Det er lidt vildt at tænke på, at Frank Ocean og The Weeknd udgav deres debut-mixtapes så tæt på hinanden. Franks ’Nostalgia, Ultra’ ramte internettet 16. februar 2011, og en måned efter udgav canadiske Abel Tesfaye så ’House of Balloons’ 21. marts.
Begge mixtapes blev givet væk gratis. Begge mixtapes brugte utraditionelle samples af folk som Coldplay, MGMT og Beach House. Begge mixtapes gav r’n’b-genren et ordentligt los i røven. Og begge mixtapes præsenterede en af de største og mest elskede musikstjerner, vi fik i 2010’erne.
Men de to mixtapes – og de to kunstnere – var som ild og vand.
Frank Ocean havde charme, ømhed, selvironi, humor og popkulturel finesse. Han sang om den store kærlighed.
The Weeknd fra Toronto var den iskolde antitese til Franks solnedgangsorange Los Angeles. For mens Frank Ocean skatede rundt med vennerne fra Odd Future, så Abel Tesfaye knap nok dagslys. Han levede om natten. På klubben. Til efterfesten (endnu vigtigere).
Canadieren sang nogle gange i et næsten apatisk toneleje. Han var her for stofferne, damerne og festen i et forsøg på at drukne de følelser, der prøvede at presse sig på som dagslys bag en nedrullet persienne.
’House of Balloons’ er en udgivelse, der bliver indkapslet af linjer som »bring the drugs baby, I could bring my pain« på ’Wicked Game’ og »I’m livin’ for the present and the future don’t exist« fra ’Loft Music’.
Mens Frank Ocean sang om kassettebånds-hyggelig nostalgi, sang The Weeknd om ikke at tro på fremtiden.
De her to kunstnere havde så mange ting tilfælles, men var alligevel så forskellige. Og mens ’Nostalgia, Ultra’ lød sorgløst, poppet og varmt – som en skateboard-tur ned af Venice Beach – lød ’House of Balloons’ som om, det var blevet lavet i baglokalet til en cokeflydende efterfest.
De to Beach House-samples på ’The Party & The After Party’ og ’Loft Music’ skiller sig virkelig ud på en unik måde med dreampoppede guitarfigurer, mens numre som den lokkende ’What You Need’ og den hypnotiske ’Coming Down’ er The Weeknd i sit mest lumre, narkosvævende humør.
Der var aldrig nogen, der havde lavet r’n’b som det her før. Det plejede at være de store følelser, hjertet uden på tøjet. Nu var det apati og stoffer. Men det var ikke kun det emotionelt dystre tekstunivers, der var banebrydende. Selve lydbillet var så gennemført. Æstetikken blev fulgt fuldstændig til dørs, og albummet hang sammen i alle aspekter.
Det var næsten svært at se, hvordan Tesfaye skulle bygge videre på det. Det gjorde han indledende med to fine, men lidt undervældende mixtapes i samme boldgade, inden han i 2013 prøvede at bryde igennem til mainstreamen med ’Kiss Land’, men brændte nallerne i processen.
Det var først i 2015 med ’Beauty Behind the Madness’ og storhits som ’The Hills’ og (igen) narkohymnen ’Can’t Feel My Face’, at Abel Tesfaye blev en popstjerne.
På det noget ujævne ’Starboy’ byggede canadieren videre på sit univers – depraveret, ja, men nu som verdensstjerne. Det skabte nogle nye kontraster i forhold til de snuskede efterfester med glasborde og kædestreger. Temaerne var nogenlunde de samme, men konteksten komplet forandret.
De store ambitioner blev mere og mere tydelige. Tesfaye lavede nu musik med popmusikalske legender som Max Martin og Daft Punk, og de kunstneriske armbevægelser (ud over at lave helvedes gode sange) kom for alvor til syne på sidste års ’After Hours’: The Weeknds mest helstøbte album siden ’House of Balloons’, der tilmed blev ledsaget af en vanvittig musikvideo-odyssé og også kastede en overlegen Super Bowl-optræden af sig.
The Weeknd er ganske enkelt blevet en vaskeægte superstjerne i fodsporene på forbillederne Michael Jackson og Prince. En artist, hvor det kunstneriske og kommercielle går hånd i hånd. Hvor ambitionerne rækker højere end skyerne.
På den måde har The Weeknd og Frank Ocean stadig fællestræk i dag – de er blevet to af tidens største kunstnere ved at beholde integriteten samtidig med, at de rammer bredt.
Ti år senere er det dog mere forskellene, der træder frem. Frank Ocean og Abel Tesfaye er ikke længere de samme kunstnere som dem, der med en måneds mellemrum genskabte r’n’b-genren fra bunden og inspirerede hundreder af andre. De er gået i nye og forskellige retninger.
Ocean er blevet popstjerne, men lever uden for offentlighedens søgelys. Tesfaye er blevet popstjerne med alt hvad det indebærer – og det har hele tiden været planen.
Mens Ocean har fået horder af fans ved – både musikalsk og i sine tekster – at trække sig mere ind i sig selv siden ’Nostalgia, Ultra’, har The Weeknd ramt en nerve ved at smække den natteelskende ekstravagance fra ’House of Balloons’ op i widescreen-popformat.
Den ene har skruet ned, den anden har skruet op. De er vokset i vidtforskellige retninger. Men for ti år siden ankom Frank Ocean og The Weeknd til musikscenen som to sider af samme mønt.