’Øjnenes hemmelighed’: Stjernespækket remake fanger ikke originalens melankoli
Den argentinske thriller ’El secreto de sus ojos’ huskes måske ikke så meget for sin Oscar-statuette som for et vist ekvilibristisk one-take på et fodboldstadion: En svimlende svævetur fra en målchance set i fugleperspektiv til en vild menneskejagt på tribunen.
Det var altid en umulig opgave for den amerikanske genindspilning at matche denne filmhistoriske kameradans, men det er alligevel sigende, at stadionskuddet falder så rungende til jorden. I den sløje imitation er fodbold skiftet ud med baseball, mens Sydamerikas besatte hooligans erstattes af henslængte søndagsfans med bagpartierne hæftet til sæderne – og således fordufter vildskaben.
Det er dog forståeligt, at instruktør Billy Ray (’Bedrag’, ’Shattered Glass’) forsøger at integrere fortællingens mordgåde i en amerikansk kontekst (hvorfor ellers lave filmen?), og han evner til dels at skabe en atmosfære af post-9/11-paranoia: Hvor mordefterforskningen blev saboteret af et personligt udestående i originalen, drukner jagten her i den større krig mod terror (drabsmanden er muldvarp i en terrororganisation).
Strukturen er nogenlunde den samme: Chiwetel Ejiofors efterforsker finder kollegaens (Julia Roberts) datter myrdet og voldtaget i en container og vender 13 år senere tilbage til terrorenheden for at opklare mysteriet – og måske genantænde følelserne til sin tidligere overordnede (Nicole Kidman).
Fortællingens essens er ikke så meget selve forbindelsen mellem de to handlingsforløb som den tomhed, der tårner sig op imellem dem. Ejiofors efterforsker, der var skyld i, at ofret opholdt sig på drabsstedet, har ikke blot ladt skyldfølelsen ætse sit sind i de tabte år, han gav også afkald på sit livs kærlighed efter tragedien. Han er nødt til at leve i fortiden, fordi den rummede den mening, som nutiden har tabt.
Det er her ’Øjnenes hemmelighed’ skriger efter originalens latinamerikanske nerve: Fatalismen, vægten af årenes akkumulerede tomhed, meningsløsheden. Tiden, der modelleres så hjerteskærende i den argentinske genistreg, føles lettere her, og den romantiske spænding mellem Ejiofor og Kidman har ikke den fornødne gnist til at formidle et årtis uforløst kærlighed.
Værre endnu gemmer Julia Roberts’ blik ikke på de samme hemmeligheder som originalens Ricardo Morales’ (Pablo Rago), denne stilfærdigt tikkende bombe, der viede sin tid på kloden til sorgen og sorgen alene.
Filmen stiller aldrig overbevisende det spørgsmål, der gjorde så forbandet ondt i originalen: »Hvordan lever man et liv fyldt med ingenting?«
Dean Norris (Hank fra ’Breaking Bad’) og Michael Kelly (Doug fra ’House of Cards’) glimrer begge i vægtige biroller, ligesom Ejiofor spiller fint på følelsestangenterne i filmens emotionelle peaks, men rollelistens stjernestøv frarøver fortællingen sin mystik, og særligt Kidman virker stiv i betrækket.
Historien er fortsat fængende som få, og har man intet kendskab til den overlegne original, er Billy Rays nyfortolkning sikkert en begavet thriller med melankolien som klangbund. Men selv med terrorspøgelset som kløgtigt amerikansk krydderi findes der ikke én god grund til at vælge genindspilningen over den argentinske Oscar-vinder.
Kort sagt:
’Bedrag’-instruktøren Billy Ray forsøger at genfortolke den argentinske Oscar-vinder ’Øjnenes hemmelighed’ i en amerikansk kontekst – med terror og baseball, Kidman og Roberts – men han formår aldrig at indkapsle den eksistentielle tomhed, der er fortællingens essens.