Remakes er en bestandig del af Hollywoods økonomi, og hvert år spytter filmindustrien genindspilninger af gamle klassikere, udenlandske hits og gysere ud på biograflærrederne som en demonstration af byens kreative krise.
I skæret af det akutelle remake ’Øjnenes hemmelighed’ sætter vi spot på filmhistoriens mest overflødige genindspilninger. Fra det intetsigende ligegyldige til det decideret vanvittige.
10. ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ (2011)
Nordic Noir-bølgen som skyllede ind over os i starten af 10’erne (og til stadighed gør det) gik ikke Hollywoods næse forbi. Mens store tv-kanaler som AMC og FX tog sig af remakes af ’Forbrydelsen’ og ’Broen’, nappede Sony rettighederne til svenske Stieg Larssons ’Mænd der hader kvinder’.
Bogen, der handler om den rebelske hacker Lisbeth Salander og journalisten Mikael Blomkvist, var allerede i 2009 blevet filmatiseret af danske Niels Arden Oplev. Filmen blev hædret, ikke kun i Skandinavien, men også på den anden side af Atlanterhavet, hvor både kritikere og publikum var henrykte. Men det hindrede altså ikke Sony i at rykke på et amerikansk remake.
Store navne som David Fincher og Daniel Craig blev hentet ind, og selvom ’The Girl With The Dragon Tattoo’ absolut er en hæderlig film, er det svært at retfærdiggøre filmens nødvendighed, når den sættes over for Arden Oplevs fortrinlige film. Den amerikanske version har en følelse af skematisk blockbuster-thriller klæbet til sig og mangler simpelthen en oprigtighed og den nordiske krimi-feeling.
Samtidig kan Rooney Mara bare ikke matche svenske Noomi Rapace, der leverer en frygtindgydende præstation som Salander i den svenske version. Alle husker voldtægtsscenen fra ’Mænd der hader kvinder’ – men husker nogen den tilsvarende fra ’The Girl With The Dragon Tattoo’? Nej vel.
Symptomatisk vandt det amerikanske remake faktisk en Oscar for bedste klipning, og det visuelle er måske det eneste punkt, hvor Finchers version overgår Arden Oplevs mere budgetbegrænsede udgave.
Det storstilede remake indspillede dog ikke tilstrækkeligt ved billetlugerne, og en efterfølger har derfor ladet vente på sig, selvom Rooney Mara har meldt sig klar under fanerne.
9. ’The Karate Kid’ (2010)
’The Karate Kid’ er en af 80’ernes mest elskede franchises, og den fik en hel generation til at sige »wax on, wax off« og »sweep the leg«, alt imens ben og arme blev kastet i alle vindens retninger.
De tre film indkapsler om noget deres tid, og et eventuelt remake burde derfor bringe noget helt nyt til bordet. Men det gør Will Smiths meningsløse udgave fra 2010 bare ikke, og ideen burde nok være blevet i skuffen.
Filmen skildrer på ny underdog-historien om mobbeofret, der sejrer over bøllerne. Men locationen er rykket til Kina, og titlen til trods er det paradoksalt nok kung fu, som nu praktiseres. Selvom den nye version er anstændig, er originalen bare langt mere inspirerende og sjov.
Nøgternt set handlede det hele nok bare om for curling-far Will Smith at finde en kendt franchise, hvori han kunne launche sin søn Jaden Smiths solo-skuespilkarriere – noget han dog fik kørt godt og grundigt i sænk efterfølgende med katastrofen ’After Earth’.
På rollelisten er stærke navne som Jackie Chan og Taraji P. Henson, og forbavsende nok indspillede filmen sig selv hjem op til flere gange, men det siger absolut ikke noget om dens relevans.
8. ’Carrie’ (2013)
Den genre, som oftest udsættes for remakes, er gyseren, og det er mere undtagelsen end reglen, at det ender godt. Alt fra slasher-favoritter som ’Motorsavsmasakren’ (2003) og ’A Nightmare on Elm Street’ (2010) til okkulte gys som ’The Omen’ (2006) og ’Poltergeist’ (2015) er blevet vanæret på det groveste i remakes.
Selvom remaket af Brian De Palmas horror-klassiker ’Carrie’ måske ikke er en decideret fornærmelse af originalen, så er det absolut en af de mest unødvendige til dato.
De Palma var den første til at filmatisere Stephen King, nærmere bestemt med debutromanen om den undertrykte og telepatiske Carrie, der slipper sine kræfter løs efter at være blevet ydmyget til skoleballet. Resultatet er et mesterværk, der stadig den dag i dag er lige så effektiv og skræmmende, som da den kom frem i 1976.
Kimberly Peirces 2013-remake lægger sig umådeligt tæt op af originalen, men ender alligevel som et oppustet Hollywood-glansbillede. Hovedrollen Chloë Grace Moretz kan med sit dukkepige-ansigt slet ikke hamle op med Sissy Spaceks frygtløse og vanvittige præstation fra originalen. Selv Julianne Moore, som har forviklet sig ind i dette elendige remake, kan intet stille op.
Hvis man ikke har noget nyt på hjerte, hvorfor så overhovedet gør det? Gyset og eksistensgrundlaget udebliver i ’Carrie’, der ligner endnu et skamløst og nemt forsøg på at lokke penge ud af det horrorhungrende publikum.
7. ‘Planet of the Apes’ (2001)
For at være ærlig så har tiden været hård ved Franklin J. Schaffners ’Planet of the Apes’ fra 1968. Filmens ikoniske slutning med frihedsgudinden var overvældende for datidens biografgængere, men i dag har chokværdien naturligt nok lagt sig, og for det moderne publikum føles den samlede film en anelse langtrukken. Men om ikke andet står filmen stadig som en central sci-fi-klassiker.
Filmen affødte fire efterfølgere af svingende kvalitet, men det afholdt ikke 20th Century Fox fra at arbejde på et remake, der allerede blev påbegyndt i 80’erne og havde store instruktører som Oliver Stone og James Cameron på tegnebrættet, inden lorten endte hos den eventyrlystne Tim Burton.
Burton fik store stjerner som Mark Wahlberg og Tim Roth om bord, men lige lidt hjalp det. Magien mangler, og ’Planet of the Apes’ anno 2001 virker modløs, irrelevant og håbløst uoriginal. Især det fjollede abe-make-up og den omdiskuterede slutning medførte et ramaskrig, inklusive kritik fra castet selv, heriblandt Roth.
Ikke desto mindre blev filmen en økonomisk succes, men hverken 20th Century Fox eller holdet bag ønskede en efterfølger. Burton udtrykte det selv klarest: »I’d rather jump out of a window«.
6. ‘The Pink Panther’ (2006)
Efter hele ni ujævne film, en animationsserie og Peter Sellers’ død burde verden have fået nok af Inspector Jacques Clouseau og The Pink Panther, men det syntes Metro-Goldwyn-Mayer åbenbart ikke.
Et storstilet remake med Steve Martin i front blev kørt i stilling i 2006, og filmen var nok en kommerciel succes, men en kunstnerisk fiasko. De gamle ’The Pink Panther’-film var fjollede, men de første var ikke desto mindre charmende, noget som den nye, fordummende film fuldstændigt missede.
Peter Sellers var blændende i sin ikoniske rolle som den skrupskøre og klodsede detektiv. Steve Martin forsøger ihærdigt at ramme niveauet, men står i skyggen af fortidens komiske geni og ender næsten pinligt parodierende.
Remaket blev fulgt op af en lige så håbløs efterfølger i 2009. Siden har der heldigvis været stille omkring The Pink Panther, og det må der gerne blive ved med at være.
5. ‘Total Recall’
Havde Len Wisemans actionfilm fra 2012 ikke lånt titel og plot-idé fra ’Total Recall’, var det egentlig udmærket popcornsunderholdning – men i sammenligning med Paul Verhoevens kulørte udgave fra 1990 blegner den noget.
Begge film handler om fremtids-arbejderen Douglas Quaid, der finder ud af, at han måske slet ikke er den, han går og tror, han er, og pludselig er han blandet ind i en krig mellem stat og modstandsbevægelse.
Verhoevens film vinder i høj grad på dens bevidste balancegang mellem hæsblæsende action, et kompliceret plot og den kitschet æstetik. Og hvor den originale film tør være grim og charmende klodset, er remaket et humorforladt, blankpoleret CGI-helvede.
Arnold Schwarzeneggers leverer en af karrierens absolut bedste præstationer i 1990-udgaven med citatstærke og sassy one-liners på stribe. Heldigvis forsøger Colin Farrell ikke at gentage bodybuilderens præstation, men han formår heller ikke at gøre rollen til sin egen, og Quaid ender som en slatten udgave af sig selv.
4. ’Straw Dogs’ (2011)
Vold og nihilisme prægede en række film i starten af 1970’erne, der tæller ’A Clockwork Orange’, ’Dirty Harry’, ’The Last House on the Left’ og ikke mindst Sam Peckinpahs provokerende mesterværk ’Straw Dogs’ fra 1971.
Filmen skildrer den moderne og pacifistiske Davids møde med rå og dyrisk brutalitet i et lille lokalsamfund i England – og er især kendt for dens modstridende dobbeltvoldtægt, der affødte kritik om misogyni og sodomi.
’Straw Dogs’ snurrer dit moralske kompas 180 grader rundt, og filmen er stadig i dag en katarsis-splittende oplevelse, der efterlader dig med lige dele ondt i maven og dunkende knytnæver.
’Straw Dogs’ anno 2011 begår en klassisk remakefejl: At forsøge at overforklare og tolke på den oprindelige films symbolik og motivationer. Det afmystificerer oplevelsen og smadrer den moralske splittelse, som præger originalen.
Instruktør Rod Laurie vælger også i sit remake at rykke fortællingen til sydstaterne, og de barbariske landsbybeboere bliver nu halvfjollede og overgjorte hillbillies.
Samtidig må man også bare erkende, at det er svært at provokere nutidens publikum med vold og voldtægt i en delvist poleret thriller, når kontroversielle film som ’Irreverisble’ og ’A Serbian Film’ har rykket grænserne milevidt.
3. ‘The Wicker Man’
»Not the bees, not the bees« – alle filmfans med adgang til internettet er bekendt med det populære Nicholas Cage-meme, der stammer fra det famøse 2006-remake af ’The Wicker Man’, der er kult af de helt forkerte årsager.
Den originale film fra 1973 er en stærk og hensynsløs oplevelse, der handler om en religiøs betjents søgen efter en forsvunden pige på en lille ø, hvis indesluttede beboere præges af mystik og overtro. ’The Wicker Man’ er en film, som har vundet mere og mere indpas og prestige, som årene er gået, og i dag betragtes den som en af de bedste britiske film, der er lavet.
Men remaket er ikke bare unødvendigt, det kandiderer simpelthen til et af de værste nogensinde. Øen befolkes i 2006 af kvinder som det dominerende køn, og den sagesløse politimand er blevet psykisk ustabil og hjemsøges af drabelige mareridt. Manuskriptet er et makværk af dimensioner og virker mest af alt som instruktør og forfatter Neil LaBute våde mandschauvinistiske drøm.
Prikken over i’et er Nicholas Cage over the top-præstation med mærkværdige udbrud, hvor han tæsker mandhaftige kvinder og bliver jagtet i et bjørnekostume. I takt med at filmen har fået sit eget liv på internettet, har Cage forsvaret filmen og sin egen præstation med, at filmen var tænkt som en absurd sort komedie. Yeah right.
2. ‘Oldboy’ (2013)
Hollywood har en nærmest pervers trang til at omdanne kritikerroste udenlandske filmperler til blockbuster-monstre uden liv og sjæl. Det grelleste eksempel er det sydkoreanske mesterværk ’Oldboy’, der i 2013 fik den kærlige Hollywood-maskine at føle.
Den brutale fortælling om antihelten Dae-su, der bliver kidnappet og holdt fanget i 15 år, bliver i det amerikanske remake en tam thriller uden originalens nerve og kant. Ikke engang den respekterede instruktør Spike Lee eller hovedrolleindehaver Josh Brolin kan redde stumperne, og begge har da også tage afstand fra det endelige resultat.
Brolin ender som en forvirret Liam Neeson-kopi, der jagter sin kidnappede datter, og karakteren opnår aldrig den kompleksitet og vildskab, som Min-sik Choi lagde for dagen i originalen.
Den nye udgave af ’Oldboy’ visner hen som et syntetisk metervareprodukt, som i Hollywood-transformationen har mistet den ånd, filmens nationale ophav gav den.
1. ’Psycho’ (1998)
Den Oscar-vindende Gus Van Sants remake af ’Psycho’ er ikke kun mærkværdigt, fordi han valgte at genindspille en vaskeægte klassiker uden en rigtigt god grund, men også fordi han valgte at skyde filmen minutiøst efter Hitchcocks originale film, både i forhold til manuskript og kameravinkler.
Van Sants ide var, ifølge ham selv, ikke kommercielt båret, men simpelthen udslaget af et ønske om at remake filmen til et yngre publikum i farver, så Hitchcocks navn kunne leve videre. Selv den afdødes instruktørs datter gav sin velsignelse til remaket, men det gør absolut ikke ideen mindre vanvittig.
Det helt store problem ved den opdaterede ’Psycho’ er dog ikke så meget Van Sants fremgangsmåde som de svigtende skuespilpræstationer, der ikke engang er tæt på at ramme originalens. Vince Vaughn rammer helt ved siden af som Norman Bates, ikke mindst i filmens eneste og meget kontroversielle tilføjelse, der viser, at Bates onanerer, mens han lurer på Marion. En detalje, som ødelægger hele ideen om Bates som infantil, skizofren morder for i stedet at gøre ham til en perverteret stodder.
Da Van Sant blev spurgt, hvorfor han valgte at genindspille ’Psycho’, lød svaret: »Fordi så behøver ingen andre at gøre det«. Det får han forhåbentligt ret i.
Læs også: Stop, mens legen er god: Filmhistoriens mest unødvendige toere
Læs også: Anmeldelse af ‘Øjnenes hemmelighed’