Willows nye album bør gøre Machine Gun Kelly grøn af misundelse
Poppunken er i den grad tilbage i mainstreamen.
Alene i år har vi fået (endnu) et poppunk-album fra den stagnerede rapper Machine Gun Kelly samt Demi Lovatos ditto poppunk-inspirerede genfødsel i form af sommerens ’Holy Fvck’. Men også en række af scenens største veteraner er så småt begyndt at røre på sig igen.
My Chemical Romance udgav for nyligt deres første nye sang i årevis, og for lidt over en uge siden fulgte kollegerne i Paramore trop. Selv Avril Lavigne vendte i begyndelsen af året tilbage til rødderne på albummet ’Love Sux’, der kunne have været en samling b-sider til hendes 2002-hit ’Sk8er Boi’.
Pointen er, at den til tider så udskældte 00’er-musikstil er tilbage i fuldt flor. Og det i en sådan grad, at bølgen i min optik fortjener at få sit eget navn. Zoomer-emo? TikTok-rock?
Personligt hælder jeg mest til sidstnævnte. Og med udgivelsen af ’Coping Mechanism’ – efterfølgeren til Willow Smiths ligeledes poppunkede 2021-album ’Lately I Feel Everything’ – er det yngste medlem af årets mest omdiskuterede Hollywood-familie lige blevet min nye yndlings-TikTok-rocker.
Én ting er, at Willow igen sigter efter et mere upoleret udtryk og altså ikke – modsat eksempelvis Machine Gun Kelly og Demi Lovato – forsøger at genskabe den über-kliniske, overproducerede æstetik, der definerede poppunk-bevægelsen i 00’erne.
Noget andet er, at hun nægter at lade sig begrænse. Jovist, sange som ’Hover Like a Goddess’, titelnummeret og til dels også den eksplosive lukker ’Batshit’ er trods alt stadig klassisk poppunk, men det komprimerede refræn i førstesinglen ’Maybe It’s My Fault’ klinger ærligt talt mere af Deftones’ ’White Pony’ end af Green Days ’American Idiot’.
På albumhøjdepunktet ’Perfectly Not Close To Me’ allierer Willow sig desuden med Yves Tumor og omfavner gnidningsfrit dennes mere psykedeliske ende af rockspektret. Willow er tydeligvis først lige gået i gang med at udforske rockgenrens facetter, og på ’Coping Mechanism’ slipper hun afsted med det meste.
I en tid, hvor kynikere står i kø for at erklære rockgenren død, fremlægger Willow på sit femte album et klokkeklart bevis på det modsatte.
Men det, der for alvor adskiller Willow fra hendes poppunk-peers, er noget så abstrakt og fortærsket som spørgsmålet om autenticitet.
I en alder af blot ni år indledte barnestjernen ganske vist musikkarrieren med det poprappede monsterhit ’Whip My Hair’, der blev efterfulgt af et par drømmende r’n’b- og artpop-svipsere i form af blandt andet debutalbummet ’Ardipithecus’. Men nu synes Willow endelig at have fundet ind til kernen af sit musikalske virke.
Det kommer ikke mindst til udtryk i lyrikken på ’Coping Mechanism’, der ser Willow udfolde sit skrøbelige mentale helbred på beundringsværdig ærlig vis. »Shielding myself from the depths of my heart / the surface is calm, inside, the chaos restarts«, lyder det eksempelvis på ‘Curious/Furious’.
Sådanne linjer bryder ganske vist ikke ny grund for den notorisk ængstelige genre, men det fremstår ikke desto mindre oprigtigt – og det er trods alt mere, end man kan sige om Machine Gun Kellys nærmest AI-genererede lyriske livslede på dette års ’Mainstream Sellout’.
Er Willows eget stilskifte bare et produkt af opportunistisk zeitgeist-lefleri? Jeg kan ret beset ikke udelukke det. Men det føles i hvert fald ikke sådan. Og alene det bør gøre Machine Gun Kelly grøn af misundelse.
Kort sagt:
Willow fortsætter med at udforske rockgenrens facetter på albummet ’Coping Mechanism’, der ligesom sidste års ’Lately I Feel Everything’ understreger, at hun er noget af det bedste, nutidens poppunk-scene har at tilbyde.