JUBILÆUM. Hypen omkring det cirka ti personer store Odd Future-crew havde boblet i noget tid, men i starten af februar 2011 gik det amok. Kollektivet brugte deres hype som en håndgranat, der blevet kastet midt ind på hiphopscenen. Det hele eksploderede.
Odd Future spillede deres første koncert i New York og var i samme omgang forbi Jimmy Fallon iført skimasker, hvor de endevendte hele det pæne talkshow. Crewlederen Tyler fik samtidig en pladekontrakt hos XL Recordings og udgav en musikvideo, hvor han åd en kakerlak og endte med at hænge sig selv.
Sangen ‘Yonkers’ står i dag – præcis ti år senere, tillykke! – som en klassiker. Det er nummeret, der mere end noget andet indkapsler det vanvittige momentum, som en flok kaosskabende teenageskatere fra Los Angeles havde i begyndelsen af 2010’erne.
Hvis hiphopscenen var et high school-cafeteria, var Odd Future en revolution af jointrygende, artistiske skatermøgunger, der stormede ind og slog maden ud af hånden på de veltilpassede elever, væltede alle bordene og satte ild til hele lortet. De var outsidernes triumf over det etablerede.
På en måde var de nærmest 2010’ernes svar på ’Jackass’-crewet med Tyler som flokkens Johnny Knoxville – og ‘Yonkers’ var hans version af at få en spillefilm i biografen verden over.
Odd Future-bevægelsen peakede med ’Yonkers’ og Tylers efterfølgende ’Goblin’-album samt den kaotiske optræden hos Jimmy Fallon, der er blevet legendarisk. Som kollektiv nåede OFWGKTA aldrig helt samme højder igen, så på en måde markerer ‘Yonkers’ også begyndelsen på enden. Men for Tyler var det her faktisk kun starten.
Den sort-hvide musikvideo vidner for eksempel om en ny, kunstnerisk ambition: Den er instrueret af rapperen selv og er langt mere poleret og konceptuel end de tidligere videoer fra crewet. Den føles som et statement.
Senere kaldte Kanye West ’Yonkers’ for årets bedste musikvideo (når han siger det, så ved man, at han mener det!), mens nyere artister som Billie Eilish også er blevet inspireret af den.
Rent musikalsk er den legesyge sang, der ifølge Tyler selv opstod som en parodi på New York-rap, ret solidt plantet i den tidlige Odd Future-æstetik: Et minimalistisk, tungt beat, og komplekse rim, der i bedste Eminem-stil handler om at chokere ved at sende dødstrusler til poppede musikere som B.o.b. og Bruno Mars. Der er også et voldeligt alter ego ved navn Wolf Haley, der rapper med en forvrænget stemme og modsiger alt, normale Tyler siger.
Men med lidt god vilje kan man måske også se noget af den udfordring af hiphoppens kønsroller, der har fyldt så meget på Tyler, the Creators senere album, på den her tidlige sang, der jo også starter med at beskrive den unge rapper som et »fucking walking paradox«.
Mellem chokeffekt-punchlines og henkastet brug af ordet »faggot« er der nemlig også linjer, der leger med ideen om kønsroller: »I slipped myself some pink Xannies / and danced around the house in all-over print panties«, lyder det et sted.
Tyler følger godt nok op på de linjer med at forsikre lytteren om, at han ikke er »gay«, men teksten vidner alligevel om, at den flirten med en flydende seksualitet, der senere er blevet udforsket på album som ‘Flower Boy’ og ‘Igor’, altså allerede var i gang her.
På den måde er ’Yonkers’ ikke kun det olympiske højdepunkt i Odd Futures vilde ungdomsoprør. Men også begyndelsen på en af de seneste ti års mest fascinerende solokarrierer, der har udfordret hiphoppens fastgroede forestilling om maskulinitet og seksualitet.