‘Dawn FM’: Mit omikron-hærgede hoved var den helt rigtige tilstand at opleve The Weeknds nye album i

‘Dawn FM’: Mit omikron-hærgede hoved var den helt rigtige tilstand at opleve The Weeknds nye album i
The Weeknd. (Foto: Brian Ziff/PR)

Jeg inddrager normalt ikke mig selv, når jeg skriver anmeldelser, men denne gang føles det uundgåeligt. Jeg fik nemlig corona dagen efter, at The Weeknds nye album udkom, og jeg skriver denne anmeldelse gennem en sløret feberdis. De seneste mange dage har mine to eneste venner været ‘Dawn FM’ og omikron.

Derfor føles det passende, at The Weeknds nye album er en form for konceptudgivelse, der er skabt til at soundtracke den glidende overgang fra liv til død. Ikke at jeg på nogen måde er i livsfare. Men skæbnen (eller okay: smittekæderne) ville det sådan, at ’Dawn FM’ blev soundtracket til en rejse gennem feberen.

Det er måske en lille tilfældighed i sig selv, men det er samtidig også bevidst, at ’Dawn FM’ lander lige nu. Det føles som et senpandemisk album, der både er tænkt som en slags drømmeverden, man kan leve sig ind i – men som samtidig også hele tiden antyder, at der er lys for enden af tunnelen. Eller, for at bruge Tesfayes terminologi: En solopgang for enden af natten.

Det lyder måske som et exceptionelt ambitiøst album, men det er det også nødt til at være. ‘Dawn FM’ følger jo op på et skelsættende – for ikke at nævne ekstremt kommercielt succesfuldt – værk i form af ’After Hours’.

På albummet fra 2020 lykkedes The Weeknd med at forene to sider af sig selv, der egentlig havde virket som om, de aldrig ville kunne sameksistere. Nemlig den nihilistiske natteravn fra det kolde Canada, der lavede nærmest ondskabsfuldt smuk r’n’b – og så den store, Michael Jackson-agtige popstjernekarakter, der var blevet et verdensnavn med ’Beauty Behind the Madness’ og ’Starboy’.

I anden halvdel af 2010’erne pendulerede The Weeknd mellem de to modi operandi. Men på ’After Hours’ var der ikke længere et enten-eller. Abel Tesfaye formede et nyt popstjerneideal i sit eget skyggebillede. Resultatet var et album, der virkede som en kulmination. Som et hovedværk.

Men ’Dawn FM’ viser faktisk, at ’After Hours’ ikke nødvendigvis kun var slutpunkt for Weeknds kunsteriske udvikling, men også en ny start. For ’Dawn FM’ tager udgangspunkt i det lydbillede, Abel Tesfaye skabte sammen med den nye hofproducer Oneohtrix Point Never på ’After Hours’, men åbner lyden op mod nye retninger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den canadiske popstjernes nye femte studiealbum er måske ikke lige så stilistisk stringent som sin forløber. Til gengæld er ‘Dawn FM’ nysgerrigt og omskifteligt som ingen andre af The Weeknds udgivelser har været det.

Både i kraft af sin konceptuelle iscenesættelse som radiokanal, der soundtracker en persons sidste minutter på jorden (vi får både Jim Carrey som filosofisk radiovært og Quincy Jones som uventet følelsesladet intermezzo).

Men også igennem The Weeknds villighed til at prøve kræfter med alt fra britisk accent og new wave-æstetik på ’Gasoline’ til et forsøg med acid house på ’Every Angel Is Terrifying’.

Og så er der også ting som ’Out of Time’, der er endnu en sublimt udført homage til det store forbillede Michael Jackson anno ’Bad’. Eller ’Don’t Break My Heart’, der giver os trommemaskinedrevet discofest med et glimt i øjet. »I almost died in the discotheque«, lyder det på et tidspunkt. Der er også en mørk, hviskende stemme, der sætter stemningen – lidt på samme måde som Moodymann gjorde på Drakes ’Passionfruit’.

De eneste steder, albummet for alvor snubler, er, når The Weeknd gentager gamle klichéer fra bagkataloget. Som når han for jeg ved ikke hvilken gang indtager den amoralske antielskerrolle på ’Here We Go… Again’, eller når han laver en hel sang om at friendzone en anden person (’Best Friends’).

Men den slags gentagelser er sjældenheder. Primært er ’Dawn FM’ et album, der hele tiden skifter form, men som aldrig forlader popsangens rene strukturer. Det er easy listening og dansemusik på samme tid – et album, der får dig til at glide mod lyset på behageligste vis. Eller som kan forvandle en coronatåge til en lyserød sky.

Der er som sagt en del nik til tidligere årtier, men The Weeknd undgår at lyde som endnu en popstjerne med en 80’er-fetisch, fordi Oneohtrix Point Nevers synthbårne beats har en slags futuristisk kvalitet, der underminerer den rene nostalgi.

Tekstmæssigt er albummet også endnu et skridt på vejen fra selvstiliseret homme fatale til … ja, et rigtigt menneske med oprigtige følelser.

»Is there somebody else« og »how do I make you love me«, spørger han sårbart på sangene af samme navn. Der er endda en hel selvterapeutisk popsang (’Out Of Time’), hvor The Weeknd prøver at forstå, hvordan hans egne traumer har formet hans (manglende) evne til at stole på nogen i et forhold.

På tidligere album havde udsagn som » I swear I changed my ways for the better / ’cause I wanna be with you forever« i bedste tilfælde lydt som selvbedrag og i værste fald som grov manipulation. Men på ’Dawn FM’ tror man på den tidligere skurks forvandling fra manipulator til hæderlig protagonist med hjertet i udstrakt hånd.

Kierkegaard sagde, at for at blive et rigtigt menneske, skal man vælge sig selv. For The Weeknd gælder det snarere, at for at blive et rigtigt menneske, skal man turde vælge den anden. Det gør han for første gang på ‘Dawn FM’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er fascinerende at bevidne The Weeknds udvikling. Både fordi han tydeligvis former idéen om Den Store Popstjerne lige som det passer ham. Men også i forhold til både tekstskrivningen og de nye musikalske veje, han går her. Det er ikke nødvendigvis fordi, han er ufejlbarlig – mere som om han ikke længere er bange for at fejle.

’Dawn FM’ er altså endnu et hovedværk fra en af vor tids absolut største og mest innovative popstjerner.

Hvis det virkelig er anden del af en albumtrilogi, som Abel Tesfaye for nylig har udtalt, ligner det en albumcyklus, der kommer til at definere ikke bare The Weeknds karriere, men også fungere som en perfekt modpart til den tidligere mixtapetrilogi, der startede med ’House of Balloons’ i 2011.

‘Dawn FM’ er samtidig det perfekte værk til pandemiens sene stadie: En tiltrængt fantasiverden, der kan omtolke febervildelser til behagelige hallucinationer, mens man langsomt ledes mod lyset.

The Weeknd plejede at synge om at opleve solopgangen efter en nat med bedøvende stoffer og meningsløs sex. Nu iscenesætter han i stedet morgenrøden som en slags kollektiv katarsis.


Kort sagt:
’Dawn FM’ videreudvikler den synthbårne 80’er-pop fra ‘After Hours’ i nye retninger. Det er er et håbefuldt værk, der lover, at der venter en solopgang efter pandemiens lange nat.

The Weeknd. 'Dawn FM'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af