00’ernes forhadte musikstil er på vej tilbage – var vi for hårde dengang?

Den unge stjerne Olivia Rodrigos nye single er ikke kun en vidunderligt bitter breakup-hymne – den giver også anledning til at genoverveje 00'ernes ret så udskældte hitliste-poprock.
00’ernes forhadte musikstil er på vej tilbage – var vi for hårde dengang?
Olivia Rodrigo. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Musikhistorien er propfyldt med eksempler på musik, der blev dårligt modtaget af samtidens smagsdommere, men som gennem årene har vundet klassikerstatus. Et klassisk eksempel er disco. I 70’erne så mangt en kritiker (og mange almene rockister for den sags skyld) på disco som kalorieforladt skabelonmusik.

Hadet mod disco var så stort, at end ikke hadet mod Nickelback i slut-00’erne eller hadet mod Justin Bieber i start-10’erne når det til sokkeholderne. Det blev så stort, at et arrangement i 1979 dedikeret til at ødelægge discoalbum – den sagnomspundne Disco Demolition Night i Chicago – tillokkede 50.000 deltagere og udviklede sig til voldsomme optøjer. Den dag i dag ses den begivenhed stadig som dødsstødet for den oprindelige discoæra.

Det var på ingen måde nær så slemt som anti-disco-bevægelsen, men i 00’erne var det på ingen måde cool at indrømme, at man var til samtidens hitlistedominerende poprock.

Hvorfor ville jeg nogensinde lytte til The All American Rejects, Avril Lavigne, Blink-182 eller Paramore, når jeg havde al min cool indierock, der er meget sejere?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Okay, jeg var – som alle teenagere, der opdagede at der fandtes anden musik end den, der er på hitlisterne – totalt elitær og ulidelig. Men det er nu ikke fordi, de nævnte navne heller fik den store anerkendelse af samtidens musikpresse. Heldigvis er både jeg og den bredere musikkritiske kultur efterhånden blevet klogere end per automatik at se ned på alt, der appellerer til teenagere.

Eksempelvis er den 18-årige popstjerne Olivia Rodrigo et af årets mest roste nye navne på tværs af nærmest alle musikmedier, der skriver om hende. Og hun udgav i fredags en sang, der går i bedene på netop den der kommercielle poprocklyd fra 00’erne.

‘Good 4 U’ er tredje single, vi får som optakt til Olivia Rodrigos kommende debutalbum ‘Sour’, der lander her på fredag. Ligesom sine to forgængere er der tale om en breakup-sang, og ligesom de to forgængere handler den rettere om hvordan ekskæresten har det nu, end den handler om at kigge tilbage på selve bruddet eller tiden op til.

Jo, jeg skal nok være ærlig, at jeg lidt savner noget variation i Rodrigos emner. Hver sang har sin egen vinkel og sin egen stemning, men selv sammenlignet med dit typiske breakup-album, er tematikken på tværs af ‘Sour’-singlerne lidt ensporet. Det hjælper så, at Rodrigo både er en eminent sangskriver, der har formået at give hver og en af sangene godt med bid, og at hun er en performer, der formår at levere hver linje med overvældende indlevelse.

Så misforstå mig ikke – ‘Good 4 U’ er en fremragende sang. Jeg vil bare også gerne snart høre Rodrigo synge om noget andet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På ‘Good 4 U’ synger hun om at se ekskæresten være totalt lykkelig med sin nye kæreste – alt imens Rodrigos hjerte stadig er knust. Til det syn disker hun op med et vredt, sarkastisk »Well, good for you, I guess you moved on really easily / you found a new girl and it only took a couple weeks«.

Er det lidt bittert? Utvivlsomt. Men meget af den bedste breakup-musik er netop det. Jeg ser det ikke som, at vi som lytter kun skal være på Rodrigos side og synes, at ham ekskæresten er en narrøv, bare fordi han vover at (gisp) have det godt med sin nye kæreste. Jeg ser det mere som et ærligt portræt af, hvor smålig og ynkelig, man let kan blive efter et breakup – især som teenager.

Rent musikalsk er ‘Good 4 U’ dog i mine øjne endnu mere interessant. For den lyder enormt meget af den 00’er-poprock, jeg for ti år siden antog, at vi ville ende med at se tilbage på med samme tåkrummende ‘tænk at vi lyttede til det her bæ’-attitude, som karakteriserer konsensus omkring blandt andet 80’ernes puddelrock (Europe, Mötley Crüe, Poison) eller tidlig kommerciel poprap (MC Hammer, Vanilla Ice).

Og jo, der var da nogle år, hvor det virkelig var kikset at sige, at man lyttede til Blink-182. Og jo mere udbredt den indstilling blev, des mindre fyldte kommerciel poprock på hitlisterne. I dag er der nærmest ingen rock. Og det er et eller andet sted fristende at bebrejde anti-poprock-attituden for i det mindste noget af det.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Olivia Rodrigo er langt fra den første unge popstjerne til at sige: ‘Nej, ved du hvad? 00’ernes poprock er faktisk ret fed’.

For en lille måneds tid siden udgav Willow Smith en sang ved navn ‘Transparent Soul’, som hun skrev i samarbejde med Blink-182-trommeslager Travis Barker, der også optræder på nummeret – og det er en vidunderlig dosis catchy, emoklingende poprock.

Og sidste år gav Machine Gun Kelly afkald på hiphoppen for ligeledes at forene sig med Travis Barker på poppunk-albummet ‘Tickets to My Downfall’. Og mens jeg synes der er nogle markante ujævnheder på det album, kan jeg ikke benægte, at han er langt bedre som rocksanger end som rapper. Med genreskiftets kommercielle succes er det tydeligt, at Machine Gun Kelly har kunnet ramme markante dele af ungdommen med sin ængstelige poprock-sangskrivning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her i Danmark har Dopha for nyligt spillet et Nickelback-cover og taget det forhadte canadiske band i forsvar.

Jeg ved ikke, om jeg selv tør gå nær så langt som Dopha. Men jeg har genhørt noget gammel Avril Lavigne, Blink-182 og andet af den tids store hitliste-poprock, og jeg må sgu sparke mit prætentiøse teenagejeg over skinnebenene, for der er altså godt med guf på de album. Og det er jeg glad for, at der er unge kunstnere, der får mig til at anerkende.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af