Syv Soundvenue-skribenter fortæller om deres yndlings Frank Ocean-sang

Mens vi venter på albummet. Som kommer i 2020. Please, Frank?
Syv Soundvenue-skribenter fortæller om deres yndlings Frank Ocean-sang
Frank Ocean.

Frank Ocean er på mange måder en atypisk superstjerne i nutidens verden. Han værner ekstremt meget om sit privatliv, og hans perfektionistiske tilgang til sin musik tillader ham kun sjældent at udgive noget. Men når han så endelig gør det, alle glæder sig til, lægger verden sig for hans fødder.

Bliver 2020 mon året, hvor vi får et nyt Frank-album? Til august er det trods alt fire år siden, han udgav ‘Endless’ og ‘Blonde’.

I april udgav Frank Ocean de to nye sange ‘Dear April’ og ‘Cayendo’, men ellers er det ikke meget, vi har set eller hørt til ham på det seneste.

Stilhed er dog en sjov størrelse i sådan en situation. Betyder den, at Frank laver alt muligt andet end musik? Eller betyder den, at han er komplet begravet i at skabe nye sange?

Vi vælger at tro på sidstnævnte, og mens vi venter, har en række Frank Ocean-glade Soundvenue-skribenter valgt og skrevet om deres yndlingssange med den enigmatiske superstjerne.

‘Pink + White’ (2016)

Valgt af Maibritt Enevoldsen: »Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har lyttet til ’Pink + White’. Alligevel er det som om, jeg, idet nummeret slutter, straks mister taget om det igen. Ikke fordi det er uoverskueligt – tværtimod er det faktisk ganske ligetil og øjeblikkeligt fængende. Men fordi alle entiteterne i nummeret gør hver sin selvstændige stemningsmættede ting.

Fra de smægtende strygere og den frækt luntende (åh, jo!) basgang til Beyoncés kælne baggrundsvokal og Franks fintfølende melankoli gennemsyret af underspillede tvetydigheder. Som var det hver sin perfekt placerede klat i et impressionistisk maleri, der på afstand synes noget så smukt i al sin enkelthed, men som du aldrig helt kommer til at kunne begribe tæt på. Lidt ligesom Frank«.

‘Slide’ (Calvin Harris feat. Frank Ocean & Migos, 2017)

Valgt af Kristian Karl: »’Slide’ er en på alle måder uventet sang. Den er nok det mest smagfulde, Calvin Harris har præsteret, og den byder på et af de bedste Migos-gæstevers fra deres storhedstid i 2017. Men fremfor alt er ‘Slide’ selvfølgelig sangen, der viser, at den ellers så ofte indadvendte og reflekterende Frank Ocean kan smide kalechen af bilen og køre mod solnedgangen med vinden i håret.

Mange af Oceans sange drejer sig om en vis livslede, der føles som om, den er bagt i Los Angeles’ sol, og der er da også en god dosis apatisk dekadence på ’Slide’. Men den overvejende følelse er en slags sublim tilbagelænethed, der gør ’Slide’ til den perfekte sommersang – og til mit favoritnummer med Frank Ocean«.

‘Thinkin Bout You’ (2012)

Valgt af Jennifer Frydensberg Lehmann: »Jeg kan ikke bryste mig af, at jeg var first mover med om bord på Ocean-toget allerede fra mixtapet ’Nostalgia, Ultra’. I stedet var det den svævende ballade ’Thinkin Bout You’ fra debutalbummet ’Channel Orange’, der udgjorde både mit, og sikkert også mange andres, første møde med Frank Oceans legesyge og dybt inderlige univers – og man glemmer jo sjældent sin første forelskelse.

Så selv om Oceans bagkatalog bestemt indeholder mange perler, så vil det altid være ’Thinkin Bout You’s ømme falset, jeg tænker på, når jeg mindes den første spæde kærlighed og de evige mærker, den efterlader, uanset hvor cool og overskudsagtig, man forsøger at være. »I remember, how could I forget?««.

‘Biking’ (2017)

Valgt af Kjartan F. Stolberg: »’Biking’ er sådan en sang, hvor jeg kan huske præcis, hvor jeg var, da jeg hørte den første gang, plus det sus af følelser, der kørte gennem min krop – selv på en relativt overfladisk gennemlytning, hvor jeg ikke engang hørte ordentligt efter teksten. Som Franks allegoriske cykeltur (et billede på hans oplevelser med sit mentale velvære og sin seksualitet) gradvist bliver mere intens, kan man høre det hele blive mere anstrengt. Der er således en smuk tragisk ironi over, hvordan han synger »I don’t get weak in the knees« med den største smerte i stemmen.

Da jeg med tiden kiggede nærmere på lyrikken, blev sangen kun stærkere, og hvert eneste ord lander kun stærkere, jo mere man er bekendt med sangen. Og den hæsblæsende outro giver kuldegysninger gang på gang«.

‘Novacane’ (2011)

Valgt af Christian Wolkoff: »Starten af 2011 var en vild tid. Frank Oceans ’Nostalgia, Ultra’ udkom 16. februar, og The Weeknds ’House of Balloons’ fulgte efter 21. marts. Med ét var r’n’b forvandlet for altid, to superstjerner var født, og jeg havde det så vildt over begge album. Så vildt, at Franks debutsingle nok stadig står som min favorit.

Den er så smooth, og allerede her viste Frank sit overlegne talent for historiefortælling, der gemmer på meget mere end den overfladiske rus. »I can’t feel my face« sang han fire år før, The Weeknd blev megastjerne med dén linje, og ’Novacane’ er et sublimt eksempel inden for den sangdisciplin, der sidestiller stoffer og kærlighed.

Siden mixtapet er Frank Ocean naturligvis vokset på næsten alle musikalske parametre, men der var lidt mere løssluppenhed over ham dengang. Han samplede Coldplay, genindspillede ’Hotel California’, sang Stanley Kubrick-referencer og skrev altså ’Novacane’ om en tandlægestuderende, der laver porno på siden.

»Cocaine for breakfast, yikes«-leveringen får mig stadig hver gang«.

‘Self Control’ (2016)

Valgt af Niels Jul Bruun: »Første gang, jeg hørte ‘Self Control’, sad jeg og græd en nat i Dubai lufthavn på vej hjem fra en ferie i Tokyo. Jeg var både lykkelig, trist og træt, og jeg blev overvældet af sangen og dens blanding af sommerlig rus og melankoli. På ‘Self Control’, hvis produktion er så blød og varm, at man kan mærke aftensolen mod huden, prøver Frank at holde på sin (sommer)flirt — ligesom jeg, i lufthavnen, ønskede at sommeren kunne vare lidt endnu.

Men alting slutter en dag. Derfor er det ekstra smukt og ekstra trist, når han i outroen tigger og beder om bare lidt mere tid, selv om han ved, det er forbi: »I know you gotta leave / take down some summertime / give up, just tonight««.

‘Pyramids’ (2012)

Valgt af Nikolaj Boesby Skou: »Titlen til nummeret er passende, for det kan sagtens beskrives som et af verdens musikalske vidundere. Som de egyptiske pyramider i Giza står ‘Pyramids’ midt i Frank Oceans diskografi og rager højt mod himlen, og det er som om, musikken ville være det perfekte soundtrack til en forhistorisk faraobegravelse.

Starten med det tunge beat er det kilometerlange optog til pyramiderne, og når sangen så skifter stil, matcher det tårerne på de efterladtes kinder. Til sidst er en skærende guitar med til at opløse ‘Pyramids’, og man kan forestille sig, hvordan faraoens sjæl løsriver sig fra mumien i sarkofagen og svæver væk til det evige liv. Sangen giver mig en nærmest religiøs oplevelse, og i min bog er det Franks største kunstneriske bedrift«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af