‘House of Gucci’: Ridley Scotts modekarikatur med Lady Gaga og Adam Driver er som kunstskøjteløb på kokain
Man gør som Gaga.
Bevæger sin finger i korsets tegn på god gammeldags katolsk facon, mens man sværger på »father, son and house of gucci«. Det gjorde min veninde i hvert fald i efterligning af filmens hovedkarakter Patrizia ’Gucci’ Reggiani, med tilnavnet Den sorte enke, da jeg en uge før filmens premieredato diskuterede traileren til ‘House of Gucci’ med hende.
Ridley Scotts stort anlagte biografiske drama om familien, der grundlagde Gucci-imperiets storhed og fald, og især Lady Gagas tilstedeværelse i den, har været et meme et godt stykke tid, inden den overhovedet har ramt biograflærrederne.
Og det er der ikke noget at sige til. Især billedet af Lady Gaga i skarpt italo disco-look og Adam Driver iført en solid 70’er-brille og hvid kabelstrik poserende i et snedækket bjerglandskab har hjemsøgt mig, siden det lagde internettet ned i marts. Det var en kombination, de færreste havde set komme, som derfor havde potentiale til at være fuldstændig genial.
Især ideen om at Lady Gaga efter den hjemlige rolle i ‘A Star is Born’ skulle springe ud som magtsyg italiensk modedronning, virkede som en forestilling, man måtte have billet til.
Men efter 158 fuldfede minutter i selskab med ‘House of Gucci’s ubeslutsomme flirt med det campede, føles opvarmningshypen allerede langt væk.
Selvom hendes italiensk-amerikanske dialekt har trukket overskrifter, er det dog ikke Lady Gagas skyld. Som forhenværende Gucci-frue Patrizia Reggiani formidler hun outsiderens kamp for at opnå klasse med hver eneste stræberiske indånding og manipulerende ansigtsmuskel.
Hendes kompromisløse kamp for at træde ind i elitens cirkler er den centrale historie, og hun bærer dens kitschede kors med rank ryg. Selvom det ikke er hver tone i hendes bombastiske spil (eller accent), der klinger rent, matcher hendes desperation efter at gøre det godt glimrende hendes karakter. Patrizia er villig til at gøre hvad som helst i sin kærlighed til sin mand Maurizio Gucci og det, deres ægteskab symboliserer: magt og status.
Og det samme gælder Gaga.
Da unge Patrizia møder Maurizio til en fest, er det kærlighed ved første Gucci.
Hun er speditørdatter – rig, men ikke fin. Han er barnebarn af Guccio Gucci, selveste mærkets grundlægger, men kejtet, genert og uinteresseret i den celebre familievirksomhed. Hans far Rodolfo er en iskold tidligere stumfilmstjerne (Jeremy Irons med ekspressionistiske rander under øjnene), der aldrig er kommet sig over tabet af Maurizios mor.
Ved filmens begyndelse er det farens bror og modsætning, den varme Aldo Gucci (Al Pacino som brandvarm italiener), der leder virksomheden med forkærlighed for langbenede modeller, faderlige kram og regnskabssvindel. Aldos egen flamboyante søn Paolo (Jared Leto) ser sig selv som Guccis messias, selvom han i familiens øjne blot er en stilforladt dumrian.
Men Maurizios forelskelse falder ikke i god jord hos far Rodolfo. Blandt andet fordi Patrizia ganske udannet ikke kan kende en Klimt fra en Picasso, hvilket klinger noget hult i en film, der prøver at bilde os ind, at Jeremy Irons, Al Pacino, Jared Leto og Adam Driver er italienere (på hver deres unikke måde) og i familie med hinanden.
Så da han bliver smidt ud hjemmefra, banker Gucci-kronprinsen pludselig på døren hos familien Reggiani, hvor han samler en spuleslange op som deres nye lastbilsrenser og lader til at nyde kærligheden og friheden fra den intense modefamilie til fulde.
