’King’: Kontroversiel Ali Sivandi-serie rammer hovedet på sømmet i sit blik på Københavns bandemiljø
SERIE. Allerede inden premieren har ’King’ skrevet sig ind i offentligheden som en kontroversiel serie.
Udskydelser på grund af den medvirkende rapper Jamaikas ubetingede fængselsdom og beretninger om cannabisuddeling til premieren gjorde Ali Sivandis miniserie til et lettere omdiskuteret kulturprodukt, før nogen havde set et afsnit.
Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt kontroversiel ’King’ i virkeligheden er. Serien er observerende, om end ihærdig, i ambitionen om at ville formidle et budskab. Og det vigtigste budskab er ikke dét, der bliver råbt, men formidlet gennem blikke, relationer og de små forskydninger, der udvikler sig gennem serien. Det er en tilbageholdenhed, som miniserien både vinder og taber på.
’King’ åbner med at placere os direkte i blokkene på Vestegnen. Kameraet bevæger sig ind i en lejlighed i en høj betonblok, hvor barnet Yasin forsøger at falde i søvn, mens hans far slår og råber ad moren i stuen. Ude på gaden står en gruppe fyre og ryger under billygternes kolde skær. Yasin betragter dem tavst. Blikket rummer både frygt og fascination og antyder allerede her, hvordan han er draget mod et liv, som senere kommer til at definere ham.
Efter en kort, men effektiv åbningssekvens springer serien frem i tiden. Yasin (Gabriel Mosleh) er nu teenager, tydeligt trist og uden retning. Han ryger juu, pjækker fra gymnasiet og arbejder i en pakkeshop for at få dagene til at gå. På en vandpibecafé sidder han sammen med vennerne fra blokken, hvor de får en opsang af den ældre dealer Yama, der insisterer på, at uddannelse er den eneste vej ud af den sociale arv. Ordene hænger i luften, men føles allerede som en advarsel, der er kommet for sent.
Kontrasten mellem Yasin og barndomsvennen Malek (Adam Bensmail) står skarpt. Hvor Malek mødes med ros og anerkendelse fra sin familie for sit karaktergennemsnit, bliver Yasin mødt af sin fars hån og konstateringen af, at han ingen fremtid har. Serien er præcis i sin skildring af, hvordan disse forskelle langsomt sætter sig i kroppen og i selvforståelsen.
Da politiet samtidig arresterer de etablerede dealere i den nærliggende park, opstår der et tomrum. Et magtvakuum, som Yasin ser sin mulighed i. Herfra bevæger ’King’ sig hurtigt. Yasin begynder at sælge hash, stjæler et pengeskab fra Hellerup og bruger pengene på en ferie til Marbella, hvor en større og langt mere risikabel mulighed pludselig åbner sig. Hans deroute er hastig og næsten chokerende – men netop tempoet understreger seriens pointe: I et miljø som dette kan et liv tage en afgørende drejning på forsvindende kort tid.
Det er tydeligt, at ’King’ har et ærinde. Serien vil vise, hvor skrøbelig balancen er, når kriminalitet sameksisterer med en tilsyneladende almindelig hverdag. Ambitionen betyder dog også, at serien til tider læner sig op ad genkendelige greb og overlader en del af mellemregningerne til seeren. Ønsket om at nå sit klimaks trumfer indimellem fordybelsen, og tempoet efterlader ikke altid plads til de nuancer, der ellers er potentiale for.
Alligevel er ’King’ mestendels vellykket. Ali Sivandi instruerer sine primært uerfarne skuespillere med en bemærkelsesværdig ro og tillid. Dialogen er underspillet, og relationerne får lov til at udfolde sig uden unødvendig dramatik.
Serien er stærkest, når den fokuserer på de menneskelige konsekvenser frem for kriminaliteten i sig selv – i forskydningerne mellem vennerne fra blokken og i Yasins stille længsel efter noget andet, personificeret i den ordentlige, men stadig cool Marie (Josephine Højbjerg).
Krimidramaet fremstår i sidste ende mindre interessant end det relationelle drama, det sætter i gang. Det er i opløsningen af venskaber, i mistilliden og i tabet af identitet, at ’King’ finder sin egentlige nerve. Her tegner serien et præcist billede af et miljø, hvor sårbarhed er en svaghed, og hvor loyalitet konstant er til forhandling.
Kort sagt:
Ali Sivandis serie fortæller sin historie hurtigt og med velkendte greb, men dens styrke ligger i det ærlige, relationelle blik. ’King’ rammer plet, når den viser, hvor skrøbeligt et ungt menneskes ståsted kan være i et miljø, hvor fejltrin sjældent kan trækkes tilbage.