1. Døden, døden, døden
»Døden, døden, døden«. Sådan indledte Astrid Lindgren efter sigende alle sine telefonsamtaler, for så var det ubehagelige emne ligesom af vejen. Men på The Weeknds nye album er døden ikke noget, der skal undgås, men et emne, der skal udforskes.
Hele albummet er fyldt med en dødssymbolik, hvor Abel Tesfaye leger med alle de dødsrefererende klicheer om kærlighed. Fra singlen ‘Take My Breath’, hvor en kvinde vil kvæles, til mere eftertænksomme numre som ‘Out of Time’, der handler om, at tinden rinder ud.
Andre steder er der referencer til engle og efterlivet samt denne linje, der indkapsler The Weeknds eskatologiske verdensbillede: »It’s 5 AM, I’m nihilist / I know there’s nothing after this«.
Derudover er der jo albumcoveret, hvor sangeren er blevet meget gammel, og lad os heller ikke glemme The Weeknds radioprogram, der hedder ‘Memento Mori’ – »husk døden«.
It all makes sense! Og apropos radio…
2. Easy listening til skærsilden
Albumtitlens ‘Dawn FM’ er ikke en helt almindelig radiostation. Det er nemlig en samling sange, der er skabt til at soundtracke den sidste lille time i en persons liv. »Easy listening«, mens efterlivets lys nærmer sig, som Jim Carrey siger på ‘Out of Time’.
Radiotemaet er virkelig veludført: Her er både exceptionelt lækre overgange mellem sangene samt radiovært-agtige passager med folk som Quincy Jones og Jim Carrey. Sidstnævnte får endda albummets sidste ord på en sang, der minder lidt om Giorgio Moroders visit på Daft Punk-albummet ‘Random Access Memories’.
3. Den britiske accent på ‘Gasoline’ er … ikke god
Den værste musiker-accent siden Lady Gaga i ‘House of Gucci’?
Thank you, next, som Ariana Grande ville sige.
4. The Weeknd har fundet den perfekte producer
‘Dawn FM’ lyder umiddelbart helt fantastisk. Lydbilledet er en lysere, mere poppet videreudvikling af den krystallisk klare æstetik fra ‘After Hours’, så man behøver nærmest ikke tjekke, hvilken producer der står bag størstedelen af albummet.
De her synthbårne-beats klinger umiskendeligt af Oneohtrix Point Never, der er blevet The Weeknds højre hånd, siden de begge var inde over filmen ‘Uncut Gems’.
5. 80’er-fascinationen fortsætter
Vi bliver lige i lydbilledet et punkt mere. For ‘Dawn FM’ er endnu et skridt ind i den 80’er-fascination, der har været en del af The Weeknds lyd helt tilbage til ‘Beauty Behind the Madness’.
Men her er 80’er-sangene mindre bombastiske og lysere. Det er easy listening, som Jim Carrey jo siger, og lidt mere sofistikeret end de popsmaskere, The Weeknd lavede med Max Martin tidligere.
Ikke for at sige et ondt ord om den svenske producerkonge. Faktisk er han jo også med igen her, og så endda på albummets måske stærkeste sang, ‘Less Than Zero’, der har sådan et omkvæd, der nok skal vælte arenaer på The Weeknds kommende turné.
6. Prisen for den mest The Weeknd-agtige linje går til…
Denne her genistreg fra den lidt ‘House of Balloons’-agtige ‘Here We Go… Again’: »I loved her right, make her ‘Scream’ like Neve Campbell«.
7. Gæsterne føles ikke essentielle
Tyler, the Creator og Lil Wayne har markeret sig som nogle af de seneste års stærkeste gæsterappere, men på ‘Dawn FM’ føles de lidt overflødige. De har begge ekstremt karakteristiske stemmer, der i virkeligheden skær lidt i det ellers perfekt polerede lydbillede.
8. The Weeknd jagter ikke hits…
… men mon ikke han snubler over dem alligevel?
Ligesom ‘After Hours’ føles det her som et album, der har et stramt koncept og en klar æstetik. Men Abel Tesfaye kan også bare skabe de der magiske, svævende omkvæd – som på ‘Less Than Zero’ og ‘How Do I Make You Love Me’ – der har en slags himmelstræbende kvalitet, der gør, at de føles evige.
Vores gæt er derfor, at radiostationen ‘Dawn FM’ kommer til at soundtracke ikke bare tiden før døden, men også meget af året 2022.