‘Cotton Candy’: First Hate er i den grad tilbage – og de lyder bedre end nogensinde før

‘Cotton Candy’: First Hate er i den grad tilbage – og de lyder bedre end nogensinde før
First Hate. (Foto: PR)

First Hate skuffede mig, da de tilbage i 2017 albumdebuterede med ‘A Prayer for the Unemployed’.

Her var et af Danmarks mest sprudlende unge bands, der i min optik gik i forfald med cheesy, pastelfarvede og til tider decideret kiksede hymner.

Bevares, albummet havde også nogle gode sange, såsom ‘The One’ og ‘Copenhagen’, men pladen levede ikke op til mine forventninger.

Derfor er jeg så glad for endelig at sidde med efterfølgeren ‘Cotton Candy’ i ørerne. Albumtitlen er ganske vist så sukkersød, at man kunne frygte en gentagelse af forgængeren, men i stedet får vi den nerve og hårdtpumpende klubmelankoli, der i første omgang gjorde, at jeg faldt for gruppen.

Joakim Wei Bernilds synth-håndværk har aldrig været bedre. Det er det rene guf at nyde, hvordan åbningsnummeret ‘Someone New’ starter så ømt og forsigtigt for senere at udvikle sig til at have en insisterende bas – for så at munde ud i en følelseseksplosion af et omkvæd, hvor alle frekvenser fyldes godt ud.

At følge en så fremragende åbner op med den uimodståelige banger ‘What’s the Matter Boy’ er et vovet valg – og under min første gennemlytning frygtede jeg lidt, at de spillede deres høje kort for tidligt. For med sine kraftige trommer og skarpe, nærgående riffs er det en god kandidat til First Hates bedste sang nogensinde. Selv fjollede linjer som »Eat your spaghetti to forgetti your regretti« bliver charmerende i denne tætsiddende indpakning.

Et sted, hvor ‘Someone New’ og ‘What’s the Matter Boy’ også excellerer, er i forhold til hooks, struktur og melodier.

Det er uforfalsket popmusik af den slags, der sidder så godt sammen, at den nægter at forlade hjernen. Og den slags er der en del af her: ‘What About Me’, ‘Hearts’, ‘Commercial’, ‘In My Head’ og ‘Vampire Boi’ formår faktisk at efterleve den ufatteligt høje standard for velskåret synthpop, som albummet starter med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men ‘Cotton Candy’ er også mere end det. Det er ikke et crowdpleaser-album hele vejen igennem.

Kig eksempelvis på titelnummeret, der er et svirrende, summende stykke avantgarde-folktronica. Bandet siger selv, at det handler om den apatiske følelse, når man står op om morgenen, og det svimlende lydbillede med mange pitchshiftede vokaler indkapsler perfekt det tankemylder, man kan mærke, når man vågner med sollys direkte mod ansigtet.

Men selv mere konventionelt strukturerede sange sprudler af sære påfund. Eksempelvis byder den poppede ‘What About Me’ på hvad der lyder som beatboxing med trommer, der vækker mindelser om ‘Closer’ af Nine Inch Nails, mens vokalerne for en gangs skyld ikke er leveret af forsanger Anton Falck, men i stedet af norske Varnrable, der lyder som Björk møder Karen O – hvilket klæder nummeret.

Albummet slutter med balladen ‘Solitary Sundays’, der sammen med ‘Cowboys in the Tub’ og ‘Fortuneteller’ udgør albummets mere stille, blide side. Det bliver næppe de sange, jeg vender mest tilbage til, men det er afgjort velklingende numre, der skaber noget dynamisk kontrast til de mange højlydte, klubbede bangers.

‘Solitary Sundays’ er uden sidestykke albummet mest afvæbnende sang, der handler om at savne nogen, som har haft stor betydning i ens liv. Og det er en rigtig flot, sårbar måde at afslutte albummet, der altså kraftigt understreger, at First Hate er tilbage – bedre end nogensinde før.


Kort sagt:
First Hates synthpop er velskåret og besidder både nerve, klubmelankoli og en snert afvæbnet sårbarhed. Duoen vover at tænke ude af boksen og udfordre lytteren – men resultatet er umådeligt velklingende.

First Hate. 'Cotton Candy'. Album. Escho.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af