I det kommende powercouples hvedebrødsdage på parkeringspladsen udspiller der sig også en lille lykkemontage for Adam Driver-fans, hvor Adam Driver går godmodigt rundt i kedeldragt, scorer et mål i fodbold og efterfølgende fejrer det med at kaninkneppe Lady Gaga på et skrivebord for nedrullede gardiner. Den ægte forelskelse mellem Patrizia og Mauritzio er helt afgørende for, hvordan man forstår resten af historien, og den kunne man sagtens have tilbragt mere tid med.
Men selvom Maurizio er lykkelig, har Patrizia konstant øjnene på den prestigefyldte Gucci-bold. Og med hjælp fra hans Onkel Aldo får hun med fatal list og manipulation banet deres vej til kernen af mørkets hjerte og det, det hele handler om: ‘House of Gucci’.
Skal man tro filmen om dem, var familien bag det italienske modeimperium ikke specielt smukke, kloge eller dygtige. I hvert fald ikke til særlig meget andet end at rykke rundt med hinanden som ludobrikker i haute couture.
Ridley Scotts fortælling over manuskriptet af Becky Johnston og Roberto Bentivegne baseret på Sara Gay Fordens bog om den skandaleramte modefamilie farer vild i sine mange flamboyante karakterer og får aldrig løftet fortællingen ud af det tabloide.
Når Gagas røst beretter, at Gucci-navnet var forførende og »synonymt med rigdom, stil og magt«, er det svært at få øje på tiltrækningskræften i en film, hvor Gucci’erne mestendels er et par gamle sure mænd og en lallende proteseindpakket Jared Leto.
Selvom de mange skarpe kostumer fortæller glamourøst med om menneskene, der spankulerer højdramatisk rundt i dem, føles ‘House of Gucci’ aldrig som en fuldkommen modefilm. For selvom filmen foregår i 80’erne og 90’erne, hvor Gucci-brandets betydning er på retræte, er det svært at forstå, hvorfor deres fortælling fortjener en så lang film, når de alle virker som smådumme amatører.
Det tætteste, vi kommer på reel modelærdom, er, da Rodolfo vifter et traditionsrigt Flora-tørklæde for næsen af nevøen Paolo, der forsøger at imponere ham med en hjemmetegnet kollektion. Hos Gucci er der »Ingen brune. Ingen pasteller«. Hvorefter en tankevækkende meme-værdig situation endnu engang indtræffer, da den næsten ugenkendelige Jared Leto bander som Super Mario og pisser på det.
Jeg havde håbet, ‘House of Gucci’ ville være en gennemført glamourøs fortælling fra modeverdenens indersøm. Et iskoldt kalkuleret drama med en kulisse af italiensk kulturelite og næsten mafiosisk familietradition. Celeber mordgåde med matchende modeæstetik, som det var tilfældet i Ryan Murphys ‘The Assasination of Gianni Versace’.
Men hvis man ikke kan få den, man elsker, må man elske den, man får, og man kan godt nyde ‘House of Gucci’ og elske dedikationen bag castets vanvidspræstationer.
‘House of Gucci’ er underholdende i sit stiliserede og velproducerede intrigesmæskeri, men den mangler klasse. Den føles det meste af tiden som kunstskøjteløb på kokain. Overivrig ud over alle grænser på en højspændt 80’er-agtig måde. Men aldrig glamourøs og elegant som en ballet, selvom udførslen er lige så teknisk krævende.
Kort sagt:
Historien om outsideren Patrizia Reggianis fatale infiltration af Gucci-imperiet har alle ingredienserne til at ose af overskud. Men i hænderne på Ridley Scott er den excentriske overklassehistorie blevet en kulturforladt Hollywood’sk havregrød af en dramatisk biopic drysset med kampexcentriske skuespilpræstationer fra hver sin fantasiregion af Americano Italiano.