathy for Mr. Vengeance’ bliver familiefaren Man-su (Lee Byung-hun) fyret fra sit fabriksarbejde, hvilket fører ham ned ad et desperat og kriminelt sidespor.
For da han efter flere år stadig ikke har fundet et nyt job i den svindende papirbranche, og hans families luksuriøse livsstil smuldrer, sætter han sig simpelthen for at dræbe sine arbejdsløse konkurrenter. Nærmere bestemt dem, der har et bedre cv end ham.
Kender man Park Chan-wooks til tider grænsesøgende filmkunst, vil man vide, at missionen fører til modbydeligt voldelige yderligheder. ’No Other Choice’ ligger dog et godt stykke fra instruktørens seneste mørke, romantiske thrillere, ’Decision to Leave’ og ’The Handmaiden’.
For med sin nye voldsfilm er han i sit klart mest fjollede hjørne. ’No Other Choice’ er en morsom og absurd satire over kapitalismens og maskulinitetens skrøbelighed samt indbyrdes afhængighed i det dysfunktionelle patriarkat.
Efter fyringen indgår Man-su for eksempel i en terapigruppe for ligesindede mænd, der skal lære, at de er gode nok mennesker, selvom de ikke længere har et arbejde. Med tårevædede øjne og en finger dunkende mod panden messer de »jeg har det fantastisk« – som for at tvinge motivation og positive tanker ind i hovedet, hvor identitetskrisen raser.
Lee Byung-hun er fantastisk i den latterlige og lattervækkende hovedrolle, som skjuler sin skam og sit dårlige selvværd bag den voldelige og ikke videre velsmurte plan.
»Jeg kæmper en krig for vores familie«, siger Man-su undervejs til sin hustru (Son Ye-jin), der undrer sig over, at han er så meget væk fra hjemmet. Ligesom de andre arbejdsløse (og over hele linjen alkoholiserede) mænd i filmen misforstår han sin rolle som familiens beskytter.
I stedet for rent faktisk at finde en god og bæredygtig løsning på deres økonomiske knibe (hvad med at skifte karrierespor?) truer han med at trække dem alle med i faldet.
Med 25 års erfaring fra en papirfabrik har Man-su naturligvis ikke oparbejdet særlige evner som morder. Hans inkompetence medfører, at komikken også flyder ind i selve voldsscenerne.
Humor og nervepirrende spænding går særligt op i en højere enhed i en genialt kaotisk mordforsøgsscene, hvor tre karakterer – morderen, offeret og en uventet gæst – skriger i munden på hinanden og vælter rundt på gulvet, mens høj musik, der sætter en helt anden stemning, overdøver deres stemmer.
Park omfavner kaosset i højspændte situationer som denne. Han står samtidig for stor præcision, når det kommer til filmens visuelle forløb, som er rigt på overraskende vinkler, imponerende kamerature og elegante, flydende overgange med dobbelteksponering.
Særligt mod slut aner man også den 62-årige instruktørs kritiske blik på en verden i heftig forandring. En verden, der i tiltagende grad erstatter mennesker med maskiner og kvalitet med økonomisk gevinst. En verden, hvor man med den gentagne vending »jeg har intet andet valg« (heraf filmens titel) kan fraskrive sig ethvert solidarisk ansvar for sine medmennesker.
Den inhumane udvikling understreger han med en isnende afrunding, der får satiren til at smage af nutidig dystopi.
Kort sagt:
Absurd komik flyder ind i voldsscenerne i Park Chan-wooks maskulinitets- og kapitalismesatire ’No Other Choice’, hvor Lee Byung-hun er fantastisk som en latterlig familiefar på drabelige afveje.