’Se mod solen’: Biografaktuel spøgelsesfilm kræver din koncentration – men belønner den også
FILM. De færreste kendte navnet Mascha Schilinski før sidste års Cannes-festival. Men den tyske instruktør kom pludselig på mange filmjournalisters læber, da hendes bare anden spillefilm, ’Sound of Falling’, blev udtaget til hovedkonkurrencen og gik hjem med juryens tredjepris.
Den gådefulde generationsfortælling, som på dansk har fået titlen ’Se mod solen’, har også rigtig meget af det, man håber at møde på verdens vigtigste filmfestival.
Det skorter nemlig ikke på kunstneriske ambitioner i Schilinskis film, der følger fire kvinders adskilte liv gennem et århundrede på den samme gård i det østtyske område Altmark.
Filmen er skræddersyet til fordybelsen i biografrummet, for den kræver en del af sit publikum. De forskellige karakterer optræder af og til som voiceover-fortællere, men ellers må man selv finde hoved og hale i de fire perioder, som ’Se mod solen’ frit klipper mellem. En ung mands benamputation og en søsters død er blandt mysterierne, som den kryptiske film længe holder mørklagt for os.
Mørke er der rigeligt af i familiernes relationer, hemmeligheder og ikke mindst traumer. De kvindelige hovedpersoner er tavse vidner til en verden gennemsyret af misogyni, overgreb og incest. Kvinderne er, uden helt selv at vide det, bundet sammen af en fælles levet erfaring, men også af mysterier og uforløste følelser, som de ikke nødvendigvis kan slippe eller tage ved lære af.
Som ’Se mod solen’ skrider frem, bliver det tydeligt, at de mest spændende menneskeskæbner er dem, der ligger længst tilbage i tiden. Et nutidsspor om en ung pige, der tiltrækkes af en frembrusende nabopige, har desværre ikke samme fascinationskraft som hendes forgængere. Dem ville man hellere have tilbragt mere tid sammen med.
Kunne man have klippet den nyeste generation helt ud af filmen? Det ville i hvert fald gøre spilletiden mere spiselig end de nuværende 155 minutter, som er en stor mundfuld at komme igennem.
Mest interessant – og foruroligende – er det mareridtsagtige plotspor sat i 1910, som handler om den lille pige Alma, der er omgivet af både sygdom og sorg. I kraft af sin alder begriber hun ikke selv de dårligdomme, hun overværer i det store dunkle hus, men som publikum gyser man over det olielampeoplyste tidsbillede, hvor døden konstant hænger i luften.
I et alter i stuen finder Alma et uhyggeligt fotografi af sin mor – med et sløret, todelt ansigt – og en lyshåret pige, der ligner Alma en hel del. Det er hendes afdøde storesøster, som også hed Alma, fortæller de andre søskende. »Måske er hendes ånd gået videre til dig«, joker de.
Tanken hjemsøger lillesøsteren og forplanter sig i filmens formsprog. ’Se mod solen’ føles nemlig ofte som en spøgelsesfilm, særligt foranlediget af fotograf Fabian Gampers smukke og undertiden slørede billeder. Kameraet svæver roligt rundt mellem karaktererne, som så vi historien gennem øjnene på en ånd.
’Se mod solen’ bevæger sig også i retning af en psykologisk gyser med filmens gennemførte lyddesign, som med jævne mellemrum erstatter reallyde med overrumplende atmosfærisk støj.
Af og til ser karakterer direkte mod kameralinsen, som om de aner en gennemsigtig, spirituel tilstedeværelse. Eller møder de måske faktisk deres eget fremtidige blik?
I hvert fald tematiserer ’Se mod solen’ minders elasticitet, som tillader os at se os selv udefra – og sågar huske ting, vi ikke selv har oplevet. Undervejs i den associative mindestrøm, der muligvis er inspireret af Andrej Tarkovskijs ’Spejlet’, genkalder karaktererne sig motiver og scener, som andre har bevidnet før dem. Fjerne og fremmede erindringer rammer dem som pludselige stik.
Hovedpersonernes individuelle traumer synes at gå i arv som kollektive ar, der binder kvinderne sammen. Ligesom den spirituelle verden er helingsprocessen uendelig, aldrig afsluttet. For hver gang traumerne gentages, åbner sårene sig på ny.
Kort sagt:
Den tyske Cannes-prisvinder ’Se mod solen’ skildrer på ambitiøs og fragmentarisk vis fire kvinders traumatiske erfaringer gennem et århundrede. Den kryptiske film kræver publikums koncentration, men belønner med en atmosfærisk og overrumplende spøgelsesfortælling.