Lad os skrue tiden tilbage til 2010. Bieber Fever var over os, og vi så en ny bølge af barnestjerner dukke op. Størstedelen af 00’erne havde teenage-idoler hørt hjemme på Nickelodeon og Disney Channel, uden at de tog nævneværdig plads på hitlisterne. Men efter Bieber stod dørene vidt åbne, og selv om ingen matchede canadieren i succes, var der mange wannabes med nævneværdig succes.
Og uden at lege tankelæser, antager jeg, at Will og Jada Pinkett Smith var glade for denne udvikling.
I netop 2010 forsøgte begge deres børn i hvert fald på at få gennembrud – sønnen Jaden som skuespiller i genindspilningen af ‘The Karate Kid’, og datteren Willow som popstjerne med sangen ‘Whip My Hair’.
Begge værker står i dag som mere eller mindre glemte artefakter, og hvis jeg ser nogle af dem blive nævnt i dag, er det for det meste for at svælge i, hvor dårlige de var.
‘Whip My Hair’ var – som med de fleste barnepopstjerners sange fra tiden – ikke skrevet af sangeren selv. Og den er ikke ældet med ynde. At høre en kun 9-årig Willow synge »Hop up out the bed, turn my swag on / pay no attention to them haters, because we whip ’em off« oser af ‘How Do You Do, Fellow Kids?’-energi.
Jeg siger ikke, at den kun 9-årige (!) sanger med garanti ville kunnet have præsteret noget mesterligt, men hvis hun var blevet involveret i sangskrivningen, kunne hendes hiphoppede electropop måske i det mindste have haft en snert af autenticitet. Og de samme problemer gjorde sig gældende på hendes efterfølgende singler.
I 2015 vendte en 15-årig Willow Smith tilbage, denne gang som sangskriver på sit eget materiale. Og hvis der er én plade, hvor man kan høre, hvem hun er i familie med, så er det denne, ‘Ardipthecus’. Ikke at den lyder som nogen af hendes familiemedlemmers musik – men rettere fordi den lyder som hendes storebrors Twitter-profil på det tidspunkt.
Du husker måske Jaden Smiths Twitter-guldkorn som »Unawareness Is The Only Sin, And If You Were Aware You Would Know« og »How Can Mirrors Be Real If Our Eyes Aren’t Real?«. Willow Smiths debutalbum lyder lidt som 54 minutter af den slags indsigter ind i intetheden.
Et klasseeksempel på dette er ‘Marceline’, der er sådan en slags sang, der kun kunne blive skrevet af en 15-årig i 2015.
Den er en hyldest til ‘Adventure Time’-figuren af samme navn, og den byder på linjer som »There’s nothing better / even in rough weather / it’s raining knives, like all the time / and I’m alive, Irayo Eywa, we’re alive« – hvor vendingen »Iraro Eywa« er måden, Na’vierne fra James Camerons ‘Avatar’ takker deres gud.
Men der er en eller anden nerve over den alligevel. Der er en eller anden emotionel sårbarhed til stede, når man rammer ting, som teenagere og kun teenagere finder dybt.
Det er ikke kun latterliggørelse, der gør, at en subreddit som r/im14andthisisdeep er blevet så stor en succes – for man kan tit spejle sit yngre selv i den slags. Og ofte føler jeg, at Willow også som vokalist er god til at sælge følelsen af at være en ung person, der simpelthen ikke kan finde hoved og hale i verden – og så tjener kluntetheden i hendes sangskrivning nærmest kun til hendes fordel.
Hvis du ikke kan undgå at krumme tæer af ‘Ardipthecus’, kan jeg dog ikke bebrejde dig. Og albummets atmosfæriske blanding af artpop og r’n’b er ikke noget videre specielt fra et musikalsk standpunkt – især ikke i en æra, hvor navne som Kimbra, FKA Twigs, Banks og vores egen Mø udforskede lignende genrer med meget mere finesse.
Sidenhen har Willow dog konstant forbedret sit output som kunstner, og hun har været villig til at stikke i mange forskellige retninger.
Hendes andet album, ‘The 1st’ fra 2017, var en folksy singer/songwriter-skive af den rigtig velklingende slags. Treeren, ‘Willow’ fra 2019, omfavner nogle mere psykedeliske lyde i et sårbart, melodiøst indiepop-univers, som faktisk er ret emotionelt potent.
Og nu har hun så kastet sig over rockens verden med sit seneste album, ‘Lately I Feel Everything’, der udkom i juli.
‘Lately I Feel Everything’ er et smukt lille brag af et rockalbum. 26 minutter uden bullshit, uden for meget selvseriøs eksistentialisme, der præger så meget moderne rockmusik, men også uden noget pjat eller glimt i øjet.
Det er tydeligt, at det er lavet af en kunstner med oprigtigt stor kærlighed til genren – og med nogle store følelser på hjerte, som bedst kan kommunikeres gennem rocken.
Willow Smith trækker især på genren, sådan som den lød, mens hun selv voksede op. En del post-grunge a la Foo Fighters, en del kommerciel emo a la Fall Out Boy, en del poppunk a la Blink-182 – og sidstnævntes trommeslager, Travis Barker, optræder da også på hele tre af albummets numre. Og selveste Avril Lavigne hopper forbi til en svingom på nummeret ‘Grow’.
Det er fedt at se tidligere barnestjerner som Willow udfordre sig selv gang på gang uden hensyntagen til, om det næste projekt mon har kommercielle ben at gå på.
En af de eneste andre i nyere tid, der har været lige så uforudsigelig, er Miley Cyrus. Men jeg så det så gerne ske oftere – blandt andet fordi jeg antager, at der er mange dedikerede Willow-fans, der gang på gang må have forelsket sig i nye genrer, når hun tog sig af dem.
Det sker nok ikke lige foreløbig, at Liam Payne laver fusionsjazz, eller at Marcus & Martinus bliver til en postpunkduo. Men Willow beviser, at barnestjernestatus af og til kan være et springbræt til meget mere, end det tidlige output indikerer.