Du har hørt ’Blonde’ til hudløshed. ’Channel Orange’ bliver stadig sat på i hvert fald én gang hver anden måned, og via dine egne Spotify-lister sørger du også for, at singler som ’Biking (Solo)’, ’Moon River’ og ’Dear April’ rammer dine ører med faste mellemrum.
Men hvornår har du sidst hørt Frank Oceans debutmixtape ’Nostalgia, Ultra’? Mit bud er ikke lige så ofte. Og det er der jo nogle praktiske grunde til: Ud over singlerne ’Novacane’ og ’Swim Good’ er udgivelsen nemlig ikke tilgængelig på streamingtjenester.
Mixtapet, der i februar kunne fejre ti-års jubilæum, indeholder nemlig en masse (ikke clearede) samples af blandt andre Coldplay, MGMT og The Eagles – og specielt sidstnævntes Don Henley har som en tyr med udsigt til et rødt tæppe været efter Ocean i forhold til rettigheder.
Dengang i februar 2011 var internettet og verdens musikforbrug bare noget helt andet. Mixtapet blev udgivet gratis uden forvarsel via Frank Oceans Tumblr (!), og Spotify var ikke engang lanceret i USA på det tidspunkt (!!).
Det var mere eller mindre normalt at sample løs og så udgive musikken gratis uden fortjeneste – dengang levede musikken fint på den måde. Den kom ud. Og det var bestemt ikke til at forudse, at denne her letsindighed omkring samples og genfortolkninger skulle bremse en så fantastisk udgivelse som ’Nostalgia, Ultra’ fra at have et ægte liv her ti år senere.
Men mixtapet er næsten forsvundet fra jordens overflade.
Det findes som sagt ikke på streamingtjenester. Det oprindelige download på Oceans Tumblr virker ikke længere. Sangene blev i 2020 fjernet fra Bandcamp. De fleste kan godt nok findes på Youtube, men albumpakkerne derinde mangler altid numre, og så er de oftest i horribel kvalitet.
Nu her skal du ind på mixtape-sider som Datpiff og MixtapeMonkey eller fansider som Blonded.blog for at finde ’Nostalgia, Ultra’.
Tænk over, hvor vildt det er: Den unikke debutudgivelse fra en af de mest elskede og stilskabende musikstjerner det seneste årti er blevet gemt væk i internettets afkroge. Det minder mig næsten lidt om Ukendt Kunstners fantastiske ’Hælervarer’-ep’er, der skabte hypen op til ’Neonlys’ – de kan stadig graves frem på internettet, men er heller aldrig kommet til streaming.
Musikken der startede myten
Men som sagt er der jo en god grund til denne her situation – samples. Og uden dem ville ’Nostalgia, Ultra’ jo heller ikke være det samme.
Men den dengang 23-årige Frank Ocean var nødt til at udgive mixtapet på denne her måde. Efter at have fået hul igennem som sangskriver (blandt andet med en Bieber-credit) var han kommet i stald hos mægtige Def Jam. Men som det er blevet fortalt mange gange før, lagde pladeselskabet Ocean på is og holdt på mixtapet – til musikerens store frustration.
Resultatet af den frustration? Frank Ocean smækkede døren til det legendariske pladeselskab, sluttede sig til en flok rappende skatertyper, der gik under navnet Odd Future, og udgav så ’Nostalgia, Ultra’ gratis via Tumblr. Det gjorde bestemt ikke noget for hypen, at mixtapet udkom lige i kølvandet på Tyler, The Creators ikoniske ’Yonkers’-musikvideo.
Det var her, myten om Frank Ocean for alvor begyndte. Def Jam-historien og Odd Future satte hjul på, men det var lyden af ’Nostalgia, Ultra’, der virkelig fik bussen op i omdrejninger.
Frank Ocean sang med en blid, romantisk klang, men kammede aldrig over i flødeskum. Han havde selvsikkerhed og vid, men var samtidig sårbar.
Teksterne på ’Nostalgia, Ultra’ er sjove, popkulturelle og spidsfindige – her er sange om stor kærlighed, en episk fortælling om et ’American Weddding’ og et nummer, der starter på Coachella, men ender i et miskmask af sex og stoffer. Det der »cocaine for breakfast, yikes« får mig stadig til at smile hver gang, jeg hører ’Novacane’.
Selve musikken på ’Nostalgia, Ultra’ er mere løs, poppet og ligefrem end den, vi kender fra de mere nyskabende og gennemførte ’Channel Orange’ og ’Blonde’, og det var i høj grad stemmen, teksterne og hele stilen, der fik mixtapet til at skille sig ud.
Ocean opkaldte inderludes efter kendte computerspil som ’Street Fighter’ og ’Soul Caliber’, han samplede (ekstremt) kendte sange af MGMT, Coldplay og The Eagles, og i slutningen af ’Lovecrimes’ samplede han en Nicole Kidman-scene fra ’Eyes Wide Shut’ ind – for på ’Novacane’ at namedroppe både filmens instruktør og lave et kløgtigt ordspil på titlen.
»I’m feelin’ like Stanley Kubrick
This is some visionary shit
Been tryna film pleasure with my eyes wide shut«.
Derfra havde Frank Ocean mig i sin hule hånd – så meget, at jeg året efter mixtapet tog til Sverige udelukkende for at opleve ham live for første gang. En tur, der dog endte i den ultimative skuffelse.
Kort efter ’Nostalgia, Ultra’ fik Frank Ocean en plads på Kanye West og Jay-Z’s fællesalbum ’Watch the Throne’, og i 2012 udkom ’Channel Orange’ til universel lovprisning. Resten er historie. Men vi må aldrig glemme begyndelsen.