1. ‘2010 – den anden rumrejse’
Peter Hyams’ nærved masochistiske forsøg på at udbygge Stanley Kubricks geniale sci-fi-milepæl ’2001’ resulterede isolerede set ikke i en dårlig film. Rumoperaen om en samling russiske og amerikanske astronauters fælles forsøg på at lokalisere det forsvundne Discovery-rumskib er en teknisk tour de force, der indfanger det lille menneske i det uendelige univers i åndeløse tableauer.
Filmens fem Oscar-nomineringer i de tekniske kategorier antyder netop, at Hyams’ rumdigt er en fryd for øjet, men et essentielt spørgsmål formår instruktøren aldrig at besvare: Hvorfor? Hvorfor i alverden give sig i kast med en fortsættelse til en af filmhistoriens mest uomgængelige klassikere, et magnum opus, der så tydeligt var et produkt af én visionær kunstners sære, spekulative og spektakulære vision?
Hyams kaster lys over flere af ’2001’s gåder, men Kubricks univers inviterede aldrig til pragmatiske udredninger. ’2010’ er derfor en mystisk størrelse – lige så vellykket som aldeles unødvendig.
2. ‘Speed 2: Cruise Control’
Her er virkelig et koncept, der holder én gang – og kun én!
At ’Speed 2: Cruise Control’, der skifter Keanu Reeves ud med Jason Patric og giver Sandra Bullock hovedrollen, fejler på alle actiongenrens vitale parametre, kan primært tilskrives twistet af originalens koncept: ’Speed’ var et højoktant actionridt på overfyldte motorveje, men toeren minder mest om en kanalrundfart med én galning og to generiske actionhelte ombord.
Hvor bussen i etteren ikke måtte krybe under 50 mph, flyder krydstogtskibet Seaborn Legend adstadigt over vandoverfladen på kollisionskurs med et olietankskib. Det er jo alvorligt nok på papiret, men det føles ikke sådan, når fartøjet snegler sig afsted med nogle knob i timen.
Filmsitet Rotten Tomatoes’ viste ingen nåde: ’Cruise Control’ scorede 3 % på kritikerbarometret mod originalens 93 %.
3. ‘Eksorcisten II: Kætteren’
Hvis ét er sikkert i denne ofte kaotiske verden, er det, at en god gyserfilm får en dårlig efterfølger.
Selv om ’Eksorcisten II: Kætteren’ samlede stjernerne fra den originale horrorklassiker, Max Von Sydow og Linda Blair, krydrede rollelisten med stjernenavne som Richard Burton og Louise Fletcher og havde ’Deliverance’-instruktøren John Boorman i instruktørsædet, var filmen dømt til at fejle.
Mens Burton kiggede dybt i flasken og spillede uden en flig af fordoms intensitet som præsten Father Lamont, filmede Boorman slet og ret under tvang, efter han flere gange havde forsøgt at løbe fra kontrakten. Et dødsfald i castet betød, at den uprøvede manuskriptforfatter, William Goodhart, måtte revidere sit originale udkast kort inden optageperioden, og resultatet var så rædderligt, at filmens bærende kræfter ihærdigt forsøgte at forlade den synkende skude.
Boorman måtte dog stå skoleret og formåede endda at sætte sit umiskendelige auteurpræg på ’Eksorcisten II’. Desværre havde han efter successen med ’Deliverance’ kasseret mainstreamfilmens forskrifter og omfavnet artfilmens syrede formsprog, et udtryk, der drænede den kætterske horrorfilm for etterens gruopvækkende vildskab.
Blairs excentriske besættelse erstattes her af en næsten tranceagtig tilstand, og man savner – pudsigt nok – både roterende hoveder og bræk i spandevis.
4. ’Basic Instinct 2’
Er det en uskreven regel, at Paul Verhoevens (semi-)klassikere skal maltrakteres af talentløse sequels og remakes? Det var tilfældet med ’Starship Troopers’, der fik mere end en enkelt tanketom fortsættelse, med ’Total Recall’, som blev ulideligt actionificeret af Colin Farrell og co., samt ’Basic Instinct’, der mildt sagt var mere steamy i 1992 end i 2006.
I sidstnævnte flasher Sharon Stone, nu i slut-40’erne (!), lystigt videre i det farligt erotiske samspil med David Morriseys brunstige psykiater, men hvor Stone og Michael Douglas fik lærredet til at drive med sexual tension i Verhoevens original, er kemien mellem den ny duo så tør som savsmuld i Sahara.
Til gengæld er der meget at hente for filmfans med hang til ufrivillig komik: »Even Oedipus didn’t see his mother coming«…
5. ’More American Graffiti’
‘American Graffiti’ er ikke en film, der kræver en fortsættelse – snarere tværtimod. Den er forankret i en bestemt tid, i en flygtig følelse, dér i overgangen mellem barndommens uforpligtende frihed og voksenlivets krav og forventninger.
Karaktererne er bundet til filmens øjebliksbillede af en nat med ræs og ungdommelige eskapader, et brudstykke, der rummer så meget mere end de timer, der faktisk skildres. Barndommens trygge minder svinder i baggrunden, mens fremtidens bekymringer ulmer i horisonten.
’More American Graffiti’ forsøger febrilsk at kopiere forgængerens formel – karaktererne kæmper fortsat med livets store valg, fra uddannelse til kærlighed – men falder til jorden som en ukærkommen udbygning af et udødeligt filmunivers. Værst er det, at flere af originalens elskværdige karakterer fremstår decideret usympatiske efter rulleteksterne (særligt Ron Howards Steve, der er sprunget ud som glødende mandschauvinist).
Den danske titel siger alt: ’Sidste nat med kliken’ bliver til ’Sidste nyt med kliken’…
6. ’Dumb and Dumber To’
I forhold til denne artikels præmis er det påfaldende, at højdepunktet i ’Dumb and Dumber To’ er selve filmens retfærdiggørelse: Jim Carreys imbecile Lloyd har fingeret mentalt handicappet i 20 år for at pranke sin kompagnon, Harry (!).
Men efter de to båtnakker forlader sindssygehospitalet (hvor de, hånden på hjertet, nok burde være blevet) og drager på romantisk motiveret road trip gennem USA, daler hitraten støt for Peter og Bobby Farrellys sequel, der som alle instruktørernes komedier er fyldt til randen med infantil pruttehumor.
’Dumb and Dumber To’ advokerer dermed for en nyttig tommelfingerregel: Lav ikke en efterfølger til en kultfilm længe efter dens premiere. Hvis Farrelly-brødrene slap afsted med at adressere vores indre dumrianer i 1994, gør de det absolut ikke i 2014, hvor det – trods sporadisk kluklatter undervejs – er tydeligt, at tiden er løbet fra dem.
7. ’Blues Brothers 2000’
’Blues Brothers 2000’ lider under samme skavank som ’Dumb and Dumber’-serien, netop, at den charme og magi, den febrilsk søger, er knyttet til en svunden tid.
Ofte er problemet, at det originale filmhold skiftes ud og erstattes af pengegriske snyltere uden egentlige visioner, men i tilfældet ’Blues Brothers 2000’ er de kreative kræfter de samme. Jo, den storfestende John Belushi har stillet træskoene, men han bliver fornemt erstattet af John Goodman, mens Dan Aykroyd vender tilbage som Elwood (løsladt efter 18 år i brummen), og John Landis indtager instruktørstolen på ny.
Selv om musikken fortsat swinger rimeligt, og et frydefuldt biluheld med to dusin kolliderende politivogne trækker op, er charmen forduftet med Belushis bortgang, og ’Blues Brothers 2000’ hidkalder blot et fjernt ekko af originalens 80’er-charme.
Måske er problemet, at Landis og co. forsøger at kopiere snarere end at viderebygge originalens viltre univers af gangsteraktiviteter og rhythm & blues. Ligesom tilfældet er med de senere ’Hangover’-sequels, er efterfølgeren et søvndyssende forsøg på at afvikle det samme plot i en anden tid og et andet sted.
8. ’Blair Witch 2’
Hånden på hjertet: ‘The Blair Witch Project’ var – fraregnet den rædselsvækkende slutning – en ret dilettantisk stiløvelse, hvis attraktionsværdi primært skyldtes dens innovative viralkampagne. Mystikken omkring hændelsernes autenticitet tilførte found footage-filmen et ildevarslende præg, der er forsøgt kopieret lige siden (et dogme for fremtidige horrorfilmskabere: brug altid professionelt filmudstyr!)
Derfor er det ikke et chok, at opfølgeren til det usandsynlige horrorhit, ’Blair Witch 2’, skræller overraskelsesmomentet væk og lader skavankerne stå frem: Karaktererne er hule, plottet forskruet og soundtracket mildt sagt enerverende.
Selv om filmen faktisk kasserer found footage-formlen og i stedet anlægger et metaperspektiv på forgængeren, kan fadæsen snildt sammenlignes med ’Paranormal Activity’s efterfølgere. For helt ærligt: Når millionerne triller ind på baggrund af en forvokset hjemmevideo lavet for en skilling, kan det være svært at stoppe, mens legen er god.