Wet Legs debutalbum: Tidens mest hypede duo vil bare gerne have det sjovt

Wet Legs debutalbum: Tidens mest hypede duo vil bare gerne have det sjovt
Wet Leg. (Foto: PR)

Lige siden debutsinglen ’Chaise Longue’ sidste år gik viralt, har Wet Leg redet på en bølge af hype, som kun er de færreste nye navne forundt. Nummeret gjorde college-veninderne Rhian Teasdale og Hester Chambers til indiedarlings i en sådan fart, at det er lige før, vi skal helt tilbage til The Strokes’ gennembrud i starten af 00’erne for at finde noget tilsvarende – og det siger altså ikke så lidt.

Man forstår det sådan set godt. Jovist, Isle of Wight-duoens simple indierock er ikke just revolutionerende, og på mange måder er Wet Leg blot endnu et snakke-syngende navn på Storbritanniens tilsyneladende utrættelige postpunk revival-scene. Men, men. Wet Leg har nu alligevel noget, som åndsfællerne i Dry Cleaning og Yard Act ikke har: Teasdales vidunderligt knastørre humor.

Den absurde, ’Mean Girls’-refererende ’Chaise Longue’ er et glimrende eksempel. For det er altså noget nært umuligt ikke at trække på smilebåndet, når Teasdale i bedste deadpan-stil igen og igen omtaler sin dimission som at få »the big D«.

Duoen var da heller ikke sene til at følge hittet op med den ditto humoristiske ’Wet Dream’, hvor Teasdale revser en enerverende hipster-ekskæreste, hvis mest romantiske påfund er at tage hjem til ham for at se ’Buffalo 66’ på dvd.

Siden da har Wet Leg mildest talt strøet om sig med nyt materiale. Og det i en sådan grad, at de nåede at udsende hele seks af debutalbummets i alt 12 numre som singler, før albummet endelig udkom.

Jeg gentager: Seks ud af 12 numre. Før albummet overhovedet ramte streamingtjenesterne.

Det kan man ret beset ikke klandre dem for. Det handler om at gribe chancen, når den byder sig, og det har Wet Leg så sandelig også gjort. Men det er alligevel altid en undervældende affære at dykke ned i et ’nyt’ album, når man bogstaveligt talt allerede har hørt halvdelen. Det er som at se en film, hvis trailer i forvejen har spoilet det meste af plottet, før man overhovedet har sat sig i biografsædet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men lad nu det ligge. For selv om meget af materialet på ’Wet Leg’ ganske vist ikke er spritnyt, har Teasdale og Chambers ikke desto mindre begået et stilsikkert, rapkæftet og ikke mindst humoristisk debutalbum, der langt hen ad vejen indfrier den enorme hype, som duoen er blevet genstand for.

Og albummet skorter ikke ligefrem på mindeværdige one-liners.

»When I think about what you’ve become / I feel sorry for your mom«, lyder det eksempelvis på højdepunktet ‘Ur Mom’, før Teasdale i andet vers tilføjer: »Yeah, why don’t you just suck my dick?«.

Det er forfriskende bramfrit. Ikke ulig Liz Phairs gyldne dage i starten af 90’erne. Man føler næsten, at duoen bevidst tager pis på en til tider lidt for selvhøjtidelig indiescene. Her er ingen højtravende metaforer eller vision om at ændre verden – bare to 20-somethings, der møder lytterne i øjenhøjde og synger om dårlige datingapps og fester, der ikke længere er så sjove, som de engang var.

Desværre er de bedste numre – ’Chaise Longue’, ’Ur Mom’ og ’Too Late Now’ – langt hen ad vejen også de numre, vi allerede har hørt. Med undtagelse af den selvironiske, Alvvays-klingende ’Piece of Shit’ lever debutens deep cuts bare ikke helt op til singlernes høje niveau, og især gruppeskråleriet på ’Supermarket’ tenderer det irriterende. Har man fulgt Wet Leg op til nu, har man med andre ord allerede hørt det bedste, albummet har at byde på.

Når det så er sagt, er det alligevel svært ikke at betragte Wet Legs debutalbum som en succes. Teasdale og Chambers vil tydeligvis bare gerne have det sjovt – og det høje humør smitter.


Kort sagt:
Med deres selvbetitlede debut har Wet Leg begået et stilsikkert, rapkæftet og ikke mindst humoristisk album, der langt hen ad vejen indfrier den enorme hype, som duoen er blevet genstand for – også selv om albummets deep cuts ikkelever helt op til singlernes høje niveau.

Wet Leg. 'Wet Leg'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af