1. Starten: Lyset skinner på The Weeknd
Den store port åbner sig, og Abel Tesfaye aka The Weeknd bader sig i lyset, selv om han selv står i skygge. Han bader sig i beundringen. Han er en superstjerne. En superstjerne, som nu står til Super Bowl og kanaliserer sin kunst ud til så mange millioner tv-seere verden rundt, at man slet ikke kan begribe det.
Selvfølgelig starter Tesfaye med ’Starboy’. Det er et statement. Og jeg får lidt flashback til Jay-Z’s legendariske linje om, at han altså ikke er en businessman: »I’m a business, man!«.
The Weeknd er ikke kun en Starboy: »I’m a motherfucking star, boy!«.
2. Et lille smil
Spol frem til 5:18 – det er lige der, hvor ’I Feel It Coming’ starter, og The Weeknd igen rammer det åbne stadion efter en sekvens i nogle gyldne korridorer.
Her kan man ganske enkelt se, hvor glad Tesfaye er. Han hører hjemme her. Han kan ikke lade være med at synge med på omkvædet, selv om det kører over backtracket, og han slet ikke har mikrofonen oppe til munden. Han kigger direkte ind i kameraet og smiler.
Det er som om, det i et splitsekund går op for ham, hvor stort det her egentlig er. Det er skønt at se. Ægte glæde. Ægte stolthed.
3. ’Earned It’ bliver skruet op til 11
Super Bowl-showet er normalt ikke et sted, hvor man fyrer op for de helt store ballader. Der er omkring 13 minutter til at levere en omgang underholdning til historiebøgerne, så selvfølgelig skal der gerne være lidt knald på.
Men det var bestemt ikke kedeligt, da The Weeknd leverede ’Earned It’. Den slæbende, sensuelle ballade blev skruet op til et storslået niveau med strygere, bulder og brag, og specielt til slut blev der virkelig trykket på alle knapper.
4. Fra ballonhuset til de blændende lys
Selvfølgelig skal finalen på The Weeknds stramt koordinerede show med her. Både fordi slutningen med ’Blinding Lights’ og de mange bandage-indsvøbte dansere var totalt gennemført og Michael Jackson-overlegen, men også fordi canadieren ledte op til sit største hit med noget helt fra starten af karrieren.
Abel Tesfaye løb nemlig ind på plænen til tonerne af ’House of Balloons’ fra hans debut-mixtape af samme navn fra 2011. Dét nummer er fra en anden tid; en tid, hvor canadieren sang om nattelivets apati og stoffer i lange baner.
Det gør han jo på sin vis stadig, men der er stor forskel. Dengang sang han som en ensom sjæl i natten, nu synger han som en af verdens største popstjerner. Og derfor var det smukt at se, hvordan ’House of Balloons’ og ’Blinding Lights’ som to hidtidige ender i en glorværdig karriere blev flettet sammen til en værdig afslutning på et show, der et eller andet sted må være det hidtidige højdepunkt i The Weeknds karriere